07. oktober 2019
Museum Lolland-Falster

Foto: Jakob Nyborg Andreassen

Åben udgravning i efterårsferien

Kom helt tæt på museets igangværende udgravning øst for Rødbyhavn, når Museum Lolland-Falster og Femern a/s inviterer til åben udgravning 16. oktober fra kl. 13-16. Få en rundvisning i en arkæologisk udgravning, prøv vores tunnelhoppeborg og hør om danmarkshistoriens største tunnelprojekt.

 

Netop nu er museets arkæologer i gang med at udgrave en boplads fra bronzealderen med masser af spændende fund, der fortæller om livet og hverdagen for omkring 3000 år siden. ”Udgravningen er en del af et større sammenhængende område, hvor bronzealdermenneskene har efterladt sig en masse spor,” fortæller Bjørnar Måge, museumsinspektør og projektleder på Museum Lolland-Falster, og fortsætter: ”Vi har tidligere fundet spor efter bronzestøbning, og det er noget, vi også håber at finde på denne udgravning.” Ud over spor efter huse og madlavning, har arkæologerne afdækket en række store affaldsgruber, som er fyldt med bronzealder-skrald – og det er guld værd for arkæologerne! ”Det er affaldet, der fortæller allermest om de mennesker, der boede her – det er her, vi kommer tættest på dem: deres måltider, deres håndværk, deres kasserede redskaber.”

 

I efterårsferien kan du selv komme helt tæt på bronzealderens mennesker, når Bjørnar Måge viser rundt i udgravningen og fortæller om de spændende fund, de har gjort. Rundvisningerne foregår kl. 13.15, kl. 14.00 og kl. 15.00.

 

Ud over rundvisningerne er der en miniudstilling med nogle af de fine fund fra de arkæologiske udgravninger ved Rødbyhavn, du kan selv prøve at gøre et spændende fund i vores mobile udgravning, få taget en stenalderselfie – og selvfølgelig kan du høre om danmarkshistoriens største tunnelprojekt.

 

Femern a/s serverer gratis kaffe, te og kakao. Entréen er gratis.

 

Hvor: Strandholmgård, Strandholmsvej 17, 4970 Rødby
Pris: gratis
Hvornår: 16. oktober kl. 13-16