Abel Schrøder den Yngre
...en billedskærer fra
1600-tallet.
Næstved - Sydsjællands center for billedskærerhåndværk
Abel Schrøder den Yngre var håndværkeruddannet ligesom sin far og sin storebror. Han førte familiens billedskærerværksted videre fra den adresse i Næstved, hvor det hele var startet engang i slutningen af 1500-tallet. Værkstedet lå i Ringstedgade 6, som også dengang var byens hovedstrøg. Huset eksisterer ikke længere. Men det gør en stor del af de mesterværker, der blev skabt derinde på billedskærerbænken.
Abel Schrøder den Yngres værksted havde enkelte kunder i København og på Holbækegnen.
Nogle af værkerne fandt endog vej til Norge, som dengang var dansk.
Langt størsteparten af
arbejderne gik dog til de sydsjællandske kirker. Det var alt lige fra store altertavler
til små pengetavler (brugt ved kollekt). Værkstedet har nok også lavet fine udskårne
møbler til herregårdene og til købstædernes formuende handelsstand. Det er der bare ikke
noget tilbage af. Hvad tidens tand ikke har ødelagt, det har antikvitetshandelen splittet
ad for at få flere ting at sætte under hammeren. Men kirkerne er fredet område - her har
man værnet om billedskærerarbejderne i de tre hundrede år, som er gået siden Abels
dage.
Abel Schrøder den Yngres liv
Det er ikke meget vi ved om den tids håndværkere. Vi ved for eksempel ikke, hvornår
Abel Schrøder den Yngre så dagens lys. Men vi kan alligevel sige mere om ham end om de
fleste andre af tidens snedkere og billedskærere. Det skyldes et epitafium (mindetavle) i
Sct. Peders Kirke i Næstved. Den ovale stentavles indskrift fortæller i korthed om Abel
Schrøder den Yngres levnedsløb: bil(led)hugger oc organist til St. Mortens Kirke i 42 aar,
ektemand med sin k(ære) hustru Mette Peters D(atter) i 47 aar oc ved hende fader til 9
børn ...
Indskriften fortæller også, at Abel Schrøder døde 1676 den 5. marts, og at seks af børnene
lå begravede med ham "hernedenfor". Ja - børnedødeligheden var stor og håndværkerlønnen
lille. Den kunstfærdige billedskærer var nødt til at have sig et gnaveben som organist for
at klare dagen og vejen. Det var før Kunstfondens tid!
Det stolte håndværk
Inden Abel Schrøder den Yngre kunne åbne forretning, skulle han igennem en lang læretid. Det startede med, at man blev læredreng i et værksted. Det var ikke altid sjovt at være kuli. Laugsprotokollerne fortæller tit om drenge, der løb af læren. Hvis man var blevet indskrevet som snedkerdreng, blev man oplært "på høvlen". Læretiden varierede meget afhængigt af, hvad man havde indgået kontrakt om. Normalt tog snedkerhåndværket ca. 4 år. Hvis man var indskrevet som billedskærerdreng og skulle oplæres "på kniven", tog det ca. 2 år ekstra.
Når man havde fået sit lærebrev, skulle man på valsen. De unge svende rejste fra købstad til købstad og tog arbejde, hvor de kom frem. Det var nemt nok. Man skulle bare melde sin ankomst hos oldermanden og så gik der rundspørge til byens mestre om, hvem der trængte til en ekstra hånd. Lauget hjalp de omvandrende svende. Det havde det pligt til - i hvert fald, hvis det var et "zünftigt" laug. Dengang var man ret international ikke mindst håndværkerne og kunstnerne. Turen gik ofte sydpå, til Tyskland. Her kunne svendene lære nye stilformer og nye teknikker at kende.
Inden en svend kunne blive mester var der endnu nogle forhindringer, der skulle
forceres. Han måtte have et år som mestersvend. Og herefter kom de to værste hurdler. Det
var de værste, fordi de krævede kapital og gode forbindelser: Først skulle han købe
borgerskab i en købstad. På Abels tid var det nemlig kun tilladt at drive snedker- og
billedskærerhåndværk i købstæderne. Dernæst skulle han købe sig ind som mester i byens
laug, hvis der da ellers var et ledigt mesterskab.
Den tids håndværkerlaug fungerede lidt
som vores tids fagforeninger. Det vil sige efter princippet 'noget for noget". Lauget gav
social sikkerhed for medlemmerne og familien. Til gengæld var der indmeldelsestvang og
kontrol. Nåde den der arbejdede som "fusker" eller "bønhas". Det gik ikke stille for sig,
når laugsbrødrenes chikane satte ind overfor disse sabotører.
