GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED Forrige side | Oversigt | Næste side
Foto - Sammenstimlen midt i byen
Hver onsdag klokken 13 rider hesteskorten gennem Næstved by, og det er ved den lejlighed, de fleste næstvedborgere møder gardehusarerne. Tidspunktet for byridtet er almindelig kendt. Det viser det sig, når man spørger en folk på gaden en anden dag i ugen.
Foto - Byridt - eskorten passerer rådhuset
Det ugentlige byridt rækker tilbage til midten af 1970'erne. Frem til
1989 red man hver onsdag midt på formiddagen. Tidspunktet blev ændret til over middag,
fordi der kunne være problemer med også at få plads til hestene, når der kører lastbiler
med varer til forretningerne i gågaderne om formiddagen.
Byridtet er for regimentet et nødvendigt led i træningen til den eskortetjeneste, der er
hesteskadronens egentlige formål. Såvel heste som ryttere skal vænne sig til at ride i
gader med mennesker og biler og alle de lyde, det afstedkommer. Både trompeterkorps og
paukehest er med om onsdagen. Paukerne bliver kørt ind til byen i en varevogn og spændt på
paukehesten ved obelisken på Teatergade. Idet eskorten passerer rådhuset, blæser
trompeterne første gang, og eskortechefen hilser op til borgmesteren, en lille gestus, der
for borgmesteren er med til at understrege, at Gardehusarregimentet hører til i byen.
Foto - Turister klapper majorens hest
Byridtet tiltrækker også turister. En familie fra Thy, der holdt ferie ved Bisserup, fulgte den 5. juli 2000 med gardehusarerne rundt i byen, og børnene fik lov at klappe majorens hest, da eskorten gjorde holdt ved Munkebakken for at paukerne kunne blive spændt af.
En oprindeligt helt intern juletradition ved regimentet, der vistnok tog sin begyndelse
i 1958, har med tiden udviklet sig til en offentlig begivenhed i byen. I februar 1961
nævnes det i Gardehusaren, at det er blevet en tradition, at officerer en af de sidste
dage før jul iklæder sig galla med påtrukket pels og "rider julen ind". I år [1960] red 12
officerer med trompetere gennem byen, hvor de aflagde visitter ved stabsofficererne og
chefen for befalingsmandsskolerne for til sidst at slutte hos regimentschefen.
I 1966 blev der indlagt en visit hos borgmesteren i programmet. Han tog imod foran
rådhuset, hvor der blev serveret gløgg til rytterne og gulerødder til hestene, og dermed
havde juleridtet antaget den offentlige karakter, der er bevaret til i dag.
Foto - juleryttere ved rådhuset 1967
Foto - Rådhusets personale stod parat med den traditionelle gløgg til julerytterne den 21. december 1999
Foto - Der udveksles julehilsner med repræsentanter for cityforeningen på Hjultorvet
Juleridtet sluttede i kasernegården, hvor eskortechefen overbragte regimentschefen de hilsener, han havde modtaget i byen - og hestene fik juleridtets sidste portion gulerødder, denne gang serveret af obersten og hans hustru.
Foto - obersten modtager julehilsenerne
Foto - Hestene får dagens sidste portion gulerødder