GARDEHUSARREGIMENTET OG NÆSTVED Forrige side | Oversigt | Næste side
Engagement i sport og idræt
Selv om de værnepligtige gardehusarer stort set ikke har deltaget i Næstveds
idrætsforeninger, betyder det ikke, at foreningerne ikke har nydt godt af
Gardehusarregimentet. Mange fastboende befalingsmænd og officerer har i tidens løb meldt
sig ind i idrætsforeningerne og har også fungeret som trænere og/eller
bestyrelsesmedlemmer. De er jo uddannet til at have med unge mennesker at gøre, og da
mange af dem også har en militær gymnastiklæreruddannelse, har der været rift om dem i
foreningerne. Sådan var det tilbage i 1940'erne, og der er stadig GHR-personel inden for
mange idrætsgrene i byen. En af officererne nævner selv, at de i kraft af deres
lederuddannelse er godt gearet til at gå ind i bestyrelsesarbejde. Som unge officerer er
de vant til at dyrke meget idræt, og det falder dem naturligt at melde sig ind i de lokale
idrætsforeninger i den by, hvor de kommer til at forrette tjeneste, og derfor bliver det
også navnlig der, de lægger deres kræfter på leder- og bestyrelsesniveau.
Inden for et par sportsgrene var der tidligere en glidende overgang mellem militær og
privat aktivitet. Det gjaldt frem for alt i forbindelse med gardehusarernes traditionelle
hovedinteresse, nemlig heste og ridesport. Der fandtes en civil rideklub, Sydsjællands
Rideklub, men det var som regel en husarofficer, der var formand, og en stor del af
medlemmerne kom fra regimentet. Sydsjællands Rideklubs medlemmer benyttede ridehuset på
kasernen til deres ugentlige træning.
Før reduktionen af hærens hestebestand i efteråret 1964 kunne officerer og befalingsmænd
få stillet en konkurrencehest gratis til rådighed. For at beholde hesten skulle de
godtgøre, at de stadig dyrkede ridesporten på et seriøst plan, og de var forpligtet til at
stille op til de to årlige militære ridestævner. Derudover forventedes det, at de deltog i
civile stævner, jagter m.m. Ved disse lejligheder red de altid i uniform.
Dengang havde officerernes ægtefæller tilladelse til at ride deres mands hest, og
officersgruppens sociale liv var i høj grad centreret omkring heste og ridning. En
tidligere værnepligtig husar husker fra foråret 1964, hvordan officererne mødtes sammen
med deres koner om aftenen i ridehuset og på ridebanen. Officersfamilierne fandt deres
omgangskreds blandt de øvrige officerer og blandt de civile, der også havde ridning som
interesse, ofte fra omegnens større gårde.
For at styrke interessen for ridesporten blandt Gardehusarregimentets personel blev der i
1977 givet tilladelse til, at regimentets heste igen måtte bruges til konkurrenceridning.
Det foregår stadig, men i mindre omfang end tidligere. I praksis er der nu kun et par
stykker, der deltager i stævner og jagter på regimentets heste.
Sydsjællands Rideklub eksisterer ikke længere, og Baunehøj, som i dag er den store lokale
rideklub, har ingen forbindelse til Gardehusarregimentet. Klubben har nogle medlemmer
blandt det faste personel, og sommetider melder et par af de værnepligtige ved
hesteskadronen sig ind for at få ekstra undervisning i spring, men der hentes ikke
ridelærere blandt de ansatte på kasernen.
Motorsporten var den anden sportsgren med nær tilknytning til regimentet. En
gardehusarofficer var gennem en årrække formand for Næstved Motorklub, og han var med til
at tilrettelægge Gardehusarregimentets opvisningsprogrammer med motorcykler og biler ved
de tattoos, som regimentet har deltaget i. Deltagerne kunne både være gardehusarer og
civile fra motorklubben. Regimentet var large med at give fri, når personel skulle deltage
i motorløb, og motorsportsfolk fra regimentet kunne låne motorcykler på kasernen til
orienteringsløb i en weekend mod at betale en beskeden forsikringspræmie på 5 kr. pr.
person.