Det er almindeligt, at fiskerne fortsætter med at fiske, når de er pensionerede. Nogle
går over til andre og mindre redskabstyper, men ofte beholder de deres både. På denne måde
har et stort antal både overlevet. Men efterhånden som ejerne falder fra, overtages disse
både ofte af fritidsfiskere. Der er desværre her en helt anden indstilling til at
vedligeholde et træfartøj. Holdningen er ofte, at det at vedligeholde et krævende
træfartøj er uinteressant, ligesom selve fiskerikulturen er uinteressant.
Fritidsfiskeriet
er meget ofte kun drevet af interessen for at fange fisk til husbehov eller for at
supplere sin indtægt. Man ser derfor, at tidligere meget velholdte fiskefartøjer, der har
skiftet ejer, nu pludseligt overtrækkes med glasfiber. Desuden er der ikke den fornødne
tid til vedligeholdelse, og fartøjet forfalder hurtigt. Det er blot et spørgsmål om tid,
inden det er gået til. Desværre er det ikke kun enkelte eksempler, der her er tale om!
Strandet jolle i Nakskov, foto Jes Kroman.
Skønhed og det modsatte I forbindelse med bådkultur er begrebet skønhed interessant.
De fleste ældre fiskere og sømænd har af en eller anden grund en meget veludviklet sans
for skønhed. De har øje for linjerne i et fartøj og er aldrig i tvivl om, hvad der er et
smukt skib. Det kommer klart til udtryk, når de taler om deres egne fartøjer. Det er
sjældent, at fiskernes både er grimme, men de kan godt have et specielt udseende betinget
af en speciel brug.
Helt anderledes forholder det sig med fritidsfartøjerne. Under berejsning af amtets 1100
km kyst er det chokerende, hvad jeg har været vidne til af såkaldt bådebygning. Det
virker, som om der ikke er nogen grænser for, hvad man kan tillade sig at sejle rundt i.
Båden er et ligegyldigt redskab til anskaffelse af fisk. Desuden er alt for mange
fritidsbåde dårligt eller slet ikke vedligeholdt. Det er vel overflødigt at nævne, hvad
det betyder for søsikkerheden.
Kutter i Stege under den årlige ophaling, foto Jes Kroman.