Historien bag

Gammelt kort over Lungholm

 

Ved sammenlægning af de to Olstrupgårde, nedlæggelse af den lille landsby Pugerups tre gårde samt erhvervelse af omkringliggende strøgods skabte Palle Rosenkrantz (1587-1642) i 1639 hovedgården Lungholm af sine sydlige jorder - navngivet efter sin tredje hustru Lisbeth Lunge (1610-59).

 

De to Olstrupgårde, der i 1650 blev omtalt som to skønne gårde med herligt tillæg, kendes i kilderne tilbage fra 1434, hvor Herman von Hafn skrev sig til stedet. Hvorvidt der har været tale om en hovedgård eller blot en godssamling på dette tidspunkt, lader sig ikke afgøre. I 1568 boede en bonde i den ene halvpart af Olstrupgårde, hvilket indikerer, at en eventuel hovedgård på dette tidspunkt var blevet afløst af to store bondegårde.

 

Lungholms etablering i 1639 skal formentlig ses i tilknytning til Palle Rosenkrantzs generelle jordpolitik på Lolland. Med udgangspunkt i hovedsædet Krenkerup indledte han en samling og omlægning af sine jordbesiddelser, der medførte anlæggelsen af Lungholm samt udvidelse af hovedgården Gjeltoftegård, der efter ham omdøbtes til Rosenlund. Det kunne tyde på, at to gårde, ud fra overleverede arkivalier og ældre billedmateriale, begge har haft en mindre bygningsmasse reserveret til Palle Rosenkrantz i jagttiden og således ikke blot har udfyldt en produktionsmæssig rolle, men også udfyldt en herskabelig funktion i jagtperioderne.

 

Trods en stor investering i etableringen af hovedgården og rejsning af nye bygninger henlevede Lungholm i de efterfølgende årtier en stille tilværelse som forpagtergård under Krenkerup med fire marker i trevangsdrift. Den relative stationær karakter fastholdtes helt frem til 1680'erne, om dog Lisbeth Lunge løbende udvidede fæstegodset i sin enkestand. I 1649 blev Lungholm opgjort til 60 tdr. hartkorn hovedgårdsjord og med 48 fæstegårde, en vejrmølle, et vænge og 16 huse under sig, mens det underliggende gods i 1688 - efter gården ved arv i 1684 var blevet udskilt definitivt fra Krenkerup - fordelte sig på 55 gårde fra Vejleby i vest til Sjælstofte i øst. Ved skiftet efter Margretha Rodsteen (1664-1711) i 1711 - der sammen med sin ægtefælle Flemming greve Holck (1659-1701) som de første ejere boede på Lungholm - blev bøndergodset opgjort til 42 gårde, to ødegårde, en vejrmølle samt 31 huse fordelt indenfor den to mils grænse, der kræves for at fastholde skattefrie hovedgårdsmarker efter de nye hovedgårdsbestemmelser i 1682.

 

I 1723 blev Lungholm erhvervet af Christian Ditlev greve Reventlow (1671-1738) som i 1729 indlemmede gården i det nyoprettede grevskab Christiansborg - fra 1741 omdøbt til Christianssæde. Lungholm blev igen udlagt til forpagtergård - i 1776 beskrevet af præsten P. Rhode som en gård bestående af"… 3 i hinanden byggede grundmurede Fløie, som holdes i god stand, men haven kan ikke passere uden som en Kaalhave. Hele Bygningen omgives af Grave og indesluttes rundtomkring af større og mindre Skove". Karakteristisk for 1700-tallets lollandske hovedgårde var der på Lungholm indrettet et mejeri, der af præsten blev betegnet som et"… godt Hollænderi, som indbringer aarlig over 100 daler…". I april 1784 blev Lungholm udskilt fra grevskabet og solgt til ejeren af Højbygård Poul Abraham baron Lehn (1732-1804) for 38.700 rigsdaler.

