03. juli 2018
Reventlow Museet

Himlen over Reventlow-Museet Pederstrup med spor efter moderne lufttrafik. Foto: Ingrid Riis

Reventlow-Museet stiger til vejrs

Lørdag d. 21. juli markerer Reventlow-Museet Pederstrup traditionen tro sin fødselsdag med offentlige omvisninger og særåbning af caféen med salg af kaffe/te og ikke mindst fødselsdagskage.

 

Ikke alt er dog, som traditionen foreskriver,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, og slår glad ud med armene, ”for i år har museet nemlig fået en gave af Reventlowparkens Støttekreds, der løfter museet og Pederstrups historie helt op i de tynde luftlag. Gaven drejer sig om et besøg af den mangeårige ballonskipper og pilot Claus Thomsen, der fra kl. 13 til 15 vil puste den ene af sine 16 meter høje luftballoner op i parken. Parkens gæster vil med andre ord denne dag have mulighed for at komme helt tæt på en ægte luftballon og med egne øjne opleve, hvordan ballonfarten, som for alvor blev kendt efter de første luftskippere i 1783 steg til vejrs over Paris’ tage, fungerer,” fortæller museumsinspektøren, der også ser frem til på egen krop at opleve ballondugens voluminøse omfang i Claus Thomsens anden ballon, der i dagens anledning vil være udlagt i parken, og som publikum kan gå på opdagelse i.

 

Idéen med besøg af en luftballon i Reventlowparken kom fra Reventlowparkens Støttekreds, og museet var ikke sent til at takke ja til den fornemme gave – særligt fordi kilderne røber, at netop ballonfart var noget, der optog de yngste medlemmer af familien Reventlow i 1780’erne. ”I rigsarkivets gemmer opbevares en dagbog fra 1780’erne, hvori Christian Ditlev Reventlow, søn af C.D.F. Reventlow, igennem halvandet år beskrev sit liv og hverdag fra han var 9 til hans 11. år,” fortæller museumsinspektøren, der i arbejdet med dagbogen var overrasket over, hvor meget naturvidenskab fyldte i uddannelsen, og hvor fascineret den unge grevesøn var af særlig luftskippernes heroiske bedrifter. ”Meget lidt fra den store verden fandt vej til sønnens dagbog. Kun de helt store sensationer, som da den dengang verdensberømte luftskipper Pilâtre de Rozier i 1785 styrtede i døden med sin luftballon i Frankrig, blev beskrevet – et vidnesbyrd om, hvor optaget sønnen var af netop ballonfart”.

 

Den unge grevesøn ville formentlig derfor have været overbegejstret, hvis han ellers havde kunnet aflægge et besøg i Reventlowparken lørdag d. 21. juli, hvor Claus Thomsen, der har fløjet flere konkurrenceflyvninger, puster sin ballon op og fortæller om ballonflyvningens hemmeligheder. Og – lover formanden for Reventlowparkens Støttekreds, Mogens Warrer – uden den dramatik, som omgav de første pionerer udi ballonflyvningens svære kunst, som optog grevesønnen så dybt.

 

Som supplement til Støttekredsens gave i Reventlowparken udbyder museet denne dag forud for ballonoppustningen to omvisninger, der sætter fokus på grevesønnens uddannelse og begejstring for netop ballonflyvningen i 1780’erne. De guidede ture begynder kl. 11.30 og kl. 12.15 og er gratis, når entréen til museet er betalt. Aktiviteterne i parken er ligeledes gratis, mens det vil være muligt at købe sig en kop velbrygget kaffe og et stykke fødselsdagskage i caféen, når dagens luftige oplevelser skal fordøjes.

 

Ved kraftig blæst eller regn må luftballonfarten i Reventlowparken aflyses.

 

Hvornår: lørdag d. 21. juli kl. 11-16, luftballon i Reventlowparken kl. 13-15, offentlige omvisninger på museet kl. 11.30 og igen kl. 12.15. Caféen åben fra kl. 11-16.
Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup og Reventlowparken, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Pris: Luftballon i Reventlowparken er gratis, besøg på museet: voksne 50 kr., børn under 18 år gratis. Hvis du er medlem af CulturePoint, får du 50% i rabat på entré. Læs mere på www.CulturePoint.dk.

 

For yderligere kommentarer kontakt: Jesper Munk Andersen på 25 59 34 57 eller jma@museumlollandfalster.dk.