Dyrehaven

Sammen med anlæggelsen af den lange akse ud fra haven udgør dyrehaven nord for herregården de vigtigste træk i Søllestedgårds herregårdslandskab fra det 18. århundrede. Samtidig vidner dyrehavens udviklingshistorie om den transformering, som herregårdslandskabet gennemgik i 1800-tallet, hvor en romantisk landskabsbetragtning begyndte at gøre sig gældende i takt med, at grænserne mellem have og landskab delvist udviskedes.

1700-tallets begejstring for anlæggelse af dyrehaver skal ses som udtryk for ønsket om at markere herskabets jagtprivilegier. Desuden blev dyrehaverne oprettet ud fra ønsket om vildtkød på bordet. Især i 1700-tallet, hvor kvægbestandene i længere perioder var præget af sygdom, blev der anlagt dyrehaver på mange herregårde. En stabil og sikker levering af vildtkød har formentlig være den primære årsag til anlæggelsen af dyrehaven ved Søllestedgård, der var så relativt lille, at den formentlig ikke dannede rammen om store jagter. De udsatte dådyr var i den type anlæg ofte meget tamme og kunne desuden kun opnå en lille vægt grundet havens begrænsede størrelse. Dyrehaverne var indgrøftet og, jævnfør Originalkortet fra 1807, indhegnet med risgærder. Mod syd var anlagt et vandingshul. Haven blev formentlig holdt under opsyn af gårdens skytte - i 1787 af Andreas Bruun bosiddende i det lille arbejderhus i aksen ud fra haven.

Fra et statusgivende indslag i landskabet undergik dyrehaven på Søllestedgård som på mange andre herregårde i de første årtier af 1800-tallet en ændring, der tilførte anlægget en udpræget lystkarakter. Det nyttige og behagelige blev i højere grad forenet i dyrehaven, hvor spadseregange anlagdes, og et havetempel, som præsenterede sig smukt fra landevejen, der gik tæt forbi dyrehaven, rejstes.

I 1827 fandtes der 20-30 dyr i dyrehaven, som pga. gårdens svære økonomiske situation oplevede en tilbagegang. I årtierne efter blev dyrehaven formentlig lagt ind under gårdens almindelige skovdrift. Arbejderhuset nord for skoven kom til dette år, mens Dyrehavehuset i sin nuværende skikkelse stod færdigt i 1897. Trods en tilbagegang i dyrehavens lystprægede og romantiske karakter må skoven have opretholdt en særstatus på gården. I overensstemmelse med traditionen fra andre af områdets herregårde valgte familien Jørgensen omkring århundredeskiftet at anlægge et familiegravsted i dyrehavens skovbryn.