23. juli 2019
Reventlow Museet

Der bliver dækket op med lækkerier til brunchen og mulighed for efterfølgende at besøge museet. Foto Ingrid Riis

Til bords med fortidens herregårdsfruer

Historiker og museumsinspektør Louise Sebro inviterer denne søndag indenfor til en oplevelse med godt til både krop og sjæl. “Vi har i samarbejde med Susanne Bruun sammensat en lækker brunchtallerken, som serveres i Reventlow-Museets café, som er indrettet i herregårdens gamle vaskehus,” fortæller Louise Sebro, museumsinspektør ved Museum Lolland-Falster og fortsætter: “Mens man nyder lækkerierne, vil jeg fortælle om livet i kvindernes stuer i en tid, hvor pudderparykker og silkestoffer var på mode, samt en tid, hvor kvinder læste franske filosoffer og fulgte med i politik.”

 

Denne dag er der også mulighed for at komme helt tæt på 1700-tallets dragter, når skrædder Michael Nøhr viser nogle af sine historiske kreationer.  Michael Nøhr er bl.a. uddannet skrædder fra Det kongelige Teater og har arbejdet med kostumer til Cirkusrevyen.

 

Efter brunchen er det muligt at se museets udstilling Stilleben på bordet – en moderne fortælling om herregårde. Ved køb af brunchbillet med entré er der 50% rabat på entrébilletten til museet.

 

Billetter til arrangementet kan købes via Billetto.

 

Hvornår: 18. august 2019 kl. 11-12.30
Pris: 175 kr. uden entré til museet / 200 kr. inkl. entré til museet
Hvor: Reventlow-Museet Pederstrup, Pederstrupvej 124, 4943 Torrig L