 

Til trods for, at Poul Abraham Lehn ad åre skulle satte markante spor på Lungholms omkringliggende landskab, lagde han stilfærdigt ud efter overtagelsen. Forpagter Christen OIsen, som under C.D.F. Reventlow (1748-1827) i 1782 var kommet til fra Gjedsergård, fik fornyet sin forpagtningskontrakt i 1788 men en række mindre ændringer - bl.a. blev jorden fra en nedlagt gård i Hyldtofte lagt under Lungholm - og den store forskel, at forpagtningsafgiften blev sat op fra 1.000 rigsdaler til 2.200 rigsdaler årligt. Med undtagelse af nogle få rum i forpagterboligen og"… den Hauge som ligger sønder for sidstnævnte Hauge samt, den derved liggende liden gaardsplads og de 4 Frugttræer som staar inden for grøften [der] forbeholdes herskabet…"blev gården overladt til forpagteren, der samtidig fik råderet over de tilknyttede hovbønders arbejdskraft. Gårdens hovbønder havde pligt til at vedligeholde hegn og gærder rundt om gårdens hovedgårdsjorder under tilsyn af ladefogeden, der formentlig også holdt opsyn med bønderne, der endnu - som det fremgår af forpagtningskontrakten i 1782 - skulle køre årets høst til udskibning i Nysted, Kragevig eller Rødby.

 

Med baron Lehn kom landboreformerne for alvor til Lungholm. Tirsdag d. 14. juli 1796 blev der afholdt hoverikommissionsmøde på gården med henblik på udarbejdelse af en hoveriforening mellem baron Lehn og Lungholms 48"hovninger". I mellem de mange paragraffer og bestemmelser fremgår det tydeligt, at baron Lehn havde iværksat en betydelig omlægning af driften på Lungholm. Af hensyn til"… Beqvemmelighed ved Hoveriets Forrettelse…"havde han ladet udføre en mindre omlægning af jorderne under Højbygård og Lungholm, hvorved 14 tdr. hartkorn fra Lungholm blev lagt til Højbygård. Foruden en omlægning af jorderne havde han også indledt en driftsomlægning fra den hidtidige praksis med firemarksdrift til over en periode på ni år at få udlagt syv marker, der alle blev indhegnet med jordvolde og grøfter og på hvilke fæstebønderne nu havde pligt til at vedligeholde de levende hegn. Høstens udskibning foregik ikke længere fra Rødby, men derimod fra Nysted, Bandholm, Kragevig og ikke mindst fra baron Lehns egen havn ved Oreby Ladested.

 

Lungholm blev under baron Lehns ejerskab i stigende grad knyttet sammen med Højbygård, der blev administrationscentrum fra hans sydlige besiddelser. Højbygård dominerede de efterfølgende to årtier ikke blot Lungholm som administrationscenter, men også gennem sin størrelse - 166 tdr. hartkorn med 106 hoveripligtige fæstegårde under - og via sin beliggenhed centralt mellem Rødby og Maribo. Samhørigheden med Højbygård blev yderligere understreget året før Poul Abraham Lehns død, da de to gårde sammen med Råhavegård d. 1. juli 1803 blev ophøjet til stamhuset Sønderkarle - efter traditionen benævnt således fordi Poul Abraham Lehn, som residerede på Guldborgland, benævnte sine sydlige fæstebønder for de søndre karle - for Cathrine Elisabeth Lehn (1772-1802) og ægtefællen F.J.C. von Bertouchs (1764-1831) efterkommere uden dog"… at forandre Gaardenes Navne Høibygaard og Lungholm…".Stamhusbestemmelserne medførte umiddelbart ikke de store ændringer på Lungholm, idet stamhuset ved baronens død i 1804 gik i arv til den mindreårige Poul Godske von Bertouch (1796-1831), der først i 1821, to året efter stamhuset var blevet ophøjet til baroni og slægtsnavnet ændret til Bertouch-Lehn, aktivt engagerede sig i sine besiddelser.

