Erindringer fra Brandtsgade

Axel Pristed

Foto: Brandtsgade

Jeg er gammel Næstved-dreng, født i Brandtsgade i 1952.
Mine første 5 skoleår foregik på Kirkepladsens Skole, senere gik jeg på Skolen på Jernbanegade.
Jeg boede i Brandtsgade 4 indtil 1964, og det var i sandhed et farverigt kvarter, som indeholdt mange småerhverv og yderst originale personligheder.

Jeg flyttede fra Næstved omkring 1980 og havde efterhånden ingen kontakter til byen mere, men i 1997 "genopdagede" jeg byen, idet jeg på mine tjenesterejser ofte overnattede på Hotel Kirstine, det tidligere "Den Gamle Borgmestergaard" og endnu tidligere "Missionshotellet".
Hotellet havde en central rolle i min oplevelsesverden i drengeårene, idet min skolevej gik her forbi.
Det var til stor undren for mig, at der hver dag kunne være forskellige biler i hotellets gård, og jeg var dybt imponeret af alle de fremmede mennesker i deres fine tøj. Da vores sociale status knapt tillod bare at drømme om et hotelophold, var det derfor en ganske morsom oplevelse som voksen at kunne indkvartere mig på hotellet.

Mine overnatninger blev til mange, og en sommer tog hele familien på ferie i Næstved - selvfølgelig på det gamle hotel.
Jeg fik her mulighed for at fortælle mine børn om min opvækst, og minsandten om ikke også det lykkedes at se mit barndomshjem indefra ganske få måneder inden husets nedrivning.
Jeg begyndte herefter at skrive det hele ned - livet ved havnen, det blomstrende erhvervsliv, kampen for den daglige føde, datidens sorte pædagogik - kort sagt livet, som det udspandt sig på godt og ondt, set med en lille drengs øjne.
Egentlig var det kun min mening at skrive det for min egen fornøjelses skyld og til mine børn, men mine 3 ældre søskendes samt andres reaktion har fået mig til at overveje, om der måske også var andre, som kunne have glæde af at læse om livet i Næstved i 50'erne.

Helt op til slutningen af 1950'erne foregik den daglige mælkeudbringning i Brandtsgade med hestevogn.
Køleskabet var ganske vist opfundet, men hos de fleste familier i kvarteret var køleskabet en uopnåelig luksusgenstand, så man klarede sig med et udendørs flueskab om sommeren (om vinteren fungerede det desuden som udendørs køleskab).
Derfor var der også i sommerhalvåret to daglige mælkeudbringninger - én tidligt om morgenen, og én igen omkring middag.

Når jeg som en lille purk skulle have den lange formiddag til at gå, mens jeg ventede på, at mine søskende kom hjem fra skole, så jeg altid frem til mælkevognens ankomst.
Mælkekusken hed Ole, og ham kunne jeg rigtig godt lide - og ligeså hans hest, som hed Lotte, og som altid lavede de vidunderligste hestepærer lige udenfor vores gadedør.
Ole havde en engleagtig tålmodighed i forhold til Lotte, som egentlig også var ganske skikkelig, men alligevel kun gjorde det, som hun havde lyst til. Og så alligevel, så var der nogle gange, hvor hun ligefrem hjalp Ole med mælkeudbringningen - altså, når hun havde lyst!

Ole og Lotte var ansat på "Lille Næstved Mejeri", som leverede mælk til os på trods af, at "Næstved Mejeri" lå i vores gade.
Jeg troede dengang, at "Lille" refererede til mejeriets størrelse og ikke til dets beliggenhed i Lille Næstved, og i og med at jeg selv var den yngste i familien, var jeg af den opfattelse, at det var godt, at vi støttede den mindste!

Sommetider nægtede Lotte at gå videre, når Ole havde båret mælk ud til de huse, som lå i nærheden af vores - uden at der var nogen påviselig grund.
Egentlig tror jeg, at pladsen foran vores hus var et af hendes faste steder at læsse hestepærer af på, men alligevel kunne hun gå fuldstændig i baglås - også selv om hun havde leveret. Men jeg så aldrig Ole slå hende eller forsøge at trække hende af sted.
Når han fandt ud af, at hans sædvanlige kommandoer ikke virkede, så sprang han ned af bukken og gik hen og talte sagte med Lotte, samtidig med at han gned hende på mulen.
Nogle gange kunne det tage lidt tid, før hun kom med et lille vrinsk, som betød, at hun overgav sig, og andre gange måtte han til lommerne efter et stykke sukker, før hun indvilligede i at fortsætte arbejdet - egentlig tror jeg, at hun har været en smule affældig og måske har stået og glemt, at hun rent faktisk havde ladet en pære falde.

Ole ville bestemt ikke tillade, at andre fodrede hende, men da jeg var lille havde jeg en forkærlighed for at gå og gnave i en endeskorpe fra et rugbrød - noget, som min mor hadede, at jeg gjorde, fordi hun var bange for, at naboerne tænkte, at vi ikke havde råd til pålæg - hvad vi i virkeligheden somme tider heller ikke havde!
Men når jeg havde en sådan rugbrødsskorpe, gemte jeg altid en lille smule i min bukselomme til Lotte, som jeg kunne give hende, når Ole ikke så det.
Jeg tror nu nok, at han vidste det, for når han kom gående og så, at Lotte gumlede på et eller andet, mens jeg opholdt mig i betænkelig nærhed af hende, så sendte han mig det der skæve smil, som jeg kendte så godt fra John Wayne-filmene fra cowboyrækkerne i "Floden"¹, mens han i forbifarten lod fingrene løbe igennem mit hår.

Når Lotte var i sit gode lune, så undlod Ole at trække håndbremsen på mælkevognen, og så trak Lotte stille og roligt vognen op ad gaden og stoppede de rigtige steder, mens Ole løb frem og tilbage. Det var på den slags dage, at jeg fik lov til at hjælpe Ole, og belønningen var altid, at jeg kørte med op til hjørnet i den "fine" ende, hvor der ikke var kunder til Ole og Lotte.

Men en dag var det imidlertid slut - Lotte kunne ikke mere. En morgen, da Ole skulle hente hende i stalden, nægtede hun at rejse sig op - stædig til det sidste.

Mens Ole den næste dag viste sit nye Folkevognsrugbrød frem i gaden og fortalte om, hvor dejligt det ville blive, når han om vinteren kunne sidde i den lune bil, gik han pludselig i stå.
Hvis jeg ikke havde oplevet det, så ville jeg ikke have troet det - men Oles blik havde fanget en kreaturvogn, som kørte forbi:
"Der kører Lotte", sagde han bare, og væk var det skæve smil.
Den aften græd jeg, da jeg var blevet lagt i seng - noget godt og trygt var for altid væk!

Et par år efter blev jeg fast medhjælper hos Ole på hans lørdagstur, som var en landrute, og Ole var stadig et rart bekendtskab, men han blev vist aldrig så glad for Folkevognen, som han var for Lotte.

Foto: Lille Næstved Mejeri, Vordingborgvej 66

Foto: Lille Næstved Mejeri, Vordingborgvej 66 - her set fra Omøvej

Note: Biografen ved Slagelsevej hed egentlig Fønix-Teatret, men blev kaldt "Flodbio" eller som her i teksten "Floden", fordi den var bygget ud over Susåen.
I dag ligger Fønix Bistro på pladsen, som nu hedder Fønix-torvet.