23. maj 2019
Frilandsmuseet

Stemningsbillede fra damptræf på Frilandsmuseet. Foto: Bo Herbst

Nørderi, nostalgi og mølleri

I weekenden d. 15. og 16. juni samles store og små maskiner til to dage, der er totalt henlagt til nørderi, sjove lyde, dimser, skøre opfindelser og fantastisk teknik, når damptræffet 'Fra Damp til Diesel' finder sted på Frilandsmuseet i Maribo. Blandt museets gamle bindingsværkshuse, i kroge og hjørner og på den store eng bag museet udstiller passionerede opfindere, ejere og samlere deres damp- og dieselmaskiner.

 

“Er du til det maritime, kan du komme helt tæt på de mange forskellige små modelbåde, der på skift tager en paradesejltur i det opsatte bassin. Men er du mere til de store både, kan disse opleves på Maribo Søndersø, som i dagens anledning kan nås fra Frilandsmuseets område. Og er man heldig, giver de endda en tur,” fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen, formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster.

 

På det store engområde bag Frilandsmuseet bliver der for alvor fyret op under kedlerne. Det er nemlig her, de store maskiner, veteranbiler, traktorer og motorcykler, gamle brandbiler, forskellige motorer og meget andet kan opleves.

 

“Denne dag er det udstillerne, deres viden og ekspertise, der er i centrum. Her er det ikke os som museum, der er omdrejningspunktet, vi danner bare rammen om arrangementet. Det er de fantastiske udstillere og deres helt unikke maskiner, der skaber arrangementet. Og de vil gerne fortælle, så vær ikke bange for at tage en snak med dem - det kan være, du er så heldig at få en tur på en tonstung dampmaskine,” fortæller formidlingsinspektøren.

 

“Der er i år gamle kendinge, men man kan også opleve nyheder, som I forhåbentlig vil nyde lige så meget som os,” fortæller Anne-Lotte Sjørup Mathiesen og kommer med en afsluttende bemærkning: “I år prøver vi faktisk noget nyt med hensyn til billetter. Her kan man købe sin billet på Billetto, og de første 100, der køber en billet får en gratis gave med, som kan hentes i butikken, hvor der i år er indgang. Så det er bare med at komme til tasterne og få fat i en af de eksklusive billetter.”

 

Da det er maskinerne, der er i centrum denne weekend, beder vi alle gæster være opmærksomme, når de bevæger sig rundt på området, da maskinerne ikke bare er til pynt – de kører rundt. Derfor er der også fare for sodnedfald, så stå ikke lige ved siden af dampmaskinerne, når de starter op, og sørg for ikke at gå ind foran maskinerne.

 

Der er mulighed for at købe mad og drikke samt kaffe og kage, men man er også velkommen til at pakke madkurven og nyde sin medbragte mad.

 

Om søndagen er det national mølledag, som man naturligvis også kan få glæde af i damptræfweekenden. Her er der mulighed for at besøge den gamle stubmølle, og er vind og vejr til det, kører vi naturligvis med møllen. Denne dag tilbyder vi en særlig rabat for CulturePoint-medlemmer, som ved fremvisning af gyldig CulturePoint voucher kan få 50% rabat på entréen. Se, hvordan du bliver medlem og får gavn af tilbuddet på www.culturepoint.dk.  

 

Hvor: Frilandsmuseet, Meinckesvej 5, 4930 Maribo
Hvornår: Damptræffet finder sted 15. og 16. juni kl. 10-16. Mølledagen finder sted 16. juni.
Pris: Voksne én dag 90 kr., voksne to dage 150 kr. Børn 0-3 år gratis, 4 år til og med 17 år 25 kr., 2 dage 35 kr.