Kingsley

Af sted til Afrika - den hvide mands grav

Af sted igen - til Afrika iført nederdel og mands bukser 

Vestafrika var gået Mary i blodet. Hun ville af sted igen. Knapt var hun kommet hjem til England, før planerne om endnu en tur tog form i hendes hoved. Det skulle ikke bare være en fornøjelsestur, men en rejse, hvorpå hun kunne udrette noget betydningsfuld. Derfor henvendte hun sig til British Museum i London. De var interesserede i hendes forslag om at sende fiskearter fra Vestafrikanske floder hjem til studiebrug på museet.
I 1895 rejse Mary tilbage til Afrika, denne gang til Gabon-distriktet. Hun vidste, at der var et stort landområde mellem de store floder Ogowe og Rembwe, der aldrig havde været udforsket af en hvid mand. Det var her Fang-stammen levede, og den stamme, mente man, var kannibaler. Det var også et område fyldt med store gorillaer og masser af store slanger, som kunne gøre rejsen til en farefuld færd. 

Mary havde grundigt gennemtænkt sin påklædning. Hun rettede sig kun lidt efter klimaet i Afrika, men valgte tøj, der nøje efterlevede normerne for den anstændige påklædning for victorianske kvinder. Således rejste hun i hvid bluse og lang sort nederdel. I nederdelens lommer havde hun det nødvendige rejseudstyr som lommetørklæder, tobak, kniv, ur, notesbog og kompas. Det fortælles, at hun under nederdelen bar sin brors aflagte bukser, de skulle beskytte hende mod de store afrikanske igler, som sumpe og floder var fulde af. Hendes holdning var: "Man skal ikke gå rundt i Afrika med noget, som man ville skamme sig over derhjemme". På fødderne havde hun gode og praktiske støvler.

Når rejsen gik til Afrika blev den rejsende, bl.a. i datidens rejsehåndbøger, altid rådet til at bære våben. Det bar Mary imidlertid ikke. For hende var det bedre at udvise selvtillid og autoritet end at demonstrere sin magt med våben. Sikkerhed var ikke for hende at kunne demonstrere sin overlegne magt ved at skyde om sig ved en passende lejlighed, men den byggede på forståelsen af de indførtes kultur og levevis. 

 Et primitiv kort fra omkring den tid, Mary rejste (Royal geographical Society)
(bedre udgave af dette kort på vej)

Ud i junglen

Hun fulgte Ogowé floden ind i junglen og brugte fem måneder på at studere faunaen - dyrelivet - langs med floden, siden drog hun videre til Fransk Kongo. 
Hun planlagde at krydse det ukendte område mellem floderne Ogowé og Rembwe. Da hun fortalte om sine planer, troede folk, at hun var gal. Et fransk kort over området viste kun én kendt lokalitet, søen Ayzingo - resten var bare en stor hvid plet. Der blev fortalt bloddryppende historier om, hvad der foregik derinde - historier, der nok skulle holde de fleste hvide væk - bare ikke Mary Kingsley. Det var Fang-stammens område i Kongos Gabon-distrikt. En missionær ville sikkert blive spist. Men Mary mente, at en kvindelig handelsmand ville kunne vende tilbage fra kannibalerne, fordi hun havde varer med, som de havde brug for.

Den 22. juli 1895 forlod hun landsbyen Kangwe ved floden i en kano sammen med fire indfødte og en ubrugelig tolk, der hed N'gouta. De andre fire mænd havde navne, som var umulige at udtale for Mary. Derfor gav hun dem navne efter deres særpræg. Grey Shirt hed sådan, fordi han bar en grå skjorte. Singlet hed sådan, fordi han bar en undertrøje, Silent fordi han var så stille, og Pagan hed sådan, fordi han var den eneste, der ikke var kristen. 

På deres vej op ad floden mødte de flere forbipasserende i kanoer, der spurgte, hvor de skulle hen. De blev yderst forbavsede, da Mary svarede Rembwe, for så vidste de, at så måtte Mary og hendes selskab passere kannibalernes land.
På turen fik hun også handlet lidt med de indfødte. Det foregik ved, at de byttede varer. Elfenben og gummi hørte til det, afrikanerne tilbød, i bytte ønskede de tøj og redskaber. 
Pludselig havde de forladt det kendte på kortet. En biflod dukkede op, den blev kaldt for Karkola, og der var aldrig nogle hvide europæer, der havde sejlet på den. Senere ville Mary ikke indrømme, at hun faktisk havde opdaget den - hun sagde, at de mennesker, der levede der, jo kendte den i forvejen. 