Mode og stil
Den nye mode indenfor ornamentik og stil kunne ikke spredes gennem fotografi og fjernsyn som i dag. Den måtte gå den lidt langsommere vej gennem trykte bøger og løsblade. Renæssancens stil var meget præget af Italien og Frankrig. Det var den stil, som Abel Schrøder den Yngres far og storebror arbejdede i. Abel selv arbejdede i en stil, som kunsthistorikerne siden hen har kaldt "bruskbarok". Den stil var mere nordisk. Den blev skabt i Nederlandene og Nordtyskland. Man kan næsten sige, at det var en protestantisk stil, fordi den vandt mest udbredelse i Skandinavien og Nordtyskland.
Bruskbarokken er en dejlig frodig stil. Den taler med de mange bølgeformer, fantasidyr og fabelvæsner til fantasien. Den rige ornamentik bevæger sig i alle retninger ud fra det centrale. Det centrale i kirkens træskårne møbleringer er selvfølgelig det kristne budskab - historierne om Kristi liv på jorden og i himlen.
En altertavle bliver til
Når Abel Schrøder arbejdede med en altertavle foregik det i forskellige faser. Først skulle altertavlen bestilles. Så skulle den laves - det var jo ikke noget, man havde på lager. Abel kunne ganske vist have nogle englehoveder og lignende ting liggende på hylderne, for dem kunne man bruge alle steder. Men en altertavle skulle udføres efter mål, og bestilleren kunne også have specielle ønsker vedrørende de religiøse motiver. Så der skulle startes fra bunden hver gang. Når billedskæreren havde fået godkendt arbejdstegningen, gik han i gang med at udvælge træ. En billedskærer som Abel Schrøder gik meget op i at vælge træ af bedste kvalitet. Det skulle være egetræ og det skulle være knastfrit.
Når træet var blevet fragtet hjem til værkstedet, blev det savet ud i passende blokke. Det var lettest at skære i træets længderetning, så billedskæreren skulle gøre sig nogle tanker om, hvordan træet bedst skulle vendes. Herefter blev motivet tegnet direkte på blokken eller kalkeret fra en tegning. Nu kunne arbejdet med billedskærerjernet og slag-kniplen begynde. Det overflødige træ blev hugget groft væk med de jern, der havde store skær. Detaljerne kom til sidst og blev udført med de små jern. Finpudsningen kunne være mere eller mindre gennemarbejdet. Det afhang af den enkelte billedskærer. Abel Schrøder arbejdede grundigt. Figurernes overflade blev efterglattet med fil, så der til sidst ikke var spor efter skærejernene.
Når snedkersvendene og billedskæreren havde gjort alt det, der kunne gøres hjemme i værkstedet, skulle det hele køres hen til kirken. En altertavle kunne godt fylde fire, fem vognlæs. Når man var kommet til kirken, skulle alle delene samles og justeres. Det tog gerne flere dage. Og det kostede kirkerne ekstra udgifter til kost og logi for mesteren og hans folk.
Farverne - en fryd for øjet
Når en altertavle var blevet opstillet og betalt, så kunne kirken begynde at spare sammen til stafferingen. Malerens arbejde var nemlig mindst lige så kostbart som billedskærerens. For farverne gælder det samme som for træet: kun det bedste var godt nok til en kirke. Maleren brugte kun ægte bladguld (24 karat) og lysfaste farver, som næsten ikke falmede. Den kridtgrundering, der blev lagt, inden farverne kom på, skulle beskytte træet mod skadedyr.
Vores ansvar
På Abel Schrøder den Yngres tid var håndværkerne og kunderne meget kvalitetsbevidste. Det lå dem meget på sinde, at en altertavle skulle kunne holde i mange år. Derfor er der bevaret så mange af de fine gamle kirkeskæringer. Der er grund til at prise dem for deres højt udviklede sans for gode materialer og godt håndværk. Men det fører også et ansvar med sig. Det er kun det bedste, der er godt nok, når en gammel altertavle eller et epitafium skal sættes istand. Der kommer jo ikke flere af dem!
Tekst: Eva de la Fuente
Pedersen, Nationalmuseet.
Foto: Jens Olsen, Næstved Museum.
© Næstved Museum
| Få tekst læst op
| Denne side opdateret: 25. maj 2010