Sophie Frederikke Louise Charlotte grevinde Reventlow

Grevinde _reventlow _1

Udsnit af Jens Juels billede

 

Jens Juels smukke pastel af Sophie Frederikke Louise Charlotte grevinde Reventlow fra begyndelsen af 1780'erne gengiver grevinden med ungdommens sarte teint. Hun er på tegningen iført en klædedragt, der omkring 1780 var anset for absolut moderne. Med håret skødesløst sat op og iklædt en løs kjole med dyb udskæring holdt sammen af et blåt silkeskærf, fortæller pastellen, at grevinde Reventlow i sin fremtoning dyrkede periodens sværmerier for det naturlige og ægte.

 

I 1774 ægtede Sophie Frederikke Louise Charlotte von Beulwitz den et år yngre Christian Ditlev Frederik greve Reventlow i Tirsted Kirke på Lolland. Til trods for at hun både var fattig og af sin nye svigerinde, Louise grevinde Stolberg, blevet beskrevet som ikke egentlig køn, viser Jens Juels pastel, at hun som ung havde et yndefuldt ydre, som absolut ikke var uattraktivt. Da pastellen blev udført i begyndelsen af 1780'erne havde grevinde Reventlow allerede født seks af parrets 12 børn, hvoraf ni nåede voksenalderen.

 

Jens Juels fine pastel fortæller på smukkeste vis om det sene 1700-tals romantiske livsførelse hos overklassen i hovedstaden og rundt på de danske herregårde. I 1813 skulle denne livsform også komme til fuld udfoldelse på Pederstrup, da grevinde Reventlow med ægtemand og børn flyttede fast ind på herregården. I 1822 - samme år som ombygningen af hovedbygningen stod færdig - gik grevinde Reventlow bort 75 år gammel.

 

Grevinde _reventlow _2

Jens Juel; Portræt af grevinde Reventlow
Usigneret pastel på papir 30x24 cm
Inventar nr. MLF550