Historien bag

Gulnet tegning af Søllestedgård

 

Søllestedgårds historie daterer sig tilbage til 1400-tallet, hvor den tidligst kendte ejer Anders Graa i 1466 skrev sig til gården. Sporene efter den første Søllestedgård er yderst begrænsede og kan kun aflæses i gårdens navn og tætte forbindelse til den nærved liggende landsby.

 

Søllestedgårds herregårdsjorder, som siden Originalkortets udarbejdelse i 1807 har ligget fast, er formentlig senest i 1500-tallet blev udskilt fra landsbyens fællesjorder. Gårdens centrale placering midt på de dyrkede marker samt den tætte forbindelse til skoven er formentlig udtryk for, at gården på et tidspunkt er flyttet ud på markerne af hensyn til produktionen.

 

Foruden den tætte forbindelse til Søllested og skovens nære tilstedeværelse er de første bevarede spor i landskabet omkring Søllestedgård voldgraven om hovedbygningen samt vejforløbet fra Vesterborg til Søllested tæt op ad gården. Fra Søllested fungerede vejen som hovvej for fæstebønderne i Skovlænge og Søllested. Mellem 1584 og 1592 satte den daværende ejer Inger Oxe en ny hovedbygning på Søllestedgård, der i kraft af sine to stokværk, tårn og grave må have manifesteret herregården på lang afstand i det relativt flade landskab. Byggeaktiviteten på Søllestedgård vidner om de gode tider for herregårdene i slutningen af 1500-tallet, hvor adelen sad tungt på magten og tjente gode penge på den stigende efterspørgsel på landbrugsprodukter. Opgangsperioden lader sig også aflæse i gårdens herskabelige iscenesættelse i Søllested Kirke, som endnu hørte ind under Søllestedgård.

 

Af Christian V's store matrikel fra 1688 fremgår det, at Søllestedgård på dette tidspunkt ejede 19 fæstegårde, der lå spredt i et stræk fra Østre Karleby i vest til Nørreballe i øst. Til trods for at fæstegodset havde et tydeligt præg af strøgods - kun i Søllesteds ejerlav var Søllestedgård eneejer - så lå de 19 gårde i en radius inden for de påkrævede to mil, som i 1682 sattes som krav for opnåelse af skattefrihed på herregårdens egne marker. Opfyldte Søllestedgård afstandskravet, kneb det dog med størrelsen på fæstegodset. Med 152 tdr. hartkorn opfyldte herregården langt fra minimumbetingelsen på 200 tdr. hartkorn. Alligevel tyder det ikke på, at Søllestedgård ved nymatrikuleringen i 1688 mistede sin status som privilegeret herregård.

 

Fra omkring 1700 spores de første tegn på en ændring i Søllestedgårds orientering i landskabet. I 1709 gled patronatsretten til Søllested Kirke herregården af hænde, og ved salget til Christian Felthuusen i 1729 indledtes en omskiftelig tilværelse med jævnlige handler og ejerskifter. Gårdens tilstedeværelse i Søllested reduceredes i perioden til fordel for en orientering mod øst, symbolsk illustreret ved anlæggelsen af den snorlige akse ud fra hovedbygningen efter 1757, da familien Knuth gjorde deres ankomst på gården.

 

Søllestedgård blev via familien Knuths ejerskab knyttet til baroniet Christiansdal som alloginalgods og fungerede frem til 1784 som forpagtergård. I 1776 pristes gården som "…det smukke herresæde [med] store Avlsgaard, som er omgiven med gode Grave…". Gårdens areal udgjorde på dette tidspunkt 340 tdr. hartkorn inklusive fæstegods, som samlet dyrkedes som en klassisk 1700-tals lollandsk herregård med fokus på kornproduktion. I avlsgården fandtes en besætning på 60 stykker malkekvæg. Ved baroniets overdragelse i 1784 til Adam Christopher baron Knuth blev Søllestedgård igen sæde for ejeren, der tilførte herregården og landskabet enevældens kulturelle normer og iscenesættelse. Hovedbygningen undergik en ombygning i en enkel nyklassicistisk stil, og det tyder på, at hele anlægget, muligvis med inspiration fra Frederiksdal eller fruens barndomshjem Bregentved, samtidig blev drejet 180 grader. Den herskabelige ankomstvej blev flyttet til den rekreative haveside, udlagt i forlængelsen af haveaksens snorlige midterakse, hvorom gårdens nyopførte arbejderhuse placeredes, og ad hvilken de østlige hovbønder gik til herregården, når de skulle yde deres fastsatte hoveri.

