Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Indlæg fra arbejdsseminar d. 25. -26. september:

Vordingborgs fødsel. Vendere venner eller fjender? 
af Dorthe Wille Jørgensen


På sydkysten af Sjælland ligger en af Danmarks store turistattraktioner, Gåsetårnet, der i middelalderen stod som forsvarstårn i en mægtig borg.
Gåsetårnet og de murrester, der omgiver det, stammer fra Valdemar Atterdags tid, slutningen af 1300-tallet.
Valdemar Atterdags borg er imidlertid den sidste udbygning af et borganlæg, der har haft en yderst central betydning for den danske kongemagt gennem hele middelalderen. Stedet ligger optimalt i forhold til Østersøen, der dannede forbindelsen mellem store dele af Norden og det store Europæiske marked. Hele den nordlige kyst var dansk, og kunne man også beherske den sydlige kyst, havde man fuld kontrol med den intensive handel mellem nord og syd. Den voldsomme interesse fra dansk side i egnene langs den sydlige Østersø-kyst skal ses i dette lys, og historien viser da også, hvordan der middelalderen igennem gøres store anstrengelser for at bemægtige sig overherredømmet her. Det er ikke tilfældigt, at den danske konge Knud d. 6 - efter i 1185 at have besejret den pommerske fyrste Bugislaw og tvunget de mecklenburgske fyrster Noklot og Borwin til at aflægge lensed til ham - til sin kongetitel føjede "de Venders" en titel, de danske konger har båret siden. 
At de danske interesser i de vendiske områder hverken skyldes voldsom trang til at kristne en hedensk befolkning eller et behov for mere land ses af, at der aldrig foregår en egentlig kolonisation. Herredømmet er, selv i de perioder, det er effektivt, udelukkende af administrativ art. Det er ikke landet men vandet, man er interesseret i.

Borgen i Vordingborg blev anlagt af kong Valdemar d Store kort efter hans magtovertagelse i 1157. Normalt kædes den sammen med en række andre borge langs Østersøkysten, der tolkes som et sammenhængende forsvarsnet, etableret som reaktion mod de mange vendiske angreb disse egne var udsat for under de danske kronstridigheder ved 1100-tallets midte. 
Spørgsmålet er imidlertid, om der er tale om et forsvarsnet. Den væsentligste kilde til historierne om vendernes voldsomme angreb på danske kyster i 1100-tallets begyndelse er Saxo. Hans krønike er skrevet som en hyldest til den danske ærkebiskop Absalon og hans kristning af venderne. Derfor kunne Saxos beskrivelse af vendernes farlighed godt være farvet af bogens hovedformål: at legitimere de danske togter. 
I virkeligheden findes der kun få beskrivelser af større vendiske angreb i perioden. Den vendiske trussel synes snarest at have haft karakter af spredte piratangreb. Ser man nærmere på de historiske forhold, kan det undre, at venderfaren skulle have været så massiv, som Saxo beskriver. For det første var venderne på dette tidspunkt stærkt trængt fra både tysk og dansk side, de var splittede i deres alliancer til forskellig side - for det andet var der flere positive kontakter, således var Valdemar d Stores far, Knud Lavard i en periode knes over Obodritterne. Endelig er det svært at forestille sig, hvordan et trængt og splittet folk kunne udgøre nogen reel trussel, selv mod det borgerkrigshærgede Danmark.


De borge, der blev anlagt langs de danske sydvendte kyster i anden halvdel af 1100-tallet er alle af meget begrænsede dimensioner. De centrale borgpladsers areal er mindre end 1000 m2. Så små borge synes ikke velegnede til at beskytte større befolkningsgrupper mod hærgende vendere. 

Borgene er opført af kongen selv eller høvedsmænd, der stod kongen nær, og det synes som om, at de dels skal ses som en magtdemonstration overfor venderne. Dels kan de have fungeret som opsamlingssteder for forskellige flådeenheder inden flåden stod ud mod de vendiske kyster. Imidlertid synes flere af borgenes lokalisering snarest at skulle begrundes med en funktion som kontrolpunkter ved gennemsejlingfarvandene mellem Østersø og de nordlige markeder: Altså en art toldsteder.

Enkelte af borgenes er placeret, så de falder udenfor toldteorien, blandt dem Vordingborg. Den kan bedst forklares som flådebase. At den har fungeret som sådan, ved vi fra Saxo, der flere steder nævner, at flåden samles ved Vordingborg. Desværre er det begrænset, hvad der findes af skriftlige dokumenter fra borgens første år, men fra begyndelsen af 1200-tallet begynder dokumenterne at flyde mere rigeligt. De viser at Valdemar Sejr og de efterfølgende konger særdeles hyppigt opholder sig på Vordingborg, hvilket kun kan forklares med kongernes voldsomme interesser i Østersøområdet.


En funktion som flådebase kan synes ulogisk, når man tager borgens ringe størrelse i betragtning. For at forstå dette, må man se på den datidige militære organisation. 

Historikeren Niels Lund har i sin disputats "Lid, leding og Landeværn", fra 1996 godtgjort, at ledingssystemet udelukkende var en forsvarsmæssig foranstaltning, der fra omkring 1170 skulle sikre, at der konstant lå en dansk flåde som beskyttelse af de danske kyster. Ved angrebskrig benyttedes det gamle vikingesamfunds militære system. Efter det samledes landets stormænd - eventuelt på kogens bud - og i fællesskab blev togtet planlagt. Systemet indebar, at det var den enkelte høvding, der var ansvarlig for udrustning og proviant til egne mænd, og for Vordingborgs vedkommende må vi nok forestille os, at flådens skibe samledes omkring den aftalte tid i vigen nedenfor borgen, og at mandskaberne opslog teltlejr enten på Oringehalvøen overfor eller på markerne øst for borgen i ventetiden. Her bør indskydes, at vi endnu ikke har fysiske spor efter eventuelle teltlejre - men vi har heller ikke ledt.

