GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED Forrige side | Oversigt | Næste side
Under overskriften Befolkningen skal kende Soldatens raske Liv præsenterede en af
Næstveds aviser programmet til Gardehusarregimentets forældredag den 1. september 1946.
Der var tale om et meget nøje tilrettelagt indslag i tidens bestræbelser på at bringe
forsvaret og befolkningen nærmere hinanden, og der blev ikke alene satset på de
værnepligtiges familie og kærester, men også på civilbefolkningen som sådan. Til at stå i
spidsen for arrangementet var der valgt et præsidium med obersten i spidsen, og blandt de
øvrigt medlemmer var amtmanden, borgmesteren, formanden for Næstved Idrætsforening og
rektor for Herlufsholm. Foruden parade og taler samt opvisninger omfattede programmet en
svømmekonkurrence mellem Gardehusarregimentet og svømmeforeningen samt atletikkonkurrencer
mellem Gardehusarregimentet og Næstved Idrætsforening om en vandrepræmie.
I årene efter blev der holdt de såkaldte forældredage, men der blev øjensynligt en pause,
for i juni 1961 noteres det, at traditionen med forældredag nu er genoptaget.
Arrangementet kørte nu en årrække med et fast program, der omfattede parader og
opvisninger. Der kom mellem 1200 og 2000 mennesker på kasernen ved disse
lejligheder.
På et tidspunkt blev forældredag og almindeligt åbent hus slået sammen med
gardehusarforeningernes jubilarstævne. Arrangementet lå i midten af juni, som var
soldaterforeningernes traditionelle tidspunkt for jubilarstævne. Åbent hus-dagen var
tidligere sluttet ca. kl. 16, men i 1993 blev et nyt programpunkt føjet til, nemlig åbent
telt med musik og dans til kl. 24. Fra 1997 har der været holdt åbent hus i midten af
august, og programmet er stadig blevet udvidet med flere og flere muligheder for
aktiviteter for både børn og voksne som supplement til de mere traditionelle opvisninger.
Disse åbent hus-arrangementer tiltrækker nu mellem 5000 og 8000 besøgende afhængigt af
vejret og er Gardehusarregimentets største PR-aktivitet.
Foto - Forældredag den 7. juni 1964. Kampvognen beundres - men på behørig afstand.
Foto - Åbent hus den 19. august 2000. Nu studeres de udstillede kampvogne noget mere indgående end for fyrre år siden.
I lighed med andre kaserner tilbyder Gardehusarkasernen ferieaktiviteter for børn. Tidligere var regimentet vært for københavnske feriebørn. En avisnotits i 1950 oplyser, at ni drenge var ankommet og skulle "gøre tjeneste" ved Gardehusarregimentet i tre uger. I de senere år har der vært tale om enkeltdagsarrangementer i forbindelse med Næstved Idræts Unions ferietilbud "Frisk Ferie". En flok børn besøger museet og staldene, hører om våben, ser en kampvogn, prøver nogle af forhindringerne på forhindringsbanen, spiser frokost i form af en feltration og bliver sløret i ansigtet.
Foto - feriedrenge o. 1960
Foto - feriebørn 1990'erne
Hvert år den 10. februar fejrer Gardehusarregimentet sin fødselsdag. Dagen begynder med en gudstjeneste i Sct. Peders Kirke kl. 8 for regimentets personel incl. civilt ansatte og som tidligere nævnt med borgmesteren som inviteret gæst. En af regimentets feltpræster forretter gudstjenesten, og orglet suppleres ved denne lejlighed af en trompeter. Også en række gamle gardehusarer er til stede ved denne lejlighed. I princippet kan alle overvære gudstjenesten, men som regel kommer der ingen helt udenforstående.
Foto - indrykning i kirken o. 1970
Morgenduelige næstvedborgere kan dog ikke undgå at bemærke de mange soldater, der
kommer marcherende eller bliver transporteret i biler, samt hesteskorten, der rider op
foran kirken i galla. Fødselsdagen fortsætter med kransenedlægning på kasernen ved
mindesmærket for de faldne fra 29. august 1943. Derefter er der stor parade med uddeling
af legater og præmier. Bl.a. uddeles Lauras legat til værnepligtige ved hesteskadronen,
der har udvist særlig omhu ved pasning af hestene.
For at kunne overholde traditionerne ved denne lejlighed skal regimentet altid have en
hoppe ved navn Laura. Laura rides frem, får serveret gulerødder på en sølvtallerken af
regimentschefen og bivåner uddelingen af legatet.
Også kransenedlægning og parade er offentligt tilgængelige begivenheder, men i praksis
kommer der ganske få udenforstående ud over nogle gardehusarforeningsmedlemmer og
pressefolk. Fødselsdagen slutter med en aftenfest den følgende lørdag, og denne del er kun
for regimentets personel og inviterede gæster. Dronningen deltager ofte i festen, men der
er ingen adgang for pressen ved denne lejlighed.
Foto- Laura får gulerødder af sølv- tallerken ved fødselsdags paraden 10. 2. 2000