GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED Forrige side | Oversigt | Næste side
Bolig og omgangskreds
Medens det trods alle gode hensigter aldrig lykkedes at få de værnepligtige integreret
i byen, stiller sagen sig anderledes med officerer og befalingsmænd, der havde deres
arbejde på kasernen, men i øvrigt bosatte sig i byen med deres familier.
Da kasernen var under opførelse, var det efter sigende en almindelig opfattelse i byen, at
der skulle bo en masse officerer og officianter derude. Men der var kun ni lejligheder på
selve kasernen, herunder regimentschefens. Resten af det faste personel var henvist til at
finde bolig ude i byen. En af dem, der flyttede med regimentet til Næstved i 1940, husker
det ikke som noget problem at skaffe sig et sted at bo. Han købte selv et lille hus i
byen, andre fandt en lejlighed. Der var dog ikke nogen tendens til, at
Gardehusarregimentets personel klumpede sig sammen i særlige kvarterer, som der var tilløb
til med nytilflyttet militært personel i tiden før første verdenskrig. Underofficerer ved
de to fodfolksbataljoner, der i 1911 var forflyttet til Næstved, stiftede det følgende år
Underofficerernes Byggeforening og opførte ni villaer (en- og tofamiliers) i et nyt
kvarter omkring Gallemarksvej. Et gammelt postkort viser ifølge påskriften Det militære
Villakvarter i Næstved, og det kunne tyde på, at man har opfattet kvarteret som domineret
af officersfamilierne, selv der altså kun var tale om ni huse.
I dag siger man i byen, at der ikke er den vej eller gade i Næstved, hvor der ikke bor
nuværende og/eller tidligere ansatte ved Gardehusarregimentet. Ud af de ca. 450
fastansatte på kasernen bor 288 i Næstved og omegn (postnummer 4700, der dækker Næstved,
Mogenstrup, Fensmark og Menstrup, men ikke Karrebæksminde). Men dertil kommer et ikke
ringe antal pensionister samt tidligere kontraktansatte, der kom til byen som konstabler
og er blevet boende også efter, at de har forladt Gardehusarregimentet. Det er dog ikke
muligt at oplyse et nøjagtigt antal på disse grupper.
Indtil 1984 var officersgruppen delt i A-linien og B-linien (fra 1969 benævnt
linieofficerer og specialofficerer). Specialofficererne er ikke blevet forflyttet i samme
grad som linieofficererne, der som led i karrieren har skiftet tjenestested et utal af
gange. Specialofficererne har været i stand til at opbygge en lokal omgangskreds, der
typisk både omfatter kolleger fra kasernen og civile, hvad enten det er naboer eller bare
nogle, de har fælles interesser med. I mange tilfælde har deres koner også haft arbejde,
hvilket har været med til at udbygge kontakterne til det civile samfund. Derimod synes der
i hvert fald tidligere at have været en tendens til, at linieofficererne, som flyttede
meget rundt, hovedsageligt plejede omgang med de øvrige officersfamilier, der levede under
samme vilkår. Deres børn huskes af deres gamle skolekammerater som nogle, der kom og gik,
og som man aldrig rigtig nåede at komme til at kende. I dag er situationen anderledes. Det
er muligt at pendle over lange afstande, og det er derfor ikke længere nødvendigt at
flytte hele familien hver gang, der skiftes tjenestested.