GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED Forrige side | Oversigt | Næste side
I 1947 oprettedes et kontaktudvalg, der havde til formål at udbygge kontakterne mellem
Næstved garnison og by. Formanden for de Sydsjællandske Soldaterforeningers
Centralsammenslutning, direktør Svend Holst, blev formand.
Det første synlige resultat af
kontaktudvalgets arbejde blev pjecen Soldat i Næstved, som fra 1947 blev udleveret til de
nye rekrutter ved Gardehusarregimentet samt til befalingsmandsskolernes elever. Pjecen var
udarbejdet af Svend Holsts firma Sydsjællands Annoncebureau. Soldat i Næstved er et
tidstypisk skrift, hvor man i en form, som måtte formodes at appellere til unge mennesker,
prøvede at formidle organisationen Folk og Værns grundlæggende ideer om det moderne
forsvar som et led i et demokratisk samfund.
![]() |
Pjecen blev fra 1947 udleveret til de nye rekrutter ved Gardehusarregimentet samt
til befalingsmandsskolernes elever.
|
Fra regimentets side bydes velkommen, og der bringes bl.a. en fortegnelse over
Gardehusarregimentets mærkedage, noget som ved alle regimenter er et væsentligt led i
plejen af identitet. Det civile lokale islæt består af en præsentation af Næstved by og
omegn samt en liste over foreninger, restauranter, biografer, dansesteder, kirker,
bibliotek, postkontor, sygehuse m.m. Der er endvidere formanende ord om at bruge fritiden
til noget fornuftigt. Soldaterne skulle melde sig ind i de lokale idrætsforeninger og ikke
hænge på værtshuse og restauranter, når de havde fri. Kontaktudvalget så også gerne, at
soldaterne kom i private Næstvedhjem.
Men virkeligheden kom ikke helt til at stå mål med alle de smukke ord. Soldaterne har
aldrig følt trang til at komme i private hjem. Det erkendes allerede i 1954, da
kontaktudvalgets arbejde blev præsenteret i en artikel i BT. Svend Holst må indrømme, at
netop dette punkt endnu ikke er lykkedes, og det skal der arbejdes på. En tidligere
gardehusar skriver om tiden o. 1960: Jeg kender ikke noget eksempel på, at husarer har
været indenfor i et privat hjem i byen - med mindre det var fjern familie, folk man kendte
i forvejen eller hos en landsbypige (landsbypige er i denne forbindelse en pige, man har
mødt på danserestauranten Landsbyen).
Det hørte også til undtagelsen, at soldaterne fulgte opfordringerne til at melde sig ind i
lokale idrætsforeninger. Kasernen bød fra begyndelsen - og gør det stadig - på rige
muligheder for at dyrke idræt i fritiden, og deltagelse i civile idrætsforeninger med
faste træningsaftener kolliderer i alt for mange tilfælde med militærtjenestens vagter og
øvelser.
Foto - Kustode-Madsen på Munkebakken
Kontaktudvalget arrangerede bl.a. byvandringer for at introducere rekrutterne til Næstved. Den 22. maj 1952 viste Næstved Museums kustode Jens Madsen rundt på Munkebakken. Et par drenge fulgte med. (NÆM)