Forpagtergårdene

Hasagergård

 

Driften og administrationen på Knuthenborg var kendetegnet af forpagtergårde, som var underlagt en streng styring fra grevskabet. Gårdene lå spredt ud over grevskabet. Bevarede forpagtningskontrakter giver et indblik i den strenge administration, som forpagterne blev underlagt. Alle forpagtningskontrakter fik vedhæftet en udførlig driftsplan, som nøje angav hvad, hvor og hvornår de enkelte afgrøder skulle dyrkes. De bevarede driftsplaner er enslydende, men tog forbehold for lokale forhold, hvilket vidner om, at grevskabets administration kendte de enkelte forpagtergårdes forhold godt.

 

Før 1840'erne var alle forpagtergårdene opført i bindingsværk - daterende tilbage til 1700-tallet - og intet tyder på, at der i behandlingen af disse blev gjort en særlig indsats for at markere et tilhørsforhold til grevskabet. Det ændrede sig fra 1840'erne, da grevskabet påbegyndte en udvidelse af de eksisterende forpagtergårdes tilliggender samtidig med, at nye gårde kom til. De første gårde, der undergik en bygningsændring med henblik på en ensretning, der adskilte sig fra områdets gårde, var Vårskovgård og den nyoprettede Pårupgård, der i 1840'erne fik nybyggede stuehuse. Begge stuehuse var grundmurede enetages bygninger med halvvalmet tage over høje kældre, hvori der på Pårupgård, jævnfør synsforretningen af 1892, var indrettet mælkekælder, bryghus og køkken. Lignende forhold må man formode også fandtes i Vårskovgårds kældre. Ensartetheden i de to gårdsanlæg strakte sig imidlertid kun til beboelseshuset.

 

Processen med ensretning af forpagtergårdene videreførtes i 1870'erne med et nyt byggeprogram efter Frederik Vilhelm Tvedes anvisninger på grevskabet tre største forpagtergårde - Maribo Ladegård, Havløkkegård og Knuthenlund. Omkring 1869 brændte avlsgården på Maribo Ladegård. Umiddelbart efter branden må opgaven med genopbygningen være overdraget til F.V. Tvede. I Kunstakademiets arkiv findes en grundplan fra hans hånd for den nye avlsgård indtegnet med den gamle hovedbygning, som først efter 1871 også må være blevet fornyet. Udformningen af et nyt stuehus på gården fulgte i grove træk indretningen af både Knuthenlund og Havløkkegård.

 

Grevskabets ensretning af forpagtergårdene kom ikke kun til at omfatte bygningsmassen, men også det omkringliggende landskab. I alle grevskabets forpagtningskontrakter fra midten af 1800-tallet og frem præciseredes det, at forpagtergårdenes antikvariske mindesmærker ikke længere måtte borttages, og eventuelt fundne oldsager straks skulle overbringes til greven. De ellers forstyrrende høje og stendysser på grevskabets jorde skulle fra nu af forblive urørte. Formentlig som udtryk for en higen om historien og et nyt landskabeligt blik på landbrugslandet fra grevskabets side, der vægtede herlighedsværdien højt. Herlighedsværdien inkluderede også jagtrettigheden, som grevskabets værnede om, og hvortil fasaneriet var indrettet.

 

Det mest iøjnefaldende træk fra 1800-tallets ensretning af forpagtergårdene er hegningen med tjørn, som blev på påbudt over alt. Tjørnen havde den fordel, at den krævede et minimum af vedligeholdelse og samtidig var effektiv og holdt vildtet ude.