21. november 2017
Reventlow Museet

De to nyerhvervede Hepplewhite stole fra herregården Emkendorf fotograferet i vestibulen på Reventlow-Museet Pederstrup under et af de to spejle, som museet i 2004 erhvervede, og som ligeledes stammer fra Emkendorf. Foto: Museum Lolland-Falster

Julen kommer tidligt i år

Selv om julesneen endnu ikke har lagt sig tungt om Pederstrups mure, og kalenderen stadig skriver november, så føles det alligevel i denne tid lidt som jul indenfor på museet. I efteråret modtog museet nemlig med økonomisk støtte fra Ny Carlsbergfondet to nye Hepplewhite armstole til samlingen. ”Eller nye og nye – det er måske så meget sagt,” konstaterer en begejstret Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, og fortsætter, ”stolene er nemlig fra 1780’erne. Alligevel er stolene udtryk for noget nyt. Udført i det eksklusive og dengang meget dyre mahognitræ, hentet hjem fra de oversøiske besiddelser, var stolene, da de blev fremstillet, uden tvivl hypermoderne og udtryk for den helt nye og enkle boligindretning, som indfandt sig hos eliten i slutningen af 1700-tallet, og som i dag benævnes enten Hepplewhite- eller Chippendalestil. Navngivet efter de to toneangivende engelske møbelsnedkere, der i perioden førte an i boligindretningen.

 

De to nyerhvervede stole stammer fra den holstenske herregård Emkendorf, der frem til 1930’erne var ejet af en sidegren af familien Reventlow. I Reventlow-Museet Pederstrups samling findes i forvejen en stor mængde møbler fra Emkendorf, deriblandt to stole, identiske med de nyerhvervede, der kom til museet som deponi fra Ny Carlsbergfondet helt tilbage i 1959.

 

Det kan måske udefra virke besynderligt, at museet har erhvervet to stole til, når nu vi i forvejen allerede har to,” konstaterer museumsinspektøren, men det er der en helt speciel grund til, afslører han. ”Det er ikke kun, fordi det ser pænere ud rundt om et bord at have fire ens stole. Vi ved nemlig fra et inventar over indboet på Pederstrup fra 1780, at C.D.F. Reventlow i sin boligindretning fulgte tidens strømninger og tidligt tog de engelske mahognimøbler til sig. I hovedbygningens gule stue stod blandt andet8 Stk. Mahonietræes Stoele med Sort Engelsk Betræk…”, der uden tvivl har tilsvaret stolene fra Emkendorf i form og udtryk”.

 

Med erhvervelsen af de to supplerende stole er museet et stort skridt videre i sine bestræbelser på at skabe et troværdigt indtryk af den historiske indretning på Pederstrup, og det er præcis derfor, glæden ingen ende vil tage. Når dertil så kommer, at Reventlow-Museet Pederstrup i forvejen rummer et større antal møbler fra netop herregården Emkendorf, så passer erhvervelsen som hånd i handske med samlingerne på Pederstrup.

 

Stolene, der ved erhvervelsen er betrukket med gult stof, skal hen over vintermånederne en tur forbi Bevaring Sjælland for at blive konserveret, og ikke mindst skal de ombetrækkes med hestehårsbetræk. Så passer de med de to andre stole og stemmer bedre overens med den viden, vi har om indretning af herregården i 1780’erne. ”Sort engelsk betræk, som inventaret fra 1780, er nemlig identisk med hestehårsbetræk – et slidstærkt stof vævet af hør eller bomuld og hestehår, og som i årtierne omkring år 1800 var ekstremt populært på stole og sofaer,” afslutter museumsinspektøren, der ser frem til at vise de nye stole i den faste samling, når Reventlow-Museet Pederstrup åbner igen til maj 2018.

 

For nærmere information kontakt museumsinspektør Jesper Munk Andersen på jma@museumlollandfalster.dk eller 2559 3457.