Akserne

Gsmmelt kort over Pederstrup

 

Det stærkeste vidnesbyrd om Peder von Brandts barokke iscenesættelse af sit nyombyggede Pederstrup spores i Bøgeskoven vest for hovedbygningen og i den snorlige dæmning over de våde enge. Hovedbygningens symmetri blev i aksen igennem skoven på den anden side af søen understreget, og sammen med de lange kig bidrog den til at fæstne anlægget i landskabet. Søens tilstedeværelse kamuflerede formentlig allerede ved anlæggelsen det forhold, at aksen ikke løber vinkelret på hovedbygningen.

 

Aksen mod øst går i dag ligeledes skævt ind på hovedbygningen i den nuværende park. Dette beror dog ikke på en fejl, men på det forhold, at aksen oprindeligt sigtede på avlsgårdens portlænge, der, som traditionen i 1600-tallets avlsbyggeri foreskrev, var placeret ved siden af den store tærskelade. På Originalkortet fra 1807 er begge akser tilplantet med allétræer - den østlige dog kun frem til skovbrynet ved Lille Ellemose Fredskov - og som det fremgår i Pontoppidans Den danske Atlas, så var det kendetegnende for vejene til Pederstrup, at de var "...omgiven med Alleer og mange Herligheder." Ingen af de to akser i landskabet har formentlig været benyttet som primære ankomstveje. Søen hindrede brugen af den vestlige akse, mens den østlige løb ud i uanseelige småveje i Bønnet efter at have passeret herregårdens smedje.

 

Pederstrups barokke iscenesættelse fastholdtes endnu i 1820'erne til trods for, at herregårdens bygningsmasse havde gennemgået en fornyelse, der havde givet den en langt mere uensartet karakter. Aksen igennem skoven havde ved C.D.F. greve Reventlows optimering af skovdriften i 1790'erne fået tillagt en funktion som transportvej for skovens tømmer. Den omkringliggende Bøgeskov - hvis forreste partier mod søen under Peder von Brandt bl.a. var udlagt til græsning for gårdens heste - blev inddelt i rektangulære afdelinger adskilt af tre meter brede huggede linjer. Ad vejen kunne tømmeret - som det beskrives i 1806 - transporteres ud, ligesom aksen blev benyttet som strukturel rettesnor for hugningen og behandlingen af de adskilte afdelinger.

 

Barokkens akser omkring herregården mistede igennem 1800-tallet mistede deres statusgivende værdi. Således er de ikke markeret på landskabsarkitekt F.J.C. Jürgens plan for omlægning af parken i 1872. Aksen mod øst fik ved avlsgårdens flytning i 1868-69 en driftmæssig funktion, idet forbindelsesvejen mellem herskabet i hovedbygningen og produktionsanlægget i avlsgården blev udlagt i aksen.

 

I dag er sammenhængen mellem hovedbygningen i parken og de to barokke akser i landskabet udvisket. Mod øst spærres forbindelsen af parkens omkringløbende hæk, mens aksen på den anden side af søen forstyrres af senere tilkomne træer og kratbeplantning.