Anløbspladser
I den sene jernalder og vikingetiden, fra det 6. til det 10. århundrede,
opstod der langs de danske kyster en række pladser af en ganske særlig karakter, de
såkaldte anløbspladser. Disse pladsers funktion var tydeligvis primært rettet mod havet. I
kraft af deres placering ved kysten forbandt de landets net af veje med havets
sejlruter.
Det arkæologiske materiale fra anløbspladserne afspejler varierede aktiviteter i et
omfang, der ikke ses på de normale bopladser. Anløbspladserne er bl.a. karakteriseret ved
et stort antal værkstedsbygninger med spor efter forskellige produktioner. Til gengæld
findes ingen eller kun få større huse, og i det hele taget bærer pladserne præg af kun at
have være bosat i nogle måneder af året. Der optræder endvidere flere fremmede genstande,
der viser kontakt til fjerne egne, samt spredte tegn på udveksling og handel i form af
mønter og lignende.
Disse træk fortæller, at der er tale om specialpladser, anlagt i forbindelse med
produktion, udveksling og handel. De mange større og mindre anløbspladser skal således
forstås i sammenhæng med det større net af egentlige handelspladser og bylignende steder
som bl.a. Ribe og Hedeby. Til dette skal endvidere føjes en lang række samtidige
lokaliteter i det øvrige Norden, ja, i hele det nordeuropæiske område.
På kortet er markeret en række af de
mere betydningsfulde handelspladser fra det 6. - 11. årh. e.Kr. En del af disse udviklede
sig til egentlige byer, mens andre mistede deres betydning og svandt hen i løbet af
perioden.
Handelspladsernes og anløbspladsernes opståen skal nok ses som en følge af
øgede internationale kontakter, hvor udveksling og handel til stadighed tiltog. Baggrunden
for dette var bl.a., at transportmulighederne blev lettet betydeligt ved fremkomsten af
det sejlførende skib, kendt som vikingeskibet. Endvidere var der sket forandringer i den
sociale og politiske struktur, der gjorde det muligt at udnytte disse fordele. Der er
således meget, der tyder på, at den politiske magt i denne periode blev koncentreret på
færre hænder, og at herskernes beføjelser og muligheder dermed tiltog. Denne
magtcentrering, der i sidste ende førte til dannelsen af staten Danmark, blev parret med
øgede internationale forbindelser, hvor politiske alliancer bl.a. blev vedligeholdt med
udveksling og handelsforbindelser.
Man må derfor forestille sig, at handelen og udvekslingen ikke havde frit spil, men at den
blev styret af den regionale stormand. Ved at beskytte håndværkere og handlende kunne han
styre handel og produktion samtidig med, at han fik indtægter i form af skatter og
afgifter.
Ladepladserne var underlagt stormænd og fyrster,
her fremstillet på Bayeaux-tapetet fra omkr. 1070.