GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED Forrige side | Oversigt | Næste side
I gamle dages garnisonsbyer var det almindeligt, at underofficererne supplerede deres
beskedne indkomster gennem forskellige bierhverv, navnlig som gymnastiklærere. Frem til
1910 fungerede en række dragoner som timelærere i gymnastik på Næstveds kommuneskoler, og
på Herlufsholm var den fastansatte gymnastiklærer o. århundredskiftet officer, men med en
uddannelse, så han også kunne undervise i latin. Gymnastikundervisningen overlod han til
assistenter, der blev hentet blandt underofficererne hos dragonerne i Næstved.
Denne form for bierhverv var stort set forsvundet, da gardehusarerne kom til byen. Der
kendes kun et enkelt eksempel, nemlig da den katolske privatskole i Næstved i 1950'erne
kontaktede Gardehusarregimentet for at finde en gymnastiklærer, der kunne tage de få
ugentlige timer, der var tale om. En daværende gymnastiklærer på kasernen fik det ekstra
job på privatskolen, som han beholdt tre-fire år. Der var ingen problemer med at få fri i
de timer, han skulle bestride sit bierhverv.
Premierløjtnant Otto Jørgensens private rideskole kan ses som en brik i hele det virvar,
som udgjordes af tjenstlig, foreningsmæssig og privat engagement i heste og ridesport. Han
havde sine egne heste opstaldet i en af kasernens stalde og kunne bruge ridehuset til sin
undervisning, som foregik dagligt. Efter hans eget udsagn holdt det op, da officererne i
midten af 1950'erne begyndte at få en ordentlig løn, og det kunne tyde på, at disse
fordelagtige ordninger med brug af kasernens faciliteter nærmest har virket som et skjult
løntilskud. Der var en anden, der havde en lignende ordning, men han forlod regimentet, og
det er kun "onkel Jørgens" rideskole, der huskes i dag.
Der var også GHR-personel, der i den periode tjente lidt ekstra ved at give svømme- og
gymnastikundervisning på kasernen. Det var vistnok et tilbud til regimentets børn, men
også deres kammerater kunne være med. Nogle kørelærere ved regimentet gav også private
timer, og en af regimentets ridelærere har haft timer på rideskoler i et stort område,
bl.a. helt i Nakskov.