Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Venderlexikon oversigt

Dagligliv

Slaverne og danskerne var hovedsaglig husdyravlere, men dyrkede også jorden, fiskede og gik på jagt. Slaverne var kendt for deres hesteopdræt. Begge befolkningsgrupper boede i landsbyer med et par hundrede mennesker i hver. I det slaviske område var blokhuse af træ ret almindelige, mens danskerne fortrinsvist boede i lerklinede bindingsværkshuse .



På en halvø i en sø ved Gross Raden i Mecklenburg-Vorpommern er dele af en slavisk bebyggelse fra 9. og 10. århundrede rekonstrueret i 1980'erne. En del af rekonstruktionerne er forkerte og skal i de kommende år ændres. For eksempel har bindingsværkshusenes tage været tækket med træspån og ikke strå. 

Bindingsværkshuse har i det 9. århundrede været bolig for omkring 200 abodritter, der levede af landbrug med korndyrkning, grise- og kvægavl og fiskeri i søen. I 10. århundrede erstattedes bindingsværkshusene af blokhuse. Til bebyggelsen hørte et voldanlæg og et kultsted til tilbedelse af guderne.

Når årstid og vejr var til det tog beboerne langs Østersøens kyster på fiskeri. Sild blev saltet ned som vinterforråd. Saltet kom i vikingetiden fra det slaviske område syd for det, der i dag er Greiswald. Senere, i tidlig middelader, kom det meste af saltet fra de nordtyske saltforekomster i Lüneborg, hvorfra det via Lübeck kom til markedspladserne omkring Østersøen. Skandinaverne har fisket mere torsk end slaverne, der ganske naturligt har fisket flere ferskvandsfisk i de mellemeuropæiske floder.


Østersøkeramik.

Til venstre: en rekonstruktion af en olielampe fundet ved Musse på Lolland. Lampens fod er hul, så den har kunnet monteres på en stok. Den har fungeret, både indendørs og udendørs, som vore dages olielamper på spyd. Som brændstof har enten været benyttet fedt, olie eller tran.
Til højre: en rekonstruktion af et almindeligt husholdningskar fundet ved Vejleby på Lolland.


Det slaviske og det danske tøj har stort set været ens. Mænd og kvinder gik afhængigt af den økonomiske formåen og status i samfundet gået klædt i en form for bluser, bukser og skørter af hør og uld. De rigeste har desuden haft så eksotiske materialer som silkestoffer med guldtråde eller bjørneskind til rådighed.

Muligvis har der været forskel på hvordan de danske og slaviske kvinder har sat ders hår. De slaviske kvinder har haft nogle svungne hårspænder, der kan have holdt et tørklæde eller bånd på plads.

Slaver

Begrebet slaver kommer af ordet slave, der via det tyske sklave er kommet fra det græske sklabos, der igen benyttedes om krigsfanger der blev solgt som ufri trælle. En stor del af disse krigsfanger kom netop fra de østeruopæiske stammer, der omfattede russere, polakker, tjekker og serbere.

En del af befolkningen på begge sider af Østersøen har på trods af sprogbarrieren kunnet tale sammen når de mødtes på fiskerbankerne eller på handelspladserne. En del har direkte været to-sprogede og det har formodentlig ikke kun været kongefamlien og stormandsslægterne, der har haft familie både nord og syd for Østersøen. Desuden må man formode at de krigsfanger der er blevet solgt som slaver i fjendeland hos henholdsvis danskere og vendere har lært det nye sprog samtidig med at de har bibeholdt deres modersmål. Af en opgørelse over jordbesiddelser på Falster i 1200-tallet fremgår at en eller flere af de større jordbesiddere hedder Gnemer. Det er en fordanskning af det slaviske mandsnavn Gnemovir. Og netop en anden Gnemer Falstring omtales af Saxo omkring 100 år før som en af de personer, der er mellemhandler og tolk mellem danskerne og venderne.

Vendisk kniveskedebeslag.

Den slaviske befolkning har haft deres personlige knive i en læderskede, der blev holdt sammen med beslag af tyndt bronzeblik ofte mønstret med prikker og linier. 

Den danske befolkning har ofte haft smykker og bæltebeslag med slyngmønstre med forskellige stiliserede dyr.



Begravelsesskik
I de hedenske vendiske områder blev de døde gravlagte enten under flad mark eller under lave høje. Mange blev begravet uden gravgaver.

I de hedenske skandinaviske områder blev de døde gravlagte på mange forskellige måder, de kunne blive brændt eller gravlagt i mere eller mindre veludstyrede kister og der kunne rejses en større eller mindre høj over graven. I de mest veludstyrede grave var der ligefrem indrettet et kammer en regulær stue til de døde, eller den døde kunne være gravlagt i en vognfadding eller et regulært vikingeskib.

I de kristne vendiske og skandinaviske områder blev de døde gravlagt uden gravgaver, men kunne dog bære f.eks. fingerringe eller kunne gravlægges med personens værdighedstegn som f.eks. en bisp med sin bispestav. De blev anbragt på ryggen med hovedet i vest, så de ved opstandelsen kunne rejse sig op og skue Herrens komme fra øst. De døde blev begravet i indviet jord som oftest rundt om kirkebygningen.

 


Redigeret  17/10/2007