Historien bag

Frederiksdal udspringer af landsbyhovedgården Grimsted, som
nævnes første gang i 1305. Gården lå oprindeligt tættere ved
Langelandsbæltet. Frem til 1552 var Grimsted i fælleseje med
nabogodset Asserstrup, og gården var at betegne som en underordnet
besiddelse. I 1635 flyttede den daværende ejer Christoffer Steensen
Grimsted til det nuværende Frederiksdals placering, og opførte en
ny trelænget hovedbygning i bindingsværk. Christoffer Steensen tog
bolig på stedet og begyndte at arrondere herregårdens besiddelser.
Ved den nye matrikel fra 1688 ejede Grimsted hele Højsmarke,
strøgods i både Harpelunde og Tårs samt to enkelte gårde i
Sandby.
Efter i en længere periode at have været handlet blev Grimsted i
1750'erne ved familien Knuths overtagelse omdøbt til Frederiksdal
og føjet til baroniet Christiansdal som alloginalgods. Baroniet var
oprettet i 1743 af Ide Margrethe grevinde Knuth for den næstældste
søn Christian Frederik baron Knuth. Valget af navnet Frederiksdal
blev, foruden at understrege tilhørsforholdet til den nye ejer og
baroniet, formentlig også valgt med henblik på at give
associationer til den enevældige kongemagt. Idet baroniet ved
oprettelsen ikke opfyldte kravet til jordtilliggendets størrelse på
1.000 tdr. hartkorn, må grevinden have fået dispensation for
afvigelse fra dette standardkrav, hvilket det efterfølgende køb af
herregårde også bekræfter. Ingen af de efterfølgende herregårde,
hun og sønnen erhvervede, blev underlagt baroniet men blot
tilknyttet som tillægsgods. I 1757 købtes Søllestedgård, Asserstrup
i 1763 og i samme periode - usikkert hvornår - Nakskov
Ladegård.
Fra baroniets oprettelse og frem til salget af Frederiksdal i
1784 var gården sæde for baronen. Frederiksdal kan derfor
sammenlignes med periodens lystbetonede herregård i rokokoens
glansperiode på overgangen til klassicismen rejst alene ud fra en
tanke om et rekreativt landsted. I 1750'erne påbegyndtes opførelsen
af den nuværende hovedbygning efter tegninger af arkitekt Georg
Diderich Tschierscke som erstatning for den tidligere
bindingsværksbygning. Hovedbygningens tunge udformning og aksefaste
placering i landskabet har rod i barokkens iscenesættelse, mens
rokokoens fokus på rekreativ livsførelse lader sig aflæse i den
tætte forbindelse mellem hovedbygning og have. Den manglende
forbindelse til avlsgården - der ikke fornyedes - understreger
yderligere hovedbygningens status som landsted, idet denne bevidst
blev placeret i en selvstændig aksial struktur med forbindelse til
den stramt komponerede barokhave og det omkringliggende flade
landskab. Kun ankomstvejens bratte afslutning og snørklede forløb
ved den daværende smedje forstyrrede anlæggets aksefaste struktur
og vidner om, at anlægget ikke blev opbygget fra bar mark.
I samspil med hovedbygningen blev det herskabelige liv
yderligere tydeliggjort ved oprettelse af en dyrehave i skoven øst
for haven. I den nuværende have findes desuden stærke indikationer
på, at der ved hovedbygningens vestside var anlagt karpedamme, da
ferskvandsfisk var en yndet spise blandt 1700-tallets elite.
Dyrehaven, karpedammene og hovedbygningens iscenesatte omgivelser
var en del af de herlighedsværdier, som udmærkede Frederiksdal som
baronens sæde, ligesom de udgjorde en del af herregårdens
særrettigheder. Blandt særrettighederne hørte også
udskibningsstedet Korsnakke, hvor baronen havde ret til at udskibe
godsets kornproduktion udenom de nærliggende købstæder. Frem til
salget af Frederiksdal blev færgefarten ved Tårs desuden
administreret fra Frederiksdal, selv om retten til færgefarten
hørte under baroniet.
