Repræsentanter for sneglefamilien Scissurellidae er generelt sjældne i fossile faunaer, uden tvivl fordi skallerne er små (1 - 3 mm) og tyndskallede.
Scissurellidae tilhører samme overfamilie (Pleurotomariidae) som den bedre kendte "Pleurotomaria" niloticiformis og har som denne et slidsbånd til det udstrømmende vand. I Danmarks tertiær er der kun kendt 1 art af Scissurellidae fra Øvreoligocænet (Schnetler & Beyer, 1990), mens der i koralkalken fra Faxe kendes ikke mindre end 5 arter (Schnetler, Lozouet & Pacaud, 2001).
Ravn (1933) anførte kun Scissurella annulata fra næsekalken i Faxe. Senere har Bandel (1998) publiceret yderligere to arter: Anatoma hedegaardi (Bandel, 1998) og Anatoma danica Bandel, 1998. Den sidstnævnte har dog vist sig at være et juvenilt (ungt) eksemplar af "Pleurotomaria" niloticiformis (nu Leptomaria).
Siden Ravns arbejde fra 1933, hvori han beskrev mange nye arter fra næsekalken, er der indsamlet nyt materiale fra næsekalken flere gange.
Søren Bo Andersen og Sten Lennart Jakobsen fandt i 1972 næsekalk i et dengang nyt brud nord for vejen til Karise, og i 1990erne har Alice Rasmussen indsamlet store mængder af nyt materiale.
Dette materiale er basis for en revision af familien Scissurellidae, udført af undertegnede i samarbejde med de franske palæontologer Pierre Lozouet og Jean-Michel Pacaud. Revisionen gav som resultat, at der i Faxekalken er 5 arter af Scissurellidae, hvoraf 3 var ubeskrevne.
|
|
|
Scissurella aliceae Schnetler, Lozouet & Pacaud, 2001
|
Praescissurella ? ravni Schnetler, Lozouet & Pacaud, 2001 |
|
|
|
Maxwellella annulata (Ravn, 1933)
|
|
|
|
|
Anatoma hedegaardi (Bandel, 1998) |
Anatoma rosenkrantzi Schnetler, Lozouet &
Pacaud, 2001 |