KLIMATUR - klimaforandring og kulturhistorie

Museum Lolland-Falster byder her velkommen om bord på tidsmaskinen, der vil tage dig med på en rejse tilbage i historien. På tidsrejsen vil du besøge steder, og perioder, der på den ene eller anden måde har indeholdt klimaforandringer.

 

Museet har udvalgt seks historiske perioder, der viser, at mennesker i over 15.000 år har været påvirket af forskellige klimaforandringer, der på forskellige måder har påvirket dem og deres levevilkår.

 

Rejsen tager sin begyndelse ved afslutnngen på den sidste istid ca. 15.000 f.Kr., hvor vi møder et goldt og ubarmhjertigt område, der mange tusind år senere bliver til Danmark. Rejsen fortsætter op gennem historien, hvor forholdet mellem land og vand for alvor sætter områdets befolkning på prøve. På rejsen er der også fokus på hvordan vikingetidens og middelalderens mennesker havde det og hvilke klimaforandringer der påvirkede dem og deres tid.

 

Rejsen tager dig også med på tur til Nakskov i 1600-tallet, hvor en meget kold periode - den lille istid - fik fatale konsekvenser for byen og dens befolkning samt til slutningen af 1800-tallet, hvor en voldsom storm påvirkede store dele af både Lolland og Falster.

 

Overordnet giver rejsen indblik i hvordan mennesket gennem historien har tilpasset sig naturens til tider store forandringer, og om hvordan forandringerne har påvirket dem og ikke mindst deres levevilkår. Afslutningsvis er der derfor også en del om, hvordan de store forandringer mellem land og hav medførte, at vandvejen blev den naturlige transportvej - fra stenalderens simple stammebåde til vikingetidens imponerende sejlskibe.

 

Så tag med på en rejse tilbage i tiden og hør hvordan klimaet har påvirket mennesket gennem historien, og hvad det har gjort for at tilpasse sig forholdene. God rejse!