Cook

James Cook

Cook var ifølge sin samtid en høj rank mand med et alvorligt ansigtsudtryk og et venligt og elskværdigt væsen. Her har Nathaniel Dance malet hans portræt i 1776.

James Cook (1728-1779)

Historien om James Cook handler om landarbejderens søn, der begyndte sit liv i det engelske samfunds laveste del, men endte det som oplysningstidens mest betydningsfulde opdagelses- og forskningsrejsende. Han fortog tre opdagelsesrejser til Oceanien for England. Han kortlagde og udforskede mange nye steder bl.a. New Zealands kyster og Australiens østkyst, og som den første konstaterede han Antarktis' iskyster og optegnede dem på kort. Som kaptajn udmærkede han sig ved at bekymre sig om sømændenes helbred og sørge for, at de vendte hjem i bedste behold. Han havde den sjældne ære at være afholdt af sit mandskab.

Det store ukendte sydland, Terra Australis Incognita, havde siden oldtiden spøgt i folks fantasi. Dette står i modsætning til opdagelsen af det amerikanske kontinent, hvis eksistens man ikke havde nogen anelse om, før Columbus ved en tilfældighed stødte på det.

Terra Australis Incognita. Det ukendte land mod syd 

I 1700-tallet var det meste af den nordlig halvkugle opdaget, og man var optaget af at finde og erobre, hvad der måtte ligge mod syd.
Oldtidens myte om et kæmpestort fastland, som skulle dække kloden syd for ækvator, levede stadig. Man mente, at der måtte være en form for symmetrisk orden mellem landmasserne på den sydlige og nordlige halvkugle, ellers ville kloden tippe over. Det skulle dog vise sig, at den sydlige halvkugle består af langt mere hav end den nordlige- og kloden er da ikke væltet endnu!

James Cooks hemmelighed

I 1760'erne planlagde England en videnskabelig opdagelsesekspedition, der skulle løse to opgaver. Det officielle formål med rejsen var at sejle et hold videnskabsmænd til Tahiti i Sydhavet. Her skulle de observere og opmåle planeten Venus' passage over solen og derved sikre ny viden til den astronomiske og navigatoriske del af videnskaben. Man var meget optaget af beregningen af længdegraderne, og det kunne disse nye optegnelser bruges til.
Den anden og hemmelige dagsorden kendte kun kaptajn Cook til ved afrejsen. Opgaven lød på, at han skulle modbevise teorien om det sydlige kontinent- eller bevise dets eksistens. Fandtes der et sådan land, gjaldt det om at indtage det, før hollænderne eller franskmændene fik fingrene i det. Den hemmelige ekspedition skulle udforske det nye kontinent, indsamle naturens flora (planter) og fauna(dyr) samt kortlægge nye kyster og landområder.

Til opgaven valgte den engelske flåde en mand, som set med engelske overklasse-øjne slet ikke havde den slægtsmæssige baggrund for at foretage sig noget så betydningsfuldt. Den 39-årige James Cook var blot en opkomling, der trods sin ringe baggrund havde skabt sig en karriere. Han havde stor sejlerfaring og var særdeles ansvarsbevidst og pligtopfyldende. At han var et rent geni indenfor matematik, navigation og kartografi (opmåling og tegning af kort) spillede naturligvis også en rolle.

Cooks ombyggede kulskibe fra Whitby i England havde slet ikke det elegante udseende, som tidens fregatter ellers kunne prale af.
Cooks første og mest berømte skib Endeavour medbragte, foruden proviant til 2 år og tonstungt videnskabeligt udstyr, mange genstande beregnet til byttehandel med fremmede folkeslag. 

Her ses Sydney Parkinsons tegning af Endeavour. Parkinson deltog selv i den første ekspedition som botaniker og illustrator.

1. rejse (1768-1771): 

James Cook havde sejlet med kulskibe i Nordsøen, og han kendte denne skibstypes kvaliteter. Whitbyskibene var langsomme, men stabile og rummelige fragtskibe. Han valgte netop et om- og udbygget kulskib, Endeavour, Stræben, til sin 1. rejse. Med sig på rejsen havde Cook videnskabsfolk og tegnere, som skulle indsamle og dokumentere.
Turen gik syd om kap Horn til Tahiti, og derefter gik jagten på det ukendte fastland. Cook stødte på New Zealeand og Australien (New Holland), hvor han udforskede og kortlagde kysterne.

Joseph Banks (1743-1820) 
Ekspeditionen skulle have en naturforsker, og valget faldt på den 24-årige stenrige amatørbotaniker Joseph Banks, som betalte en uhørt høj pris for at komme med på turen. Han skulle senere få stor betydning for den engelske naturvidenskab og fungere som formand for Det Videnskabelige Selskab i 40 år.

Australien udforskes.

Cook var ikke den første europæer, der satte sin fod på australsk jord, men det var James Cook og hans følge, der for alvor udforskede det australske kontinent og åbnede for den engelske kolonisering. Endeavours besætning var de første europæere, der oplevede de fantastiske planter og dyr, som kun findes på det australske kontinent, hvor de har udviklet sig isoleret fra resten af verden. 

Det var forunderligt dyreliv, der mødte Cook og hans mandskab. Pungdyr, som kænguruen og koalaen, der bærer deres unger i en lomme på bugen, emuen, som er en kæmpefugl, der ikke kan flyve, og det forunderlige næbdyr! Det siges, at da videnskabsmændene hjemme i England modtog et eksemplar af det besynderlige dyr med pels, næb og svømmefødder, var man overbevist om, at det måtte være et fupnummer. Et æglæggende kloakdyr, som var i stand til at amme sine unger som et pattedyr, måtte være konstrueret af dele fra mange forskellige dyr! 

