De våde enge

Engene bag avlsgården

 

På Peder von Brandts kort over Pederstrup fra 1690'erne fremgår det tydeligt, hvorfor gården blev anlagt netop her på en smal tange i det lave vandfyldte terræn mellem søen og de våde enge. Kun fra nord og syd var det fra naturens side muligt at komme til herregården, der via en dæmning over den Store og Lille Eng omkring 1690 også blev tilgængelig fra øst.

 

De våde enge vidner sammen med søen om Pederstrups middelalderlige historie som lensmandsbolig for kongen repræsentant i området og fra 1576 hjemsted for familien Venstermand. I et svært fremkommeligt terræn var statens interesser i sikkerhed på Pederstrup, der formentlig yderligere var omgivet af voldgrave. Igennem århundreder opretholdtes de våde enge ved Pederstrup - i 1690'erne endnu indtegnet med blågrønt, der indikerer moselignende forhold. I takt med landhævningen, som allerede i 1833 blev beskrevet som mærkbar for området, blev engene formentlig i stigende grad udlagt til sommergræsning for herregårdens store kvæghold, der i 1776 blev opgjort til 100 hollænderikøer.

 

Til trods for C.D.F. greve Reventlows store arbejde for optimering af landbrugslandet - bl.a. ved afgravning af "...alt skadelig vand..." for at forvandle "...de sure enge og moser..." til "...fede hårdbundsenge…" - vedblev engarealet foran Pederstrup at eksistere. Udlagt som en del af den æstetiske landskabszone, der sammen med de solitære træer og gamle gravhøje omgav Pederstrup. Engområdet vedblev igennem 1800-tallet at være udlagt til eng og græsningsareal. Fra midten af århundredet formentlig udelukkende for herskabets heste, der i 1872 rykkede ind i det nye ridehuskompleks, som yderligere bidrog til den landskabelige iscenesættelse omkring herregården.

 

I 1978 blev engområdet mellem hovedbygningen og avlsgården underlagt en frivillig fredning sammen med de tilstødende marker, der sikrer, at området opretholder sin store landskabelige værdi.