Skoven

Skoven, der omslutter Søllestedgård øst og nord for gården, har
altid udgjort en vigtig del af herregårdens drift og er formentlig
medvirkende til, at Søllestedgård i første omgang blev udflyttet
fra landsbyen. Søllested Skov er de sidste rester af en tidligere
skovrigdom på egnen. I 1833 var der af områdets tidligere storskove
kun Søllested Skov, en del tørvemoser samt mindre skovhaver til
hegningshugst hos bønderne tilbage.
Skoven udgjorde en central del af Søllestedgårds rigdom. Når
herregårdens ejer Jørgen Brahe i 1550-65 lå i strid med områdets
bønder om rettigheden til over- og underskoven, skyldes det ikke
blot en markering af herregårdens position i området, men også at
skoven udgjorde en stor værdi. Der blev ikke blot tjent penge på
brænde og tømmer, også vildt og skovens rige olden var vigtige
indtjeningsmuligheder. Sidstnævnte især i et område med lav bonitet
og mange husmænd, der måtte betale for at have deres dyr gående på
olden i skoven.
I 1700-tallet udskiltes det mindre nordlige skovparti fra skoven
for at blive udlagt til dyrehave. Den resterende skov og engarealet
vedblev at være græsningsareal for gårdens kvæg, som i 1776 blev
opgjort til 60 styk. Ved fredskovforordningen i 1805 blev skoven
fredet og udlagt til moderne rationel skovdrift. Efter J.
Jørgensens overtagelse i 1810 beskrives skoven som hegningsskov med
enkelte bare pletter, som umiddelbart efter blev tilplantet med
bøg, ligesom der som noget nyt plantedes graner.
Skovens betydning for Søllestedgård lader sig også aflæse i
herregårdens folkehold. I 1801 boede der på herregården en
skovinspektør, der dog i løbet af 1800-tallet erstattedes af en
kombineret skovfoged og skytte samt et par skovløbere, der stod for
Søllestedgårds skovvæsen. Ekspertise og viden om skovdriften
hentedes i 1800-tallet udefra, bl.a. fra Knuthenborgs skovrider. I
1840'erne etableredes et teglværk i en del af skoven over for den
tidligere skyttebolig, ligesom der i en periode i det 20.
århundrede var et savværk vest for Søllestedgård.