 

Samtidig valgte Poul Godske Bertouch-Lehn at bosætte sig på Lungholm, hvorved gården blev ophøjet til hovedsæde for baroniet. Lungholms nye status medførte en del mindre byggerier, ligesom halvdelen af den tidligere forpagterbolig i østfløjen nu blev reserveret herskabet. De øvrige værelser, tillige med havestuen i midtfløjen, blev endnu overladt til forpagteren. Dette fremgår af udbudsmaterialet forud for auktionen i august 1820, hvor forpagtningen blev auktioneret bort til højstbydende. I forpagtningskontrakten i 1840 fremgår det, at herskabets pladsbehov var steget, idet"Den hele øster Fløi af Waaningshuset…" nu alene blev forbeholdt "… til Beboelse af Baroniets Besidder…"mens forpagteren måtte tage til takke med de gamle økonomirum i"… den vester Fløi af Waaningshuset […] til brug for sig og familien".

 

Frem til bortforpagtningen i 1852 fik forpagteren sammen med driften overdraget to huse på Hyldtofte Fæland, hvori det var ham tilladt at holde to familier, der kunne benyttes til at vogte forpagterens kvæg på øerne Hyllekrog og Brunddragene - der ligeledes blev overladt til forpagteren. Med i forpagtnings-kontrakterne fulgte nøje tilrettelagte driftsplaner for Lungholms syv marker, mens driften på de resterende eng- og markområder som vel som i skovene blev holdt uden for forpagtningen. Til trods for at skovdriften fra begyndelsen af 1800-tallet oplevede en generel opkvalificering på de lollandske hovedgårde, og der allerede i folketællingen i 1787 nævnes en skovrider og en skovfoged på Lungholm, var driften af de nærved liggende skove endnu i 1809 delvist overladt til fæstebønder som Hans Sørensen i Hyldtofte, der jævnfør fæstebrevet for gård nr. 8 skulle føre tilsyn med en skovpart mod at få tilladelse til at hugge i underskovens elle-, hessel- og tornbeplantning. Fæstebønderne var stadig den primære arbejdskraft på Lungholm. Først ved bortforpagtningen i 1852 fremgår det, at gården ikke længere blev drevet med hoveri. Forpagteren fik nu overdraget"… alene til afbenyttelse tvende familiehuse til tjenesteshuse…"hvilke han samtidig fik vedligeholdelsesansvaret for.

 

Tidspunktet for afskaffelse af hoveriet skal finde sin årsag i den tilladelse, som Johan Julian Sophus Ernst baron Bertouch-Lehn (1826-1905) året før d. 8.juli 1851 af Frederik VII modtog til at afhænde"… de til baroniet hørende Gaarde og Huse samt 3 Møller…".I perioden 1853-61 overgik 82 af baroniets 133 fæstegårde til fri ejendom og efter at baronen kunne inddrage"… den 1/10 Deel hvorover jeg ifølge Lov af 18. februar 1861 § 2 erholder Dispensationsret naar det øvrige er solgt"blev yderligere 43 gårde i 1860'erne afhændet til arvefæste. Fæstegodset medførte således ikke blot en udvidelse af baroniets jorder, men også en tilføring af kapital, der bl.a. blev omsat i opførslen af en ny hovedbygning på hovedsædet Lungholm. Den nye statelige hovedbygning, den samtidige anlæggelse af en ny park samt opførslen af en ny forvalterbolig vest for hovedsædet i 1853 cementerede tydeligt, at Lungholm nu både var bolig for baronen og centrum for baroniets administration. Højbygård fungerede fra da af alene som forpagtergård. Det herskabelige løft på Lungholm kastede ikke blot en opkvalificering af bygningsmassen og omgivelserne af sig, men lod sig også aflæse i voksende udgifter til bl.a. jagtvæsnet, hvor baron Bertouch-Lehn gik foran i bl.a. fasanopdrættet på Lolland, ligesom Studehave Skov i 1869 indrettedes til dyrehave.

