Lollands Væveforening og Museum Lolland-Falster indgår samarbejde

Billedserie fra opsætning af væven til alkoveforhæng

 

Rundt om i Frilandsmuseets huse er der forskellige typer af tekstiler, der er med til at gøre husene beboelige. Her er betrukne dyner, gardiner i vinduerne og forhæng for alkoverne, men det er ikke lige sådan at finde tekstiler, der passer til 1800-tallets landbosamfund.

 

Derfor blev bogen Tekstilprøver fra danske arkiver og museer 1750-1975 af Ingeborg Cock-Clausen nærstuderet, og der blev enighed om et mønster, der havde sin oprindelse i Mariboområdet. Men det mest spændende var, at netop et stykke af det tekstil indgik i Museum Lolland-Falsters egen samling. Det gav mulighed for nøje analyser, der resulterede i en væveopskrift. Analyserne blev foretaget af to eksperter på området, Anne Svendsen og Nina Blankholm fra Lollands Væveforening.

 

For at få det bedste resultat blev der fremstillet små tekstilprøver med mønsteret, så der var sikkerhed for, hvorvidt der blev anvendt det rigtige garn, den rette trådtæthed, den rigtige trådtykkelse og de korrekte farver. Efter et par forsøg, hvor især farven voldte problemer, var den korrekte farve valgt, og det store arbejde kunne påbegyndes.

 

Det originale forhæng er fremstillet af tyndt, entrådet hør. Væven er sat op med 8 skafter og 8 tramper i et kippermønster. Farverne er hvid og blå, og hensigten er at væve 2x6 meter af det smukke, stjerneformede mønster. Entrådet hør er sart, indtil det er vævet, hvorfor der under vævningen bliver brugt en spreder for at sikre den rette bredde. Så slides kanttrådene ikke så meget. Når stoffet er færdigt skal det bruges til sengeforhæng til en af alkoverne i Falstergården, da mønsteret passer lige ind i den periode, hvor gården har været i brug – fra slutningen af 1700-tallet og frem til begyndelsen af 1900-tallet.

 

Vævearbejdet foretages af Anne Svendsen og Nina Blankholm fra Lollands Væveforening, og der er mulighed for at følge det spændende arbejde på museets hjemmeside, hvor vi løbende vil vise billeder og fortælle om fremstillingen af tekstilet.