Familien Nilsson

Mathilda Magnusdotter

Mathilda Magnusdotter

 

Den svenske emigrant Mathilda Johansson Magnusdotter var 25 år, da hun 10. maj 1885 blev gift med landsmanden Sven Nilsson i Godsted kirke. Efter brylluppet flyttede parret ind i 'Havehuset' i Godsted. Huset var tjenestebolig for ansatte på Ulriksdals Gods, hvor Sven var forkarl. Allerede 30. juni samme år fødte hun parrets første barn, en lille pige, der fik navnet Emma Christine efter Mathildas storesøster. Emma Christine blev aldrig kaldt andet end Christine.  

 

Siden kom Ida Marie til i 1888, Carl Ernst i 1890 og i 1895 tvillingerne Karen og Niels, som dog døde allerede dagen efter fødslen. Sidst kom lille Niels Martin til i 1896. Niels Martin, der aldrig blev kaldt andet end Martin, var opkaldt efter sin farfar - Nils Carlsson - hjemme i Blekinge. Familietraditionen siger, at Martin var så lille, da han blev født, at han kunne ligge i en cigarkasse.

 

Ved Martins fødsel opstod komplikationer, og blot én uge efter fødslen - den 3. april 1896 - døde Mathilda. Den 10. april blev Martin døbt og Mathilda begravet i Godsted Kirke. Mathilda blev 36 år. Mens børnedødeligheden var faldende mod slutningen af 1800-tallet, var fødsler stadig forbundet med stor risiko for moderen.

 

Sven stod nu alene med fire børn i alderen 0-10 år. Den ulykkelige situation var ikke ukendt for Sven. Da Sven var 14 år, døde hans egen mor, 35 år gammel. Hun efterlod Svens far alene med fem børn i alderen 2-14 år.

 

Kort efter Mathildas død lod Sven deres datter Christine emigrere til Amerika i følgeskab med sine svenske slægtninge. Skønt Christine led af hjemve, blev hun i USA. Her giftede hun sig senere med Gus Lang, som var elektriker og brandmand i New York. Parret fik tre børn. Emma Christine Lang døde i 1966 i Springfield Garden, New York.

 

Efter Mathildas død flyttede tjenestepigen Dorthea Kristine Jensdatter, kaldet Dorthe, ind i Godstedhuset for at hjælpe til. En efterårsmorgen i 1902 fandt den nu seksårige Martin Dorthe død i sengen. Erindringen om, hvordan han på sine små ben løb efter hjælp på Ulriksdal fulgte ham resten af livet. Martin var gode venner med den jævnaldrende Egon Thye, som var yngste søn af forpagteren på Ulriksdal. Martin forblev hele livet nært knyttet til familien Thye, der bl.a. sørgede for, at han senere fik ansættelse inden for jernbanevæsenet.  

 

Kort efter Dorthes død i 1902, døde også Svens datter Ida Marie, blot 14 år gammel.

 

Sven var nu alene med de to sønner Carl Ernst og Martin. Der gik dog ikke længe, inden Sven igen giftede sig med Elise Cathrine Hansen fra Godsted. Elise var enke efter den 8 år yngre svenske arbejdsmand Peter August Magnusson. Med sig ind i ægteskabet havde hun sine to sønner, Johan Arvid Theodor og Jens Marius Petersen, der var jævnaldrende med Svens drenge.

 

I 1914 stoppede Sven som forkarl på Ulriksdal, og familien flyttede fra 'Havehuset' i Godsted til Nysted Mark, hvor Sven købte en gård og blev landmand.

 

Nils Martin Nilsson som soldat, 1916

Niels Martin Nilsson som soldat, 1916

 

Godstedhuset
Svenske emigranter
Udforsk familiens stamtræ