Damppløjning med lokomobil

Pløjemobilet fra Højbygård

Pløjemobilet fra Højbygård

 

I 1872 bragte Lollands-Posten følgende beskrivelse:

 

,,Maribo. Den 22de octbr. Beboerne af Byens vestlige Udkant havde i Gaar Middags det overraskende Syn at se to Locomotiver komme dampede paa Landevejen mod byen, fra Bandholm Siden. Det viste sig ved Ankomsten at være Dampplove, som Roesukkerfabriken ''Lolland'' for længere Tid siden havde bestilt i England. ''

 

Det ene af disse dampløjningslokomobiler findes i dag på Frilandsmuseet i Maribo. Lokomobilet er produceret hos John Fowler and. Co. i Leeds og er et 14 hestekræfters (nhp), enkeltcylinder lokomobil. Lokomobilet var del af et sæt, hvor to selvkørende lokomobiler kører i hver sin side af marken og trækker ploven frem og tilbage i mellem sig (se nedenstående tegning). Under hver lokomobil er en vinde, hvorpå der er oprullet et kabel. Kablet fører ploven i den ene eller anden retning, alt efter hvilken vinde der er tilkoblet. Systemet er udviklet af John Fowler i perioden 1854-64.

 

Damppløjning omkring 1910

Damppløjningslokomobilet omkring 1910

 

Damppløjning med John Fowlers dobbelt lokomobil system

Damppløjning med John Fowlers dobbelte lokomobilsystem. © C. & P. Design. Ldt.

 

Lokomobilet var Lollands tredje dampdyrkningsapparat, indkøbt af sukkerroedyrkningspioneren Erhard Frederiksen. I 1872 grundlagde han sammen med sin bror Johan Ditlev Danmarks første sukkerfabrik med navnet 'Lolland' i Holeby. Brødrene turde ikke løbe an på tilstrækkelige roeleverancer fra de omkringboende landmænd. Derfor forpagtede brødrene de to lollandske gårde Højbygård og Nøbbøllegård i nær tilknytning til fabrikken og anlagde store roemarker. Fowler lokomobilerne var hver især i brug mellem 500 og 1000 timer om året på de to gårde.

 

I 1929 var lokomobilet udtjent og blev overdraget til museet. Lokomobilets tvilling var allerede i 1925 udtjent, og det blev derfor kasseret og skrottet.

 

Læs mere om sukkerfabrikken 'Lolland'

 

Lollands tidlige forsøg på mekanisering af landbruget

Idéen om at udnytte dampkraften i landbruget opstod i England, og allerede i slutningen af 1700-tallet begyndte man at eksperimentere. Disse eksperimenter udmundede mod slutningen af 1800-tallet i dampploven, der, internationalt set, var et af de tidligste forsøg på mekanisering af landbruget. I Danmark var Lolland det eneste sted, hvor man forsøgte sig med denne nye metode. Dampløjning og grubning - en metode, der, i modsætning til dybdeploven, ikke vender den underliggende lerjord op i muldjorden - var en effektiv og arbejdsbesparende måde at bearbejde Lollands stive og tunge lerjord på forud for bl.a. roedyrkning. Dampkraft som trækkraft slog dog aldrig igennem. Brødrene Frederiksen, der i 1872 havde startet sukkerfabrikken 'Lolland', var de eneste, der fik det til at fungere, og det helt ind i 1900-tallet.

 

For at det kunne betale sig at bruge damppløjning i landbruget, krævedes tre ting. For det første krævede det store markstykker med ensartede afgrøder. I slutningen af 1800-tallet var de fleste landbrug for små og blandede til, at det kunne svare sig. For det andet krævede dampløjningen en lille, men specialisteret arbejdskraft. At være fyrbøder på et lokomobil krævede viden om maskiner såvel som landbrug. I slutningen af 1800-tallet var arbejdsstyrken i landbruget stadig stor og uuddannet.  For det tredje var der diverse tekniske problemer. Hos brødrene Frederiksen blev de løst, fordi det kunne betale sig, men for mindre landbrug var det blot yderligere en grund til at fravælge mekaniseringen.    

 

Alt dette var medvirkende til, at dampploven ikke fik praktisk betydning i det danske landbrug. Tiden var ganske enkelt endnu ikke moden. Da behovet for mekanisk trækkraft meldte sig i løbet af 1900-tallets første halvdel, var dampkraften forældet - slået ud af forbrændingsmotoren.