24. april 2018
Reventlow Museet

Opbygningen af årets skulpturudstilling i Reventlowparken Lysthuse og Luftkasteller – ny kunst i Reventlowparken er gået ind i sin sidste fase. Dog arbejder kunstnerne stadig på deres værker. Her et kig ind i Michael Dunks underfundige lysthus, Foto: Museum Lolland-Falster

Lysthuse, luftkasteller og nye facetter til Reventlow-Museets fascinerende fortælling

C.D.F. Reventlow, oplysningstiden og den lolland-falsterske herregårdskultur er de facetter, hvorigennem historien på Reventlow-Museet Pederstrup fortælles, og de prismer, der er med til at farve nye særudstillinger og tiltag på museet og i Reventlowparken

 

Og i år er ingen undtagelse,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, der igen i år glæder sig til at byde såvel nye gæster som gamle kendinge indenfor på museet, når sæsonen skydes i gang lørdag d. 5. maj 2018. ”Med en spændende ny skulpturudstilling i Reventlowparken – initieret af kunstnergruppen In Situ Lolland og skabt af elleve kunstnere med en forankring i Sydhavsøerne – og flere nye tiltag såvel i stueplan som kælder i hovedbygningen vidner årets aktiviteter på museet om, hvor facetteret fortællingen om Reventlow, Pederstrup og oplysningstiden er. Og hvor forskelligartede historier glasprismet Reventlow-Museet Pederstrup kan kaste af sig, når det holdes op mod fortiden,” beretter museumsinspektøren.

 

I årets nye udstillinger og tiltag, vil det vanen tro være muligt såvel ude som inde at fordybe sig i nye sider af museets historie. Fra C.D.F. Reventlows store tanker i slutningen af 1700-tallet over den samtidige udvikling i portrætkunsten og til den sidste store fest på Pederstrup under familien Reventlow i 1918. Herlighederne åbnes af formand for Fritids- og Kulturudvalget i Lolland Kommune, Tine Vinther Clausen, på den første officielle åbningsdag i 2018.

 

Igen i år har kunstnergruppen In Situ Lolland taget initiativ og rejst midler til en skulpturudstilling i Reventlowparken, der under titlen Lysthuse og Luftkasteller – ny kunst i Reventlowparken tager afsæt i oplysningstidens begejstring for lysthuse. Via en række kunstneriske fortolkninger af begrebet lysthuse – skabt specifikt til parken – er det kunstnernes mål at danne nyskabende og poetiske rum, hvori parkens gæster kan finde plads til at udtænke både luftkasteller og løsningsmodeller for de mange nye udfordringer, vi står overfor. ”Med installationerne rundt i parken tager årets skulpturprojekt afsæt i den historiske tradition med ophold i eksotiske pavilloner eller simple lysthuse i haver som Reventlowparken,” fortæller Jesper Munk Andersen og fortsætter: ”Ikke kun for at finde ro og hvile, men også for at finde plads til skæve indfald og nye ideer, der som C.D.F. Reventlows virke kan være med til at ændre samfundsudviklingen og vores forståelse af os selv. Ved at udfordre parkens gæster gennem en række skulpturelle værker – både til at se på, tage ophold i og på anden vis sanse – formår skulpturudstillingen at belyse en helt ny side af museets fortælling.” Bag årets skulpturudstilling står kunstnerne Lotte Madsen, Bo Karberg, Palle Lindau, Michael Dunk, Kis Nellemann, Espen Brandt-Møller, Jette Mellgren, Mette og Kristoffer Glyholt, Søren Lose og Emil Krog.

 

Indenfor i hovedbygningen sker der også nye ting. I særudstillingssalen er en række portrætter hængt op – flere efter årtier på magasin – for at fortælle om portrætkunstens udvikling i midten af 1700-tallet, hvor det individuelle og psykologisk indgående portræt for alvor blev moderne. Alle portrætterne er fra C.D.F. Reventlows samtid. Ophængningen er en satellitudstilling til Museum Lolland-Falsters udstilling FACE på Stiftsmuseet i Maribo.

 

I herskabskøkkenet i etagen under står museet bag en nyformidling af køkkenet med afsæt i den sidste store fest under familien Reventlow i 1918. ”Mens ophængningen af portrætterne fortæller om fremkomsten af det individuelle jeg, tager nyformidlingen af kælderen gæsterne med til den nyere historie om Pederstrup. En fortælling om stedets sidste herskab og ikke mindst den herskabelighed, der prægede livet på de lollandske herregårde omkring 1910 med store fester, talstærkt tjenerskab og travlhed i køkkenet med tilberedning af fornemme retter,” afslutter museumsinspektør Jesper Munk Andersen, der igen i år er stolt over at kunne præsentere nye vinkler af den fascinerende fortælling om Reventlow, oplysningstiden og herregårdskulturen på Lolland-Falster.

 

Udstillingerne og de nye tiltag åbnes officielt lørdag d. 5. maj 2018 kl. 15. Samme dag som Reventlow-Museet Pederstrup kl. 11 for første gang i sæsonen 2018 slår dørene op for gæsterne.

 

Lysthuse og Luftkasteller – ny kunst i Reventlowparken har modtaget støtte fra Lolland Kommunes Frie Kulturmidler, Skibsreder Carsten Brebøls Almennyttige Fond, Toyota-Fonden, Reventlowparkens Støttekreds, Hatten Gruppen og Guldborgsund Kommunes Billedkunstråd.