Krønikeskriveren Saxos beskrivelse af kong Valdemar d Stores død på Vordingborg i 1182 er et fint billede på ovennævnte organisationsform - her kort genfortalt: Kongen føler sig sløj og overgiver derfor ledelsen af et hastigt planlagt togt mod Swinemünde til ærkebiskop Absalon og sønnen Knud. De jyske skibe er utilfredse med, at det ikke er kongen selv, der står for togtet. De mener heller ikke, de har proviant nok (antageligt har de måttet ligge og vente nogen tid på at kongen skulle få det bedre) og truer derfor med at tage hjem. Absalon og Knud erkender, at de ikke har nogen mulighed for at tvinge jyderne med, hvorfor de opgiver at drage afsted. 
Knud, Absalon, Absalons bror, Esbern og hans fætter, Sune sejler derefter til Vordingborg for at underrette den syge konge om det mislykkede felttog. Da Valdemar fra sin sygeseng, gennem det åbne vindue ser de returnerende skibe, øgedes både hans sygdom og græmmelse, og han dør den følgende nat.

Dette militære system forudsætter altså, at de enkelte deltagere selv medbringer alle fornødenheder og kongens borg har derfor kun skullet fungere som standsmæssigt, velbeskyttet opholdssted for ham selv og hans personlige følge. Derfor har der ikke været behov for store, omfangsrige borge.


Men hvad fortæller borgen selv om baggrunden for dens grundlæggelse, dens brug og forbindelser til de slaviske områder? Ikke meget - og dog:

Efter de seneste udgravninger på Vordingborg er der begyndt at tegne sig et billede af den ældste borg. 

Borgen ligger ovenfor en stejl kystskrænt ned mod et beskyttet nor. På stedet har der allerede i bikingetiden været en bebyggelse, antageligt en ubefæstet stormandsgård. Af denne er kun dele af gårdens kirkegård samt diffuse udsmidslag lokaliseret. 
Efter Valdemar d. Stores magtovertagelse i 1157 er gården brutalt nedbrudt, og de brændte bygningsrester er blevet indkoorporeret i den jordvold, der danner befæstningen omkring Vordingborgs første egentlige borg. Jordvolden omkranser et anlæg på ca. 30 x 40 m, den har formodentligt været beklædt med træplanker og mægtige skråtstillede, jordgravede stolper må have støttet en træpalisade på voldens top. 
Omkring år 1200 er borgen blevet moderniseret. Ler fra volden er jævnet ud over borgpladsen, således at pladsens niveau blev hævet med op til 2 m. En teglbygget ringmur skulle herefter beskytte stedet, og langs borgens søndre kant opførtes et næsten 30 m langt stenhus, antageligt borgens palatium.
Ser man på de arkæologiske vidnesbyrd i historisk sammenhæng, kan moderniseringen forklares med, at Valdemar Sejr, der blev konge i 1202 i forbindelse med sin fornyede aggression overfor de slaviske områder i begyndelsen af 1200-tallet, de aggressioner, der kulminerede i Estlands indtagelse 1219, har haft behov for en moderne, effektiv base.

Den tanke kunne melde sig, at de bebyggelsesspor, der er ældre end det første borganlæg kunne være vendiske. Dette ikke mindst set i lyset af, at denne bebyggelse brutalt er nedbrændt og destrueret ved borgens anlæggelse.
Det er imidlertid vanskeligt at udskille de tegn, der eventuelt skulle afsløre bebyggelsens etniske tilhør, og destruktionen kan udemærket forklares ud fra rent indenrigspolitiske forhold. 
Ind til andet kan klart påvises er min tolkning derfor, at destruktionen af stormandsgården og anlæggelsen af den første borg i Vordingborg skal ses i lyset af de tronstridigheder, der ligger forud for Valdemar d Stores tronbestigelse i 1157. Da han opnår enekongestatus, overtager han et Sjælland, der hidtil har været behersket af den ene af hans modkandidater til kronen. Valdemar d Store har derfor, for at understrege sin position som den nye enehersker, demonstreret sin magt ved at ødelægge en gård, der har tilhørt en af modkandidatens mænd og straks opført en velbefæstet borg nøjagtigt samme sted. 

Set i lyset af ovenstående synes Vordingborgs anlæggelse hovedsageligt at skyldes indenrigspolitiske hensyn. Borgens beliggenhed behøver ikke at skulle forklares ud fra teorier om hærgende vendere. Ved skæbnens tilskikkelse har borgens beliggenhed vist sig at være særdeles hensigtsmæssig i forhold til de danske kongers politiske interesser i Østersøen. Dette har betinget borgens videre liv. Middelalderen igennem stod borgen i centrum på den danske udenrigspolitiske scene. Dens bebyggelseshistorie kulminerer med Valdemar Atterdags mægtige bygningsværk fra 1360-erne. Derefter starter borgens deroute. Efter Valdemar Atterdags død i 1375 glider Vordingborg langsomt ud af fokus.



Redigeret  17/10/2007