Allerede i 1600-tallet var hollænderne stødt på det australske fastland. Det landskab, de stødte på, var barsk og tørt. Skuffet opgav de og man glemte alt om det utilgængelige kontinent, som hverken flød med guld eller krydderier. Drømmen om Terra Australis lå stille indtil Cook i slutningen af 1700-tallet sejlede syd om Australien og kortlagde New Zealand og Antarktis og dermed beviste, at Australien ikke var en del af det ukendte land mod syd.

Den første europæer, der skulle opdage Australien, var hollænderen Willem Jansson, der i 1605 gav landet navnet Ny Holland. I 1642 opdagede Abel Tasman under en forskningtur Tasmanien, øen syd for det australske fastland

Selvom det australske kontinent er verdens tørreste, minder den del, der ligger ved kysterne, nærmest om paradis. På billedserien herunder ses 4 af de landskaber, men kan opleve på det australske kontinent. 
- Strand i Western Australia
- Regnskov i Queensland
- Ørken i Western Australia
- Klippelandskab i Western Australia

2. rejse (1772-1776) 

James Cook var ikke udelukkende opdagelsesrejsende, men i høj grad en forskningsrejsende. 
Den 2. rejse udmærkede sig ved at være den hidtil eneste opdagelsesrejse, som kun havde udforskning for øje og ingen ønsker om at hjemhente hverken guld, sølv eller slaver. Cook og hans mandskab sejlede denne gang dybt ind i de antarktiske farvande, hvor de kortlagde iskyster blandt sæler, hvaler og isbjerge. Derefter satte de kursen mod Dusky Bay på New Zealand for at aflevere nogle medbragte husdyr samt engelske grøntsager. 

Da Cook kom til New Zealand levede der fugle, insekter og krybdyr, men ingen pattedyr. Englænderne forudså ikke den katastrofe, de grundlagde, da de udsatte grise, geder, får og andre pattedyr på en ø, som havde været isoleret i millioner af år. Disse husdyr spredte sig i det vilde landskab, hvor de ødelagde og fortsat ødelægger den oprindelige bush-vegetation og det oprindelige dyreliv. I dag kæmper man stadig med at holde bestanden af indførte dyr nede. 
Her ses nogle af New Zealands 45 millioner får

Tegneren og botanikeren Sydney Parkinson, som deltog på den første rejse, illustrerede de dyre- og plantearter, man opdagede. Her ses hans akvarel af den australske Banksia, som i øvrigt er opkaldt efter ekspeditionens naturforsker Joseph Banks.

3. rejse (1776-1779)

Denne rejses formål var at finde en nordlig søvej ud af Stillehavet, enten ved at sejle vest på, rundt om Sibirien, eller østpå omkring Alaska. De skulle sejle fra England til det nordlige Stillehav via Sydafrika, Tasmanien og New Zealand. 

Det lykkedes ikke at finde en nordlig vej ud af Stillehavet, og Cook besluttede at sætte kurs mod England. Hjem kom han aldrig. Døden indhentede ham på Hawii, hvor han under et skænderi blev dræbt af de indfødte. På tidligere rejser havde disse indfødte ellers været venlige og havde budt englænderne velkommen. Venskabet endte dog brat, da en af Cooks sømænd under et opgør med de indfødte skød høvdingen. De vrede øboere tog hævn ved at dræbe kaptajn Cook . 

Sømand under Cooks kommando 

Salt flæsk og tørre beskøjter (hårde kiks)- således lød en typisk sømandsmenu. Den ensformige og vitaminløse kost gjorde sømændene svækkede og syge. De hårdtarbejdende sejlere manglede de næringsstoffer, der er i frisk kød, frugt og grønt. Ofte blev besætningen ramt af den frygtede og dødelige mangelsygdom skørbug, som angriber knogler og bindevæv ved C-vitamin-mangel. Cook var den første kaptajn i historien, der tog kampen op mod skørbugen.  Han tvang en daglig portion surkål og fersk kød i besætningen, som blev straffet med pisk, hvis de nægtede at spise op. Sømænd var vant til en kost på saltet hestekød, tørre kiks og godt med alkohol. Gæret kål og fersk kød, som det var svært at holde friskt og som i forhold til det kraftige hestekød smagte fladt, passede ikke alle. Resultatet udeblev imidlertid ikke. Fornuftig kost kombineret med strenge krav til personlig hygiejne og rengøring af omgivelserne gav Cooks besætning de bedste betingelser for at overleve de hårde strabadser om bord. Cooks besætning gennemførte rejsen uden et eneste tilfælde af den frygtede skørbug.

Trods Cooks anstrengelser var sømændenes menu ikke misundelsesværdi. Et besætningsmedlem, Anders Sparman, fortæller:
"Efter få dages sørejse besluttede vi os for at slagte en fed og grim hollandsk hund, før skørbug og sparsom kost ville ødelægge dens kød".
"Vores brød havde længe været muggent og fyldt med to slags biller, der enten som voksne eller larver havde invaderet hver eneste stykke brød i en sådan grad, at det var umuligt at undgå dem, men i munden var de lette at finde, da den ene slags smagte besk og den anden ubehageligt koldt. I en slags ærtesuppe var der så mange larver, at det så ud som om, tallerkenen var strøet med savsmuld, og det var umuligt at undgå at få flere af dem med på hver skefuld."