Handel med de indfødte

Det store problem for Mary var, hvordan hun skulle komme i kontakt med de indfødte i Afrika. Hun fandt på, at hun kunne handle med dem. Hun medbragte et varelager af fiskekroge, knive, kulørt tøj o. lign, som hun nøje kendte handelsværdien på. På den måde kunne hun bytte varerne med afrikanerne og samtidig komme tæt på dem og finde ud af, hvordan de levede. Mary var ikke nogen rig rejsende, så hun havde også brug for at tjene lidt penge på rejsen.

Opdagelsen af nye fiske - og krybdyrearter

Efter den første tur til Vestafrika begyndte Mary at lægge planer. Hun ville præstere et grundigt stykke arbejde. Derfor henvendte hun sig til British Museum og lavede en aftale om, at hun skulle samle fiske- og krybdyrearter ind. Hun fik udpeget et område i Vestafrika, hvor museets forskere ville være interesserede i, at hun indsamlede fisk. 

Resultatet af ekspeditionen blev 65 fiske- og 18 indsamlede krybdyrearter, som alle var meget velbevarede ved hjemkomsten. 

Mary og de indfødte.

Mary chokerede sine omgivelser med udtalelser om, at hun ikke brød sig om missionærer, som ville sætte de indfødtes børn i skole, hvor de skulle lære de samme ting, som engelske børn. Hun brød sig heller ikke om, at indfødte skulle tro på den kristne Gud frem for deres egne guder. Hun mente, at de indfødte blev dummere af at lære vestlige kundskaber, der var unyttig for dem. 
Det var en meget opsigtvækkende mening at have i en tid, hvor de hvide forsøgte at vinde hele verden for deres egen tro og skikke. Faktisk beklagede hun meget den europæiske indflydelse på Afrika. Sammenlignet med missionærerne forekom handelsfolkene at være meget mere hæderlige, mente Mary. 
Mary havde også en forståelse for, at blandt mange af de indfødte stammer, var det kvinderne, der havde magten. Hun vidste, at hun skulle henvende sig til dem, hvis hun skulle have gennemført noget.