28. august 2018
Reventlow Museet

Bal i ridehallen anno 1960’erne. Fotografi: Museum Lolland-Falster

Fest i pigtrådstemplet

Søndag d. 16. september skrues tiden i Reventlowparken tilbage til 1960’ernes popballer, når orkesteret Inspiration spiller op til dans, og Reventlowparkens Støttekreds og Museum Lolland-Falster byder ind til en dag i nostalgien og erindringernes tegn.

 

Mange på Lolland bliver endnu helt salige, når de hører Reventlowparkens navn, og mange ligger stadig inde med både gode minder og sjove fortællinger fra de glade dage i Ridehuset, da der blev afholdt søndagsballer,” fortæller Jesper Munk Andersen, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster, og fortsætter: ”Og det er præcis minderne og de gode fortællinger, vi på Museum Lolland-Falster er ude efter, når museet i samarbejde med Reventlowparkens Støttekreds byder ind til ”Fest i pigtrådstemplet”. For mens museet har god viden om Ridehusets historie, mens Pederstrup var i familien Reventlows eje, er det yderst begrænset, hvad vi egentlig ved om livets gang og de glade dage, da Ridehuset fungerede som kro, og der søndag efter søndag blev spillet op til bal”.

 

Den manglende viden håber museet at kunne råde bod på ved arrangementet, hvor deltagerne bliver opfordret til at grave dybt i erindringerne og ikke mindst fotografierne for at finde viden frem om denne tid. På erindringsdagen vil der nemlig være mulighed for at aflevere sin viden – hvis den er sat på papir – eller skrive sig op til deltagelse i et erindringsmøde, hvor museet vil indsamle de gode fortællinger og sjove historier, som knytter sig til stedet. ”Det vil også være muligt at aflevere gamle fotografier til museet eller lade dem indscanne, så museet får en kopi af dem, hvis nu minderne stadig er for store til at slippe billederne,” fortæller Anne Elmer, formidler på museet, og en af primusmotorerne bag dagen, der vil byde på meget andet end aflevering af erindringer.

 

I 1967 klagede VU (Venstres Ungdom) over, at de ikke kunne få lov til at holde fest i Reventlowparken, da parken på det tidspunkt var ”… lavet om til et pigtrådstempel” – et vidnesbyrd om, hvor lystigt det gik for sig på dette tidspunkt,” fortæller Anne Elmer. Hun er, sammen med Reventlowparkens Støttekreds’ formand Mogens Warrer, dagens konferencier og sætter den helt rette stemning i Ridehallen, inden bandet Inspiration, der i 1960’erne fik deres gennembrud ved netop ballerne i Reventlowparken, går på scenen. ”Medbring derfor blot minderne, det gode humør samt ikke mindst madkurven med service – så skal vi nok sørge for resten,” siger Mogens Warrer, der som formand for Støttekredsen ser frem til dagen, hvor også danseskoene kan luftes hvis lysten melder sig. Ikke mindst fordi støttekredsens etablering tilbage i 1984 hænger uløselig sammen med Ridehuset og minderne fra de glade dage, da pigtrådsfesterne fyldte ridehallens imponerende hvælv med pop- og rockmusik.

 

Medbring frokost og service. Øl, vin, vand og kaffe må ikke medbringes, men kan købes på dagen til favorable priser. Mad og drikke kan indtages ved borde opsat i Ridehallen.

 

Program for dagen:

Kl. 12.00            Dørene til Ridehallen åbnes for publikum, og den medbragte mad spises

Kl. 13.00            Orkesteret Inspiration spiller

Kl. 13.30            Museet fortæller om popballernes historie på Lolland-Falster og i Ridehuset

Kl. 14.30            Orkesteret Inspiration fortæller og spiller

Kl. 15.30            Farvel og tak

 

Forbehold for ændringer.

 

Hvornår: 16. september 2018 kl.12-15.30
Hvor: Reventlowparken, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L
Pris: Det er gratis at deltage. Øl, vin, vand og kaffe sælges – må ikke medbringes.