Middag med kannibaler

Det lille selskab nåede frem til Fang-stammens landsby. De blev modtaget af en sværm af de indfødte, som kom løbende i mod dem med geværer og skovle - klar til kamp. Det kunne meget vel være blevet enden på den ekspedition. Men til alt held var Pagans forretningsforbindelse blandt landsbyens indbyggere, og de faldt hinanden om halsen, ellers var Mary og hendes mænd måske endt som festmåltid. 
Mary skulle bruge tre af landsbyens mænd som vejvisere til Rembwe. Der blev forhandlet længe, men det lykkedes at få de tre mænd med. 
Efter aftensmad og en nat i landsbyen drog de videre gennem junglen, som vrimlede med slanger, biller, flagermus og en masse andet dyreliv. En dag faldt hun i en elefantgrav, som var gravet ned tværs over en dyresti og dækket af bambus. Mary var heldig for bunden var dækket af spidse pigge, men takket være sine tykke skørter, blev hun kun forslået.

De kom til den næste landsby Efoua, og også her var Mary den første europæer, der havde besøgt landsbyen. Igen var det byttehandlen, der skabte den gode kontakt med landsbyens beboere. Gummi var også her, som i de andre landsbyer, de havde besøgt, en vigtig handelsvare. Den blev hentet ude i skoven fra de vilde gummiplanter og var en særlig indtægtskilde for de unge mænd. Indtægterne fra handlen med gummi gav dem nemlig mulighed for at købe deres første kone.
Mary overnattede i et af landsbyens huse, hvor der lugtede mærkeligt. Efter en hurtig gennemgang af huset fandt Mary en lille pose med stumper og småstykker af mennesker - øjne, ører, tæer o. lign. Hun skriver: 
"Jeg lærte senere, at selv om Fan nok spiser deres venlige nabofolk, opbevarer de gerne lidt af dem til erindring. Dette rørende træk i deres karakter fik jeg fortalt af Wiki, men uagtet det taler til deres fordel må det under alle omstændigheder siges at være en ubehagelig skik at hænge resterne i ens soveværelse, særlig hvis det er værtens familie, som for nylig har lidt det smertelige tab."

Kvindelist og omsorg 

Mary og hendes mænd fortsatte til landsbyen Egaja, som blandt områdets indfødte var kendt for at være en røverby. Marys mænd var ikke meget for at tage med, men Mary ville derhen og gik selv forrest ind i byen i håb om, at de ikke ville angribe hende, når hun var en hvid kvinde. Hun gik nemlig ud fra, at de ikke havde set sådan en før i deres landsby og derfor ville være forbeholdende. Ganske rigtig der skete intet. Høvdingen kom lidt efter selv frem for at møde hende. Mary fik den rystede og protesterende tolk til at fortælle landsbyens overhoved, at hun havde hørt, at denne landsby var den værste røverby i området. Høvdingen protesterede og sagde, at hun tog fejl. Mary svarede, at hun ville vente med at fælde sin dom, til hun havde set byen ordentligt. På den måde fik høvdingen respekt for Mary, og Mary fik respekt for høvdingen, fordi han lod hende komme ind i byen.
Høvdingens mor havde en grimt sår på armen. Mary tilbød at behandle det. Rygtet om hendes evner løb som en steppebrand over byen, og hurtigt kom der andre, der ville have Mary til at behandle deres sår. Det forløb godt, lige indtil der pludselig opstod et slagsmål uden for. En af landsbyens beboere havde genkendt en af Marys mænd, fordi han havde snydt ham i en handel. Kreditoren foreslog derfor at de, til gengæld for den manglende betaling, åd den skyldige. Han var sikkert blevet spist, hvis ikke Mary havde handlet ham fri og tilbudt at betale hans gæld.

Efter en streng tur gennem en iglefyldt sump, hvor de gik i ildelugtende vand til halsen, nåede de efter 7 dage frem til rejsens mål Aganji ved Rembwe. De havde kun tilbagelagt ca. 100 km., men krydset over en hvid plet på verdenskortet. En plet som ingen tidligere havde turde krydset på grund af rygterne om kannibaler.