Der blev ført stort hus på Frederiksdal i midten af 1700-tallet,
men i 1784 var baronen nødt til at overdrage baroniet til sin
ældste søn, der samtidig via en pro forma handel købte
alloginalgodset. Den "afsatte" baron tilbragte efterfølgende en del
år på den nyoprettede gård Nøjsomhed, etableret på et hede- og
skovområde nord for Købelev. Sønnen Adam Christopher baron Knuth
solgte, samme år han købte Frederiksdal, gården sammen med
Asserstrup til Henrik baron Bolten. Køberen valgte dog få år efter
i 1786 at videresælge begge ejendomme for 63.000 rigsdaler til
Simon Andersen Dons og Joachim Barner Paasche, som købte de to
gårde i fællesskab og efterfølgende delte dem mellem sig. Paasche
fik i første omgang Frederiksdal. Med de to købere indvarsledes en
ny epoke i Frederiksdals historie. De to købere var begge tidligere
godsforvaltere og havde en langt mere drifts- og landbrugsfaglig
tilgang til deres køb og virke, end Frederiksdal tidligere ejere
havde udvist.
Som alloginalgods til baroniet Christiansdal spores dele af
landboreformernes ændringer tidligt på Frederiksdal. Allerede i
1773 foreligger der et hoverireglement på gården, der fastsatte de
40 fæstebønders hoveribyrde. Det var dog først, efter at gården var
kommet i Paasches og senere Dons' eje, at der på Frederiksdal kom
skred i landboreformerne, der skulle ændre gårdens virke og status
markant. Mens Paasche havde gården, blev der endnu indført
fæstebreve for såvel hus- som gårdmænd i fæsteprotokollen. Da Dons
i 1797 igen kom til - nu som eneejer - blev der alene indført
husmandssteder i protokollen. De to på hinanden følgende
godsforvaltere må klassificeres som tilhørende kategorien af
godsslagtere, der i slutningen af 1700-tallet gjorde sig gældende
over det ganske land, idet de tjente gode penge på periodens
konjunkturfremgang med stigende priser på landbrugsjorden.
Godsslagtere som Paasche og Dons handlede løbende med gods i
perioden, finansieret gennem opbrydninger af klassiske 1700-tals
herregårde ved udparcelleringer og frasalg - en udvikling, der
lagde sig i forlængelse af periodens reformarbejde, og som også
enevælden støttede op omkring. Mens Paasche finansierede sit
efterfølgende godskøb gennem delvis frasalg af Frederiksdals
fæstegårde, så videreførte Dons arbejdet med fornyet intensitet fra
1797 ved afhændelse af det resterende fæstegods, frasalg af gårdens
patronatsret til Købelev Kirke i 1801 og udskillelse af Stensgård,
som i 1803 blev opgjort til lidt over 17 tdr. privilegeret
hartkorn, fra Frederiksdals jorde.
Ikke kun hvad angår fraslaget af Frederiksdals fæstegårde og
patronatsret spores landboreformerne på gården. Ved Dons'
overtagelse fik fæstehusmændene - der nu udgjorde gårdens primære
arbejdskraft - klart definerede rammer for deres hoveri på gården,
som de skulle passe ved siden af et mindre jordlod. Husmændene
ernærede sig i stigende grad igennem 1800-tallet gennem deres virke
på gården, hvilket bl.a. også ses i den tilladelse, som den
daværende ejer Carl Burchard i 1838 fik på formindskelse af 28
husmandssteders jordtilliggende - svarende til 80 tdr. land - som
blev lagt direkte under herregården. Fra da af var det udelukkende
gennem deres arbejde på avlsgården, husmændene blev brødfødet.
Kendetegnende for udviklingen på Frederiksdal igennem 1800-tallet
var et fokus på en driftmæssig optimering af gården. Gården blev
løbende handlet, og ejerne besad en landbrugsfaglig tilgang til
besiddelsen. 1700-tallets fokusering på iscenesættelse og
herskabspræg var trådt i baggrunden, og først i 1890 - da Daniel
Frederic le Maire overtog gården - oplevede Frederiksdal på ny en
blomstringsperiode med stigende fokus på det herskabelige, bedst
illustreret ved havens omlægning og tilbygningen på hovedbygning
fra 1914, tegnet af arkitekt H.C. Glahn. Perioden kendes også som
herregårdens "indian summer", hvor gode tider i landbruget gjorde
det muligt at genopfinde tidligere tiders herskabelige
livsførelse.
I 1957 solgte arvingerne Frederiksdal til familien Krabbe.
Dermed fik herregården igen adelige ejere, der igennem det 20.
århundrede fokuserede på at gøre gården til en rentabel
virksomhed.