"Mæch logh skal land byggas…"
- landskabslovene o.1240.
Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret
(…) thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og
landets vogter. (citeret på moderne dansk) - fra indledningen til Kong
Valdemar Sejrs Jyske Lov.
Sædvaneretten var loven i vikingetiden. Det var regler, der blev anset som givet
af guderne selv.
Loven blev mundtligt givet videre fra generation til generation. Men efter
kristendommens indførelse begyndte lovene at blive nedskrevet og ændret. Dette
mundede ud i Jyske Lov, Sjællandske Lov og Skånske Lov til de tre retskredse,
som udgjorde Danmark.
Før kristendommen blev indført spillede slægterne en stor rolle i håndhævelse af lov og orden. Men nu skulle retten til straf tilhøre kongen:
"bonden må ikke selv hænge sin tyv, fordi han gør det af hævn. Selvom der er handlet ilde i mod ham, må han ikke selv tage sig til
rette",
som det hedder i Jydske lov.
I stedet for slægternes blodhævn indførte Jydske lov bøder.
Kunne bøden ikke betales, havde den dømte mistet lovens beskyttelse - han var blevet fredløs. Bøden for mord var 40 mark til både kongen og den dræbtes slægtninge - en meget stor sum penge for datidens mennesker.
Tyveri straffedes hårdt. Havde det stjålne en værdi af ½ mark eller mere blev tyven hængt - det kunne man ikke betale sig fra.
Man mødtes på tinge for at afgøre skyldsspørgsmål - og der var omvendt bevisbyrde. Her måtte man bevise sin uskyld ved at bære glødende jern ("jernbyrd") eller ved, andre stod inde for én ("tolv mands ed").