Landboreformernes betydning for Rasmus Stang

Landboreformer

Kort over Nr. Ørslev fra 1809, efter udskiftningen. ©Geodatastyrelsen.

 

Rasmus Stang levede i en tid præget af store forandringer. Oplysningstidens nye idealer med fokus på frihed, videnskab og fremdrift blomstrede frem og kom til at præge den førte politik. I Frankrig kulminerede de nye tanker med revolutionen i 1789. Også i Danmark blæste forandringens vinde. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet gennemførtes en række omsiggribende reformer, der af eftertiden er blevet døbt Landboreformerne. Det var et omfattende lovgivningsarbejde, der medførte omlægninger af landbruget samt store retlige, økonomiske og sociale ændringer i landbosamfundet. Formålet var at fremme produktiviteten og forbedre bondens vilkår. Én af hovedmændene bag reformerne var den lollandske godsejer, statsminister C.D.F. greve Reventlow.

 

Fire af landboreformernes mærkesager fik betydning for Rasmus Stangs liv.

 

Retten til at flytte frit - Stavnsbåndets ophør

Den første af landboreformernes ændringer, der påvirkede Rasmus' liv, var stavnsbåndets ophævelse i 1788. Fra 1788 til 1800 udfasedes stavnsbåndet gradvist.

 

Det betød, at Rasmus efter år 1800 frit kunne flytte ud af det godsområde, hvori han var født, uden først at søge tilladelse fra herremanden. Tidligere havde han og andre mænd i alderen 4-40 år været bundet til det gods, hvor de var hjemmehørende, dvs. født. Rasmus benyttede dog ikke den nye frihed til at flytte fra Vestensborg. Han blev boende på sin fæstegård i Nørre Ørslev med sin første kone Margrethe og parrets første barn Niels.

 

De strejkende bønder - Hoveripligten

Den anden af landboreformernes vedtagelser, der fik betydning for Rasmus, var reguleringen af hoveripligten.

 

Hoveri var det tvungne arbejde, som fæstebønderne udførte på godset. Sammen med det årlige landgilde udgjorde hoveriet lejeafgiften for fæstegården. Hoveriet var normalt opdelt i et antal gangdage - hvor Rasmus skulle stille med en karl til arbejde i marken - og et antal spangdage, hvor han skulle stille med en hest. Hoveriarbejdet var modsat landgildet ikke fastsat i fæstekontrakten - godsejeren kunne selv regulere antallet af dage op og ned efter behov, hvilket fik mange bønder til at føle sig misbrugte. I slutningen af 1700-tallet medførte tvister mellem godsejer og fæstebønder om hoveriets udstrækning til strejker.

 

Lørdag den 4. september 1790 blev det også for meget for bønderne i Nørre Ørslev. For syvende dag i træk var de indkaldt til at arbejde på Vestensborg. Men nu havde de fået nok og udeblev fra arbejdet! Godsejerne svarede igen med bøder. Bønderne nægtede at betale. Rasmus var fanget i et dilemma. På den ene side kunne han i kraft af sin stilling som sognefoged, det offentliges repræsentant, ikke billige de ulovlige lydighedsnægtelser mod godsejeren. På den anden side var Rasmus selv bonde og dermed også underlagt godsejerens uretfærdige behandling. Hvad Rasmus gjorde vides ikke.

 

Der blev indledt forhandlinger mellem bønderne og godsejeren, men uden resultat. Enden på sagen blev, at kronen i august 1791 købte Vestensborg gods for selv at gennemføre reformerne. Den 1. maj 1792 afløstes hoveriet på Vestensborg af en pengeafgift. På landsplan blev hoveriet ikke afskaffet, men i 1799 blev det fastsat, så godsejeren ikke længere selv kunne bestemme omfanget af arbejdet.

 

Farvel til naboen - Udskiftningen

Den næste af landboreformerens ændringer, der fik betydning for Rasmus' liv, var udskiftningen og udflytningen.

 

Målet med de to tiltag var at effektivisere landbruget ved at ophæve landsbyernes jordfællesskab. Tidligere lå gårdene samlet i landsbyen omgivet af marker, hvor de enkelte gårdes agre var fordelt ud over alle landsbyens marker, så hver bonde i hver mark havde en smal strimmel at dyrke. Dette system sikrede en retfærdig fordeling af god og dårlig jord, ligesom dyrkningen af jorden skete i fællesskab. I takt med en voksende efterspørgsel på landbrugsprodukter blev de toneangivende godsejere i løbet af 1700-tallet opmærksomme på, at dette dyrkningssystem var både omfattende og ineffektivt. Kimen til udskiftningen og udflytningen var dermed lagt.

 

Falstergårdens amputerede gavl, efter udflytningen af tvillingegården. Foto: Roberto Fortuna.

Falstergårdens amputerede gavl, er det eneste spor efter tvillingegården. Foto: Roberto Fortuna.  

 

Ved udskiftningen i Nørre Ørslev blev landsbyens jorder opmålt og kortlagt for at blive fordelt på ny. Landsbyen blev nu opdelt i 17 gårde og 17 huslodder. To af landsbyens tidligere gårde måtte nedlægges. Da målet var, at gårdene skulle ligge centralt for deres nye jorder, måtte otte af landbyens gårde udflyttes til deres nye jorder uden for landsbyen. Rasmus' gård, der var den ene halvdel af en tidligere tvillingegård, blev liggende i landsbyen, mens den anden halvdel blev nedlagt, og udlængerne blev revet ned.  Stuelængen på den tidligere tvillinggård, der var bygget sammen med Falstergården, fik lov at blive stående, så længe ejeren, Troelsen, og hans kone levede. Efter deres død forfaldt stuelængen for til sidst delvist at styrte sammen. I dag står den vestlige længes sydlige gavl på Falstergården som et helet ar, der vidner om det enorme indgreb, udskiftningen var både i landsbyen og den enkelte bondes liv. Det tætte sociale og driftsmæssige fællesskab, man i generationer havde haft, blev nu opløst. Udskiftningen gav bønderne muligheden for at effektivisere driften, men de stod alene med dette ansvar. Navne som 'Tårebæk', 'Frihedsprøve' og 'Tvisten' vidner om, at familierne på de udflyttede gårde fra Nørre Ørslev ikke alle var glade for forandringen. Udskiftningen af Nørre Ørslev strakte sig fra 1791-94.

 

Foden under eget bord - Fra fæste til selveje

Den sidste af landboreformernes ændringer, der fik betydning for Rasmus' liv, var overgangen fra fæste til selveje.

 

At være fæstebonde betød, at bonden lejede en gård med tilhørende jorder af godset til gengæld for en årlig betaling, det såkaldte landgilde, samt hoveriarbejde. Fæste var i modsætning til leje ikke tidsbegrænset. Et fæste var livsvarigt.

 

20. februar 1807 underskrev Rasmus Stang sit ejendomsskøde. Han oplevede dermed at overgå fra at være fæstebonde under Vestenborg gods til at være selvejende bonde med foden under eget bord. Rasmus døde i april 1807 og nåede derfor blot at være selvejer i knap to måneder.