Suså-landets rige slægter i romersk jernalder

Projektet har som målsætning at udforske det righoldige gravgods fra romersk jernalder, fundet i omtrent 60 gravfund i Næstved-området.
Størstedelen er endnu ubearbejdet og upubliceret. En belysning af gravgodset vil kunne bidrage væsentligt til den samlede viden om en rig epoke i Danmarks oldtid, hvor især sjællandske magtdynastier og rige bønder tegnede samfundslivet.

Præget fuglefigur fra dragtsmykke i Maglebjerggraven
Præget fuglefigur fra dragtsmykke i Maglebjerggraven

De mange gravfund er især fremkommet ved grusgravning i 1800- og 1900-tallet, og tiltrækker sig særlig opmærksomhed. De fleste er uden import fra Romerriget. Flere indeholder dog perler fra de romerske provinser.
Kun 10 gravfund indeholder eksklusive romerske importgenstande såsom bronze-, sølv- og glasfade, terra sigillata og mønter. Langt størstedelen er jordfæstegrave, færre er urnegrave. Kun et fåtal er bearbejdet og publiceret.

Det seneste gravfund blev undersøgt i 2004 ved Maglebjerg, og indeholdt en begravelse af en rig og betydningsfuld kvinde med eksklusivt gravgods i form af smykker og lerkarservice fra Sjælland og Nordeuropa.

Kvindegraven fra Maglebjerg er publiceret af Birgitte Borby Hansen i Næstved Museums årsskrift Liv og Levn i 2007. Gravfundet er ligeledes publiceret i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 2008 af Birgitte Borby Hansen.
Gravfundet er udstillet på Næstved Museum.

Andre vigtige gravfund uden romersk eksklusiv import som Maglebjerggraven, dateret til tiden omkring 260 e. Kr., er grave fra Næstelsøgård ved Næstelsø, samt Kildemarksvej og Skyttemarksvej i Næstved. Disse er kun publicerede i begrænset form.

Periodens kildemateriale fra Næstved-området påtænkes udforsket med henblik på publikation indenfor rammerne af et europæisk forskernetværk i romersk jernalder på Sjælland, opstået på symposiet "Sjællands Jernalder" oktober 2009.