12. juli 2018
Reventlow Museet

Bo Karbergs værk ”Vi drømte vi var sommerfugle” er placeret i Frøknernes Have i Reventlowparken. Foto: In Situ Lolland

Til te i kunstskabet

Tag på en særomvisning i skulpturudstillingen Lysthuse & Luftkasteller – ny kunst i Reventlowparken, når kunstnergruppen In Situ Lolland og museumsinspektør Jesper Munk Andersen åbner kunstskabets låger fredag d. 27. juli kl. 16. ”Som altid er vi på Reventlow-Museet Pederstrup glade for de skæve vinkler og anderledes idéer, som kunstnerne bag parkens skulpturudstillinger kommer med,” fortæller museumsinspektøren. Og i år er ingen undtagelse, når In Situ Lolland åbner kunstskabet på vid gab og indbyder til te dybt inde i dets gemmer.

 

Med årets fokus på landboreformatorernes begejstring for ophold i alt fra eksotiske lysthuse til dystre eremithytter har kunstnergruppen ikke blot tematiseret den historiske brug af naturen, men også med inspiration fra C.D.F. Reventlows virke givet nye bud på, hvad der skal til, når morgendagens problemstillinger skal løses – nemlig modet til at udtænke visionære luftkasteller og ikke mindst omsætte dem til konkrete handlinger”. At turde tænke tanken er jo ofte første skridt på vejen til at gøre noget og en forudsætning, hvis fremtidens løsningsforslag skal blive til andet og mere end flygtige luftkasteller.

 

Mens museumsinspektør Jesper Munk Andersen i særomvisningen vil lægge en historisk vinkel på lysthusbegrebet, vil kunstnergruppen In Situ Lolland linde på lågen ind til kunstskabet og tage publikum med ind i tankeverdenen bag et udvalg af skulpturudstillingens værker. ”Netop samspillet mellem historien og den kunstneriske frihed i at fortolke og perspektivere til nutidens problemstillinger er præcis det, som gør de tilbagevendende skulpturudstillinger i Reventlowparken til noget helt særligt,” fortæller museumsinspektøren og fortsætter, ”og et helt konkret vidnesbyrd om denne vekselvirkning mellem kunst, historie og nutid er netop særomvisningen fredag d. 27. juli, hvor In Situ Lolland og museet vil tage publikum med ind i værkerne, tilbage i historien og op der, hvor kun luftkastellerne kan svæve”.

 

Som afslutning på turen – og for at få landet de luftige ideer og tankegods ordentligt – slutter særomvisningen i herskabskøkkenet på museet, hvor der vil blive serveret te med tilhørende bagværk. ”For selv om løsningsmodellerne på morgendagens problemstillinger nok kræver store tanker og visionære luftkasteller, så sker det ikke – og er aldrig sket – uden noget til maven som blandt andet den eksotiske te, som blev nydt i havens lysthuse, mens C.D.F. Reventlow levede, og som d. 27. juli forhåbentlig vil sætte endnu et perspektiv på brugen og forståelsen af lysthusenes fortælling,” afslutter museumsinspektøren.

 

Særomvisningen – der er arrangeret af In Situ Lolland og er en del af formidlingsprogrammet for skulpturudstillingen Lysthuse & Luftkasteller – ny kunst i Reventlowparken – er gratis og tager sin begyndelsen ved hovedtrappen til museet kl. 16.

 

Skulpturudstillingen Lysthuse & Luftkasteller – ny kunst i Reventlowparken er støttet med midler fra Lolland kommune, Skibsreder Carsten Brebøls Almennyttige Fond, Reventlowparkens Støttekreds, Toyota-Fonden, Hatten og Guldborgsund kommune.

 

Hvor: Reventlowparken, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L.
Hvornår: fredag d. 27. juli 2018 kl. 16-18
Pris: gratis