Lille Heddinge Rytterskole 

Skolens facade

En Rytterskole på Stevns
Lille Heddinge Rytterskole kan du besøge, når der afholdes arrangementer - eller efter aftale i forbindelse med aktivitetstilbuddet "En Skoledag i 1892".
Rytterskolen ligger i landsbyen Lille Heddinge, lige overfor kirken. Skolen fungerede fra 1720´erne og frem til 1892. I dag er skolestuen genindrettet med skolepulte, kateder og tavle, omtrent som dengang, da skolen blev lukket.
I løbet af aktivitetstilbuddet "En skoledag i 1892" stifter du bekendtskab med den gamle, "sorte" skole. Du lærer salmevers udenad, staver i kor, læser "krøllede" bogstaver, skriver med pen og blæk, laver hovedregning og øver katekismus - og selvfølgelig husker alle at rejse sig op, når de bliver hørt!
I den tidligere lærerbolig er der indrettet et lille skolemuseum med en samling af gamle skolebøger, strikkeprøver med mere.

Hvorfor hedder det en rytterskole?
Lille Heddinge Rytterskole blev bygget i 1720'erne af Frederik den Fjerde. I alt opførte han 240 rytterskoler fordelt over hele landet. Skolerne fik deres navn, fordi de blev bygget i de såkaldte Rytterdistrikter. Rytterdistrikterne var områder, hvor bønderne var forpligtede til at sørge for kost og logi til det kongelige rytteri. Det vil sige, at bønderne måtte stille husrum, mad, brænde og græsning til rådighed for rytteriet. Rytterskolerne blev bygget - dels som kompensation for bøndernes udgifter til rytterne - og dels for at sikre distriktets børn den mest grundlæggende lærdom.

Se også:
Rasmus Svendsens skole i Faxe