Rollespil

I 2012 er rollespilsundervisningen på Koldkrigsmuseum Stevnsfort under udvikling. Følg med her på hjemmesiden eller tilmeld dig museets lærernetværk. Målet er, at eleverne i grundskolen og på ungdomsuddannelserne kan deltage i udfordrende og lærerige rollespil i autentiske rammer i en bunker skjult på fortets område.
Rollespillet tager udgangspunkt i en begivenhed, der udspillede sig under Den Kolde Krig, som sætter scenen og bliver afsæt for elevernes levendegørelse af historien.

Eleverne arbejder med dilemmaer, som var karakteristiske for periodens sikkerhedspolitik, hvilket anskueliggør de komplicerende politiske, strategiske, militære, taktiske og operative beslutningsprocesser under Den Kolde Krig. Undervisningsformen er mindre styret end traditionel undervisning, og læringspotentialet er højt, når samspillet mellem eleverne er komplekst - dvs. mange forskellige stemmer og synspunkter mødes og udfordrer hinanden.

Ved at anvende cooporative learning som undervisningsstruktur skabes der dynamik og dialog i læringssituationen, og inddragelsen af forskellige læringsstile tager højde for, at elever lærer forskelligt.