20 år med Danekræ

foto fra udstillingen

Den nye Danekræ udstilling efter de sidste fossiler er blevet lagt på plads.

I år er det 20 år siden at Danekræloven trådte i kraft og det fejrer Geomuseum Faxe ved at udstille alle de 13 Danekræ der igennem tiden er blevet fundet i kalkbruddet.
Danekræ er fossiler eller andre geologiske objekter af særlig videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi, og ordningen blev indført som en pendant til arkæologernes Danefæ. Finder man et Danekræ får man en klækkelig belønning af Staten.

Udstillingen løber som en særudstilling hen over sommeren, Juni til og med August, og her vil man blandt andet kunne se finnepiggen fra en kæmpe havmus, 3 bittesmå snegle, en sjælden hummer, nakken fra en stor havkrokodille, en ordentlig omgang massedød blandt søpindsvin og ryghvirvlen fra en kæmpe haj.
Sammen med de Danekræ der allerede indgår i den faste samling i Faxe, repræsenterer de samtlige 13 fund der er blevet Danekræ siden loven trådte i kraft for 20 år siden.
Udstillingen viser også en række eksempler på fossiler der ikke er blevet erklæret for Danekræ. Det kan være fordi de er fundet før ordningen trådte i kraft, eller fordi de kendes fra flere, lige så godt bevarede fund.

I hvert fald giver udstillingen et godt indtryk af hvor forskellige de typer fund der bliver danekræ er, lige fra de små snegle man skal bruge en kraftig lup for at se, og som man med lethed ville overse hvis man ikke ledte specifikt efter dem, til de store pralestykker med samlinger af massevis af søpindsvin.