Vester Egesborg
- anløbs- og handelsplads fra yngre jernalder

Næstved Museum har i december 2010 fået tilsagn om en bevilling på 330.000 kr. fra Kulturarvsstyrelsens rådighedssum for 2011, hvorfor de indledende analyser til forskning og publikationsarbejde kan begynde i 2011.

I perioden 1996 - 2001 samt i 2009 har den kystbundne lokalitet Vester Egesborg været genstand for arkæologiske undersøgelser. Stedet rummer en anløbsplads fra yngre jernalder og vikingetid.
Der er afrømmet næsten 25.000 m2 og fundet omtrent 140 huse. Ca. 85 % er mindre grubehuse, mens de resterende er treskibede langhuse. Fra anlæg og pløjelag foreligger et omfattende fundmateriale af smykker, redskaber o.a. metaller, der entydigt placerer lokalitetens primære funktionsperiode til 6.-10. årh. e. Kr.

Vester Egesborg er den eneste registrerede kystbundne plads fra yngre jernalder og vikingetid i museets arbejdsområde. Den ligger i "sin egen" fjord, men nær Næstved, der i løbet af vikingetiden udvikledes til en central lokalitet og markedsplads. Byen havde kongeligt torv før 1140.
De specialiserede anløbspladsers nedgang og ophør i slutningen af vikingetiden skete formentlig som følge af de tidlige bydannelsers tiltrækning på både stormænd og håndværkere. Dette spørgsmål vil blive behandlet med komparative forhold i såvel Roskilde Fjord som Limfjorden og Slien.

Pladsen er af stor vigtighed for forståelsen af relationen mellem kystbundne marine samfund og agrare indlandspladser.
På markerne omkring Vester Egesborg er der gennem de seneste omtrent 10 år med metaldetektor opsamlet adskillige metalgenstande, bl.a. finere smykker og beslag fra yngre jernalder/vikingetid, jern-, bronze- og blyslagger og -smelt, støbeaffald samt mønter fra middelalder og renæssance. Desuden er der registreret bosættelsesaktivitet helt tilbage til førromersk jernalder.
Der er således store perspektiver i nye forskningsprojekter med intensive undersøgelser af disse marker, samt forskning i jernaldersamfundenes udvikling og bopladsernes relation til etableringen af kirkelandsbyen Vester Egesborg.

De mange års akkumulerede genstande, registreringer og data skal nu publiceres. Næstved Museum og udgravningsleder museumsinspektør Jens Ulriksen, Roskilde Museum, indleder et netværkssamarbejde med relevante institutioner og fagdiscipliner. Samarbejdspartnere er bl.a. Zoologisk Museum og Københavns Universitet.


Næstved Museum har i december 2010 fået tilsagn om en bevilling på 330.000 kr. fra Kulturarvsstyrelsens rådighedssum for 2011, hvorfor de indledende analyser til forskning og publikationsarbejde kan begynde i 2011.