Skoven

Skoven, der omslutter Søllestedgård øst og nord for gården, har altid udgjort en vigtig del af herregårdens drift og er formentlig medvirkende til, at Søllestedgård i første omgang blev udflyttet fra landsbyen. Søllested Skov er de sidste rester af en tidligere skovrigdom på egnen. I 1833 var der af områdets tidligere storskove kun Søllested Skov, en del tørvemoser samt mindre skovhaver til hegningshugst hos bønderne tilbage.

Skoven udgjorde en central del af Søllestedgårds rigdom. Når herregårdens ejer Jørgen Brahe i 1550-65 lå i strid med områdets bønder om rettigheden til over- og underskoven, skyldes det ikke blot en markering af herregårdens position i området, men også at skoven udgjorde en stor værdi. Der blev ikke blot tjent penge på brænde og tømmer, også vildt og skovens rige olden var vigtige indtjeningsmuligheder. Sidstnævnte især i et område med lav bonitet og mange husmænd, der måtte betale for at have deres dyr gående på olden i skoven.

I 1700-tallet udskiltes det mindre nordlige skovparti fra skoven for at blive udlagt til dyrehave. Den resterende skov og engarealet vedblev at være græsningsareal for gårdens kvæg, som i 1776 blev opgjort til 60 styk. Ved fredskovforordningen i 1805 blev skoven fredet og udlagt til moderne rationel skovdrift. Efter J. Jørgensens overtagelse i 1810 beskrives skoven som hegningsskov med enkelte bare pletter, som umiddelbart efter blev tilplantet med bøg, ligesom der som noget nyt plantedes graner.

Skovens betydning for Søllestedgård lader sig også aflæse i herregårdens folkehold. I 1801 boede der på herregården en skovinspektør, der dog i løbet af 1800-tallet erstattedes af en kombineret skovfoged og skytte samt et par skovløbere, der stod for Søllestedgårds skovvæsen. Ekspertise og viden om skovdriften hentedes i 1800-tallet udefra, bl.a. fra Knuthenborgs skovrider. I 1840'erne etableredes et teglværk i en del af skoven over for den tidligere skyttebolig, ligesom der i en periode i det 20. århundrede var et savværk vest for Søllestedgård.