Historien bag

Tegning fra forside af kort over Knuthenlund

 

Knuthenlund er som herregård relativ ny - etableret i 1729 gennem nedlæggelse af landsbyen Brekorpes fem fæstegårde, inddragelse af Ugleholt Skov og opsamling af strøgods i området. Knuthenlunds historie og særkende er knyttet tæt sammen med gårdens funktion som driftenhed under grevskabet Knuthenborg, hvis markering af ejerskabet først i 1800-tallet slog rigtig igennem på herregården. Knuthenlunds herregårdslandskab er primært præget af landbrugsrelaterede spor, der vidner om den driftshistoriske udvikling på gården.

 

Oprettelsen af Knuthenlund er sammenfaldende med den store afsætnings- og landbrugskrise, som i 1733 førte til stavnsbåndets oprettelse. Gårdens jordtilliggende blev i årtiet forud for oprettelsen sammenstykket af besiddelser, der via opkøb, mageskifte og foræringer var tilfaldet greverne på Knuthenborg. Forflytningen af den nedlagte landsby Brekorpes beboere til nærliggende byer samt indlemmelsen af Lundegårds 13 gårde og fem huse i Skovhuse i Stokkemarke sogn skal formentlig tolkes som forsøget på at samle hovbønder til den nyoprettede herregård, som etableredes i 1729. Desuden skal oprettelsen ses som udtryk for skattetænkning - herregårdsmarkerne var skattefrie, og i en periode hvor fæstebønderne havde svært ved at svare landgilde, var skattefri jord at foretrække sammen med det gratis hoveriarbejde - ligesom samlingen af grevens vestlige strøgods bidrog til at arrondere og adskille familien Knuths besiddelser fra områdets og Stokkemarke sogns andre godsejere. Oprettelsen af nye forpagtergårde i perioden skal dertil ses i forlængelse af barokkens generelle distancering, hvor herskabet via mellemled som forvaltere og forpagtere fjernede sig fra herregårdenes manuelle arbejde.

 

I 1738 blev Knuthenlund indlemmet i grevskabet Knuthenborg og blev dermed en del af familien Knuths klausulerede besiddelser på Lolland. Frem til udskillelsen fra grevskabet i 1913 var gårdens daglige autoritet forpagteren, der for en årlig afgift forpagtede gårdens marktilliggende for en bestemt periode. Som på grevskabets andre forpagtergårde løb forpagtningstiden normalt for en tiårig periode, dog fra slutningen af 1800-tallet for længere årrækker.

 

Gårdens fysiske markering i landskabet har siden opførslen af det trefløjede avlsbyggeri ved oprettelsen i 1729 været den høje lade, der på afstand signalerede, at det var driften, der på Knuthenlund var i højsædet. Laden fungerede både som pejlemærke i landskabet og sigtepunkt for de hoveriydende fæstegårdskarle og husmænd, der frem til midten af 1800-tallet var en væsentlig del af gårdens arbejdskraft. Forpagteren boede frem til 1880'erne i et flerfløjet stuehus, der allerede lå på stedet ved gårdens oprettelse, og som tidligere havde fungeret som skovriderbolig og produktionsanlæg.

 

Fungerede Knuthenlund som driftmæssigt centrum for områdets hoveriydende fæstebønder, så var der til gården ikke knyttet et administrativt virke. Som det fremgår af hoveriforeningen af 1789 og fæstekontrakterne for områdets fæstegårde - som ydede hoveri på Knuthenlund - så blev de alle underskrevet på Bandholmgård, der foruden at være en mindre forpagtergård under Knuthenborg også husede den ene af grevskabets godsforvaltere i slutningen af århundredet. Det var også på Bandholmgård, at forpagtere og fæstebønder skulle lægge deres landgilder og forpagtningsafgifter, og det var hertil, at afgrøderne skulle køres med henblik på udskibning. Knuthenlund var udelukkende et driftmæssigt centrum omend af en vis betydning, hvilket de i alt 66 underskrifter på hoveriforeningen fra 1789 vidner om. Til de mange hoveribønder skal desuden lægges husmandshoveriet, der tilsammen fortæller, at Knuthenlund var en betragtelig bedrift.