 

I hverdagen på Lungholm kunne baronens standsmæssige livsførelse aflæses i en stigende adskillelse af herskabets liv fra forpagterens hverdag til trods for de boede hver deres fløj af hovedbygningen. Allerede i 1840 præciseres det i forpagtningskontrakten, at porten i den store lade ud mod landevejen, gennembrudt omkring 1800, ikke måtte benyttes af forpagter og hovbønder i høsttiden. Løsgående svin måtte forpagteren heller ikke længere holde i borggården foran hovedbygningen, hvor baronen også frabad sig opstilling af brænde. Ønsket om at adskille forpagterens hverdag fra herskabets liv fremgår også af forpagtningskontrakten fra 1852, hvori forpagteren"… til Brug og Beboelse i Forpagtningsaarene [fik stillet] samtlige nye Bygninger som er opførte til Forpagtergaarden og som saaledes særskilt er fraskilt den herskabelige Gaard…"til rådighed, indtil baronen"… saa hurtigt det er ham muligt [fik opført en ny] Bygning til Waaninghuus for forpagteren". Hensigten noteredes også i de efterfølgende forpagtningskontrakter, uden byggeriet fandt sted. Først ved avlsgårdens brand og efterfølgende flytning i 1922 blev der opført en ny forpagterbolig på afstand af hovedbygningen, der definitivt adskilte forpagterens bolig fra herskabets hjem.

 

Den økonomiske gevinst afledt at fæstegårdssalget og fremgangen i periodens landbrug medførte, at baroniet fra midten af 1800-tallet indledte en opkvalificering af de underliggende avlsgårde med flere nybyggerier - bl.a. på Højbygård - ligesom forpagtergården Saxfjedgård i 1865 blev oprettet ved sammenlægning af en række mindre lodder langs kysten. Efter stormfloden i 1872 stod det klart, at kystlinjen mod syd måtte sikres med nye og forbedrede diger. Baroniet indledte samtidig en undersøgelse af mulighederne for indvending af nyt land i området. På den baggrund igangsættes et større landindvendingsprojekt, der skulle skabe et nyt stort dyrkningsområde. Tanken kan ikke have været helt ny, for allerede i 1852 fik forpagteren ikke længere stillet Hyllekrog og Brundengene til rådighed, idet
"… Herskabet forbeholder sig [området] for at tage under en Kulturforbedring". Indvendingseventyret mod syd skulle vise sig at blive en økonomisk stor belastning for baroniet, der i 1878 blev sat under administration.

 

Som driftsenhed under baroniet blev hverdagen på Lungholm kun i mindre grad påvirket at inddæmningsarbejdet mod syd og den medfølgende økonomiske belastning. Driften på gården var endnu i høj grad præget af den store omlægning og driftsplaner, som var blevet indført tidligere i århundredet. På de syv marker blev der i 1840'erne dyrket afgrøder som havre, vintersæd, byg og kløver, ligesom der årligt blev udlagt en mark til blandingsdrift med ærter, vikke og kartofler. I 1880'erne skete der ændringer i afgrøderne, da en mark blev udlagt med"Bælgsæd, Blandsæd og Roer"og først i 1890'erne blev en hel mark alene tilsået med roer. Hermed var sukkereventyret indledt på Lungholm, hvor driften i 1891 for en foreløbig 13 års periode blev bortforpagtet til De Danske Sukkerfabrikker, som i en årrække havde drevet Højbygård og sukkerfabrikken i Holeby. I årtierne efter blev roebanen til sukkerfabrikken anlagt nord og vest for gården samtidig med, at polakkasernen mellem Tågerup og Lungholm blev rejst.

 

I 1905 gik Johan Julius Sophus Ernst Bertouch-Lehn bort efter at have besiddet baroniet i mere end 50 år og sønnen Poul Abraham baron Bertouch-Lehn (1855-1928) kunne tage over. Efter en større udbygning og renovering af Lungholm samme år kunne han i 1906 flytte ind. Sideløbende fandt en udvidelse af godsets funktionærhuse sted, ligesom en ny tidssvarende herskabsstald blev opført. Der opretholdtes forsat en herskabelig tilværelse på baroniet, der i 1925 blev afløst tre år efter, at avlsgården på Lungholm pga. brand var blevet nyopført efter arkitekt Axel Jørgensens tegninger på afstand af hovedbygningen.