Stevns Fyr side 1 | side 2
Stevns Fyr
Fotograf: Elmer Madsen. Dagbladet
Fyrvæsenets historie
Øverst på østsiden af Sct. Nikolais Kirkes tårn i Køge sidder en muret karnap med aftræksrør og en jernkrog til en lygte. Karnappen stammer fra midten af 1400-tallet og er det ældst bevarede levn, der fortæller om afmærkning af danske farvande. Vi ved dog, at der omkring samme tid var sat
søtønder ud i Øresund og bygget stenvarder ved enkelte kyster.
Et centralt styret statsligt fyrsystem opstod i 1560, da Frederik II udstedte en forordning om
afmærkning af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo med fyr og søtønder. De første fyr var få og ganske beskedne: Lamper og blus ophængt i stativer eller anbragt direkte på jorden. "Det Hvide Fyr" på Skagen, opført i 1747, er Danmarks første egentlige fyrtårn.
I årene omkring 1800 og igen fra 1833 til 1858 skete der større udbygninger af det statslige
fyrsystem. Den største ekspansion skete dog fra omkring 1870 til 1930, hvor antallet af fyr under
Farvandsvæsenet øgedes fra 39 til 185. Derefter blev der kun bygget få nye fyr i Danmark, men flere af de ældre er blevet moderniseret. I de kommende år vil antallet af fyr formodentlig falde.
Satellitnavigation og radar betyder, at det danske fyrsystem vil få stadig mindre betydning for skibsfarten.
Fyrtårne og handelsruter
Øresund var gennem mange hundrede år et af de mest befærdede gennemsejlingsfarvande i Europa. Øresundstolden, som blev opkrævet i perioden 1429-1857 var en væsentlig indtægtskilde for den danske kongemagt.
Det er derfor ikke tilfældigt, at de første større fyr blev lagt langs kysterne ved Kattegat og Øresund:
Skagen i 1747, Nakkehoved ved Gilleleje og Kronborg i 1772, Anholt i 1788 og endelig det første fyr ved Stevns Klint i 1818.
Fyrenes tekniske udvikling
De ældste fyrtårne var såkaldte blusfyr med en jernkurv øverst på tårnet, hvor der blev fyret op med kul. Blusfyrene var ikke særligt effektive i dårligt vejr og i kraftig vind kunne det blive nødvendigt helt at skærme dem af i vindsiden, så flammen slet ikke kunne ses fra den vinkel.
Dette problem prøvede man at løse ved at sætte en laterne rundt om blusset. For at kunne
kontrollere lufttilførslen og røg- og varmeudviklingen, blev blusset anbragt på en jernrist med luftkanaler og en udluftningshætte blev sat i laternens top.
I 1830'erne blev de fleste kulblus erstattet med olielamper, og i slutningen af 1800-tallet blev
petroleum eller gas den vigtigste energikilde til fyrlamperne. De elektriske glødelamper kom til i 1920'erne.
Det stigende antal fyr øgede efterhånden risikoen for at de søfarende kunne forveksle fyrene. I 1772 valgte man derfor at bygge to fyr ved Nakkehoved på Sjællands Nordkyst, så deres to lys adskilte sig fra Kullens ene lys. Da de roterende spejlfyr blev indført i begyndelsen af 1800-tallet, blev det imidlertid muligt at udstyre fyrene med forskellige blinkrytmer. De første blinkfyr bestod af flere lamper omgivet af blankpolerede metalplader, der var fastgjort på vandrette arme, der blev sat i rotation af et urværk. Spejlene tjente samtidig til at forstærke lyset.
De roterende spejlfyr blev aldrig særligt udbredte. Det blev derimod de roterende linsefyr, hvor spejlene var erstattet af store glaslinser. De første linsefyr blev installeret i 1840'erne. Ligesom spejlfyrene blev de drevet af urværker, der dog blev erstattet af elmotorer i løbet af 1900-tallet.
Fyrtårnene
I de ældste fyrtårne var der et frirum i tårnets midte, der blev brugt til at hejse brændsel op til
fyrkurven. Senere blev midterrummet i de roterende spejl- og linsefyr brugt til ophængning af
urværkets lodder, så fyrtårnene nærmest kunne sammenlignes med enorme standerure. De få fyrtårne, der er nyopførte efter teknologiens udvikling havde overflødiggjort brændsel og lodder, er som regel slankere end de ældre fyr.