 

Som alloginalgods til baroniet Christiansdal spores dele af landboreformernes ændringer tidligt på Søllestedgård. Allerede i 1773 foreligger der et hoverireglement på gården, der fastsatte de 38 fæstebønders hoveribyrde. Det var dog først efter ophøjelsen til sæde for baroniets ejer efter 1784, at landboreformernes store transformering af landskabet rigtig fandt sted. Den unge baron Knuth påbegyndte fæstegodsets arrondering, udskiftning og udflytning samtidig med, at vejnettet blev udrettet. Forskellen mellem de store sammenhængende herregårdsmarker og fæstegårdenes mindre indhegnede jordlodder blev ved udskiftningen mere udtalt og bidrog yderligere til at markere herregården i landskabet. Udskiftningen af godset medførte også en begyndende tilplantning af skel og hegn med popler, som endnu kendetegner en del af Søllestedgårds markskel. Herregårdens skove blev desuden tydeligt defineret ved indfredning gennem anlæggelse af hegn og grøfter.

 

Ved herregårdens overdragelse i 1805 til proprietær Bølle blev dens fæstegods opgjort til 34 gårde og 62 huse. Salget indvarslede en ny epoke i Søllestedgårds betydning for landskabet, der var afledt af periodens svære tider i landbruget og en ny ejerslægt, der var præget af en landbrugsfaglig tilgang til driften. De lystbetonede og herskabelige elementer i landskabet som f.eks. dyrehaven blev nedprioriteret, ligesom en del af personalet flyttedes ud på herregårdens fæstegårde. Fokus lå i de svære år i 1820'erne på en driftsmæssig optimering af herregårdsmarkerne, og det var i foranstaltninger som sikring af markerne gennem tilplantning af skel, der blev investeret tid og midler. I løbet af 1840'erne kom der igen fremgang i landbruget, på Søllestedgård bl.a. foranlediget ved bortsalg af fæstegodset, der sammen med forbedringer af markdriften gav et økonomisk og kulturelt overskud til at engagere sig i lokalområdet og landskabet på ny. Dette skete bl.a. i form af nybyggerier af familiehuse til det stigende antal tjenestefolk, der afløste hovbønderne i marken og på avlsgården. Parallelt med igangsættelsen af nybyggeriet oprettedes i skoven et teglværk, som forsynede herregården med både byggematerialer til fornyelsen af gårdens bygningsmasse og til de drænrør, som nu blev nedlagt på markerne og engene, hvorfor en del af gårdens popler måtte skoves.

 

Avlsgårdens fysiske åbning mod Søllested i 1830, da den store lade væltede, blev et symbolsk varsel for en ny kontakt mellem Søllestedgård og landsbyen. I takt med at der var kommet økonomisk overskud på herregården - fysisk markeret ved den nye hovedbygning med det høje tårn, ståltrådsporten i haven og de lystbetonede tiltag i dyrehaven - knyttedes forbindelsen til byen igen. Socialt i form af deltagelse i sogneforstanderskabet, amtsrådet, via oprettelsen af et landøkonomisk selskab og gennem midler til områdets fattigforsorg. Fysisk bl.a. via donationer og engagement i folkehøjskolens etablering i 1867 og i alderdomshjemmets oprettelse i 1910. Medvirkende til den fornyede forbindelse til landsbyen var uden tvivl jernbanens anlæggelse i 1874, der medførte en opblomstring af den lille landsby. Som mellemstation i varetransporten til og fra Søllestedgård samt med skinner til sukkerfabrikken i Nakskov blev Søllested et centralt holdepunkt i Søllestedgårds opgangsperiode, og stedet hvorfra en del af gårdens tjenestefolk blev hentet.

 

Som herregård i lokalområdet manifesterede Søllestedgård sig ikke kontinuerligt i det omkringliggende landskab. Gennem historien orienterede gården sig mod forskellige områder, og først ved familien Jørgensens overtagelse i 1810 kom der en sammenhængende udvikling, der på ny åbnede Søllestedgård mod Søllested.

 

Kendetegnende er det desuden, at Søllestedgård ikke som de store majorater under 1800-tallets økonomiske fremgang satte et ensartet arkitektonisk og visuelt aftryk i sit opland, men derimod via en løbende tilpasning og udbygning prægede området.