 

Meget tyder på, at Knuthenlund omkring 1790 var baseret på klassisk 1700-tals drift med et kreaturhold på avlsgården og kornproduktion i marken. Gården hentede på dette tidspunkt endnu sine få fastansatte blandt lokalbefolkningen, hvilket også var tilfældet med forpagteren Rasmus Jensen. I løbet af 1800-tallet ændredes og udvidedes gårdens husstandssammensætning. Et stigende antal tjenestekarle og -piger blev tilknyttet, i takt med at fæstegårdenes hoveri blev afløst, samtidig med at Knuthenlunds produktion blev omlagt til en specialiseret drift med særligt fokus på mejeriproduktion. I Carl Theodor Emil Staals forpagtningskontrakt fra 1848 fremgår det, at gårdens besætning da var kommet op på 90 køer, ligesom der nævnes en mejeribygning i det gamle stuehus, der var indrettet med to mejerier. Formentlig som vidnesbyrd om at der på gården produceredes både smør og ost. Af en skifteforretning fra perioden fremgår det yderligere, at gården havde en betragtelig høst på 41 tdr. havre, 38 tdr. rug, 80 tdr. byg og 60 tdr. gule ærter, hvor særlig den store havrehøst fortæller, at der på gården var et stort hestehold, der nu var nødvendig at opretholde, efter fæstebøndernes heste ikke længere var til rådighed efter hoveriets afløsning. Den store høst blev opbevaret i Knuthenlunds dominerende lade, hvorfra den naturaliebaserede forpagtningsafgift blev hentet til aflevering, jævnfør forpagtningskontrakten fra 1854, på enten Bandholmgård eller Knuthenborg avlsgård. 1800-tallets landbrugsudvikling lader sig ikke kun aflæse i driften og tjenestekarlenes antal i gårdens avlsbygninger. Også i det gamle stuehus spores en udvikling i retning af en stigende hierarkisering med introduktion af herskabelige elementer hos forpagteren som eksempelvis i 1855, hvor der på gården fandtes både herskabskusk, kokkepige og stuepige, ligesom der blandt gårdens folk nu var landvæsenselever at finde.

 

Gårdens manifestering i landskabet bevarede et relativt uændret præg frem til anden halvdel af 1800-tallet til trods for mindre om- og tilbygninger. Den store tværgående bindingsværkslade på 50 fag var blevet suppleret med mindre enkeltstående bygninger, der opførtes i takt med behovets opståen. Som på grevskabets andre gårde blev vedligeholdelsen præciseret i forpagtningskontrakter, hvoraf det fremgår, at gårdens bygninger endnu skulle kalkes på traditionel lollandsk vis over stok og sten, ligesom 1/10-del af taget årligt skulle omlægges med ny langhalm, mens vinduer, døre og porte skulle males i samme farve som hidtil. Som noget nyt begyndte der i midten af 1800-tallet i forpagtningskontrakterne at blive indføjet, at de tilbageværende fortidsminder på gårdens marker ikke længere måtte nedpløjes eller fjernes, og eventuelle fortidsfund nu alene tilhørte grevskabet. Som på resten af grevskabets jorder opstod der i løbet af 1800-tallet en ny landskabsbetragtning, der tillagde elementer som fortidshøje, solitære træer og en ensartet bygningsmasse en herskabelig værdi. Sammen med behovet for en fornyelse af den efterhånden 150 år gamle bygningsmasse i 1880'erne, var den nye landskabsbetragtning formentlig motiverende for den begyndende fornyelse, som arkitekt Frederik Vilhelm Tvede påbegyndte, og som ved en synsforretning i 1886 blev overdraget gårdens daværende forpagter Bernhard Mackeprang. Nybyggeriet på Knuthenlund fik en udformning identisk med bygningerne på Havløkkegård og Maribo Ladegård, der bidrog til at understrege grevskabets fysiske tilstedeværelse i landskabet samt lettede den praktiske administration af gårdene.

 

I 1887 overtog den sidste forpagter Anton Plesner Knuthenlund samtidig med, at han drev Pårupgård. Gården blev endnu drevet med klare instrukser fra grevskabet - bl.a. via fastlagte driftsplaner som havde været praktiseret siden begyndelsen af århundredet - og et folkehold, der nu rummede personer fra både Slesvig og København. I 1901 støder man ligeledes på polske piger, der arbejdede i roemarkerne - det lollandske sukkerroeeventyr var nu også kommet til Knuthenlund. Ved salget af Knuthenlund i 1913 overgik gården til familien Hovmand-Hansens eje. Gårdens fysiske manifestering ændrede dog ikke karakter i landskabet, men opretholdt et driftsmæssigt udtryk gennem den store lade, som løbende gennem 1900-tallet overtog funktion og dominans fra den gamle bindingsværkslade, der i 1940'erne brændte.