Hunseby

Hunseby kirkes interiør

 

Grevskabet Knuthenborg var på mange måder at betegne som et mikrosamfund i sig selv. Grevens position som dette samfunds øverste hoved kom særligt til udtryk i patronatskirken i Hunseby. I kirken kunne greven vise sin magt og position frem og tydeliggøre den i 1700-tallet gudgivne orden med grevefamilien placeret øverst i lokalsamfundets virke, kun overgået af kongefamilien - der ugentligt blev bedt for - og Gud selv.

 

Om Hunseby kirkes ejerforhold i middelalderen vides intet, men siden 1565 tilhørte den Aarsmarke, som i 1714 blev hovedsæde for grevskabet Knuthenborg og omdøbt. Kirken forblev i familiens Knuths eje frem til 1960'erne, hvor den overgik til menigheden. Allerede mens kirken var i Aarsmarkes eje, markeredes ejerskabet i kirken. Efter grevskabets etablering med fornyet styrke gennem placering af våbenskjolde, gravkapel, nu forsvundne pulpiturer og herskabsstol. I nyere tid er en stor udendørs gravplads anlagt til familien Knuth, der endnu vidner om, at forbindelsen mellem kirken og Knuthenborg til stadighed eksisterer.

 

Den herskabelige markering i området omkring kirken er også tydelig. I 1715 oprettede Søster Lerche en stiftelse i eget navn med plads til otte beboere. De otte blev forsørget af herskabet og fik derudover tøj, sengeklæder og ved død en ligkiste og ordentlig begravelse. Udover den fysiske og åndelige omsorg stilledes i stiftelsens fundats krav om, at beboerne behandlede hinanden ordentligt, og at det omliggende samfund skulle gøre det samme. Kun folk, der hørte under grevskabet Knuthenborg, kunne komme i betragtning til en plads i hospitalet. I takt med det kommunale selvstyre voksede i løbet af 1800-tallet og tog over, hvor grevskabet slap, bl.a. i sognets fattigpleje, oprettede Knuthenborg i 1879 Karen Knuths Friboliger. Friboligerne var alene tiltænkt personer, som havde stået i tjenesteforhold til grevskabet dvs. arbejdere, håndværkere etc., der på grund af alder eller svaghed var blevet "usikrede" i deres arbejde. Hermed adskilte friboligerne sig markant fra både Søster Lerches stiftelse og fattiggård, oprettet i 1800-tallet og drevet af sognet, som var tiltænkt alle sognets beboere.

 

At bo i friboligerne var en "tak for tro tjeneste" fra familien Knuth til udvalgte tjenestefolk. Enkelte ægtepar fik bolig i friboligerne, men langt de fleste var enker. En plads i friboligerne krævede en særlig personlig forbindelse til grevskabet. De optagne var i reglen tidligere lærerinder, husholdersker eller lignende. Den snævre kreds af beboere vidner om grevskabets ændrede rolle. I 1800-tallet mistede herregårdene deres magtpolitiske position i lokalområderne gennem frasalg af fæstegods og et voksende kommunalt styre, og de lukkede sig i stigende grad om sig selv og egne folk. Friboligerne markerede således tydeligt grevskabets centrering om hovedsædet og de tilknyttede tjenestefolk, hvilket også bekræftedes i bygningernes udformning, der i stil markerede en tydelig samhørighed med grevskabet.

 

17 år før oprettelsen af hospitalet havde Søster Lerche i 1698 stiftet en skole i Hunseby. Bygningen bestod af seks fag med have, som skulle vedligeholdes af sognets folk. Bønderne blev påbudt at sende deres børn til skolen og svigtede fremmødet, blev det indberettet og fik økonomiske konsekvenser. Skolebygningen er i dag nedrevet og skolen flyttet.

 

Grevskabets mange sociale initiativer i Hunseby og iscenesættelsen i kirken vidner om, at det i særlig grad var i Hunseby, at Knuthenborg satte sig i scene igennem historien, tilpasset de forskellige tiders normer og forestillinger.