Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Venderlexikon oversigt

Familiefejder 

Kongen var langt fra enevældig. Stiftelsesdokumenter for klostre og andre dokumenter med angivelse af personnavne viser at en række forskellige stormandsslægter ejede endog store jordbesiddelser over store områder. Hvideslægten kendes f.eks. fra Midt- og Nordsjælland og Bodil-slægten fra Sydsjælland og Falster og Møn. 
Hvideslægten støttede Erik Ejegods efterkommeres krav på tronen. Valdemar den Store blev opfostret af Skjalm Hvides søn Asser Rig sammen med Asser Rigs to sønner: Esbern Snare der grundlagde Kalundborg og Absalon, der endte som ærkebiskop i Lund. 
Bodilslægten donerede store værdier til indstiftelsen af et kloster ved Næstved, Skt. Peders kloster, Skovklosteret det nuværende Herlufsholm. 
To søstre, Margaretha og Kristina fra den indflydelsesrige Stenkilslægt fra Östergötland i Sverige blev storpolitisk gift ind i kongehusene i nabolandene: Magaretha blev som enke efter den norske konge Magnus Barfod gift med Niels den Gamle, der som den sidste af Sven Estridsens sønner blev konge i Danmark. Margaretha blev dermed farmor til Knud Magnussøn. Kristina blev gift med Mistislavich Vladimirovich af Novgorod og mor til Erik Emunes kone Malmfrid og Knud Lavards kone Ingeborg. Dermed var Kristina også mormor til såvel Sven Grathe som til Valdemar den Store. Valdemar, der blev født efter sin fars død, blev opkaldt efter sin russiske morfar og blev den første dansker der blev kaldt Valdemar.

I begyndelsen af 1100-tallet truede Henrik Gottskalksøn den danske sydgrænse fordi hans morbror kong Niels den Gamle ikke ville udbetale arven efter hans mor. Til gengæld togtede Niels med en del af den danske ledingsflåde mod Vagrien, der var en del af Henriks rige. 
Henriks fætter Knud Lavard, Erik Ejegods søn og Svend Estridsens barnebarn blev et par år efter jarl i Slesvig og sloges i en årrække flere gange med Henrik Gottskalk søn indtil der blev indgået fred mellem daner og abodritter. På dette tidspunkt havde ranerne på Rygen i Levtiternes område midlertidigt etableret en lille selvstændig stat. Ranerne tog på togt til Henriks by Alt-Lübeck. Men Henrik gik med en forenet saksisk og abodritisk styrke mod Rygen. Kun en hastig indgriben af Arkonatemplets ypperstepræst, der havde bevaret en vis autoritet selv over de kristne abodritter fik afværget invasionen og Rygen købte sig fred. 
Efter Henrik Gottskalks død blev Knud Lavard Henriks efterfølger som knees over obodritterne under saxisk overherredømme. Inden for det danske områdes grænser var der stridigheder mellem Knud Lavard og kong Niels søn Magnus. Knud Lavard blev myrdet af Magnus Nielssøn ved et baghold i Haraldsted 7. januar 1131. På den baggrund blev Knud Lavard helgenkåret som martyr.

I midten af 1100-tallet var der i mange år regulær borgerkrig i Danmark. Tre fætre, der alle tre var Svend Estridsens oldebørn sloges om magten: Sven Grathe, sønnesøn af Erik Ejegod; Knud sønnesøn af Niels den Gamle og endelig Valdemar den Store, sønnesøn af Erik Ejegod.

Den ældste Danmarkshistorie der sandsynligvis er påbegyndt af en kannik (*) ved Roskilde Domkirke omkring 1138 omtaler borgerkrigsårene fra 1146-1157 efter Erik Lams død således:
(*) en kannik er en person der lever efter en kanon, dvs. efter en kristen rettesnor, betegnelsen bruges om præster ved en katolsk domkirke



Roskildekrøniken
"Efter hans død samledes jyderne og valgte Knud, søn af kong Niels' søn Magnus. Men skåningerne valgte Svend, Erik Emunes søn, og satte ham til konge over sig. Deraf kom en langvarig kamp mellem Svend og Knud, i tolv år. For da Svend besteg tronen, forsvandt freden, oprør opstod, og borgerkrigen kaldte selv fredelige folk til kamp.
I det tiende år samledes alle danske endelig, og idet de forhandlede om fred, valgte de to konger, Knud, som tidligere var valgt af jyderne, og Valdemar, søn af den hellige Knud, hertug og martyr. Fordrevet fra Danamrk flygtede Svend derimod Sachsen, til sin svigerfader hertugen af Sachsen, som han blev hos i næsten tre år, afsat fra tronen. Først i det tredie år fór han hjem til fædrelandet under foregivende af fred.
Da samledes Svend, Knud og Valdemar til møde efter gensidigt at have stillet gidsler, og idet de på forstandige folks råd arbejdede for fred, stræbte de at standse striden i riget. Ved dette forlig finder frænderne da sammen: at hver af dem skulle råde frit over en trediedel af det delte rige. Og forrædierisk forbund og falsk fred blev indgået. For da de samledes i Roskilde, blev Knud og Konstantin, Knuds frænde, skammelig myrdet af Svend, den 9. august, men Valdemar undslap, hårdt såret. Han flygtede til Jylland og bad jyderne om hjælp. Svend, som fulgte efter ham og kæmpede med ham på Grathe hede, bukkede ynkeligt under, sådan som Gud ville det, og han fik det endeligt, som han havde gjort sig fortjent til ved sine rænker. Hans lig blev lagt i jorden i landsbyens kirke.
Derefter blev den berømmelige Valdemar, søn af den hellige Knud hertug og martyr, kong Erik den Godes søn, ophøjet til tronen af alle Danmarks bedste mænd, og salvet til konge og iklædt purpuret og kronet med den største hæder og ærefuldt indsat i kongeværdigheden af ærkebiskop Eskil, i året 1157 efter Herrens kødvordelse. Han styrede ædelt det danske rige i 26 år. "
kilde: s.34-36: Roskildekrøniken. Oversat og kommenteret af Michael H. Gelting. Worminaum 1979.

 


Redigeret  17/10/2007