Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Venderlexikon oversigt

Børn og voksne i liv og død

Børn blev regnet for fuldgyldige medlemmer af slægterne og blev udvekslet til andre slægtsgrupper og klaner med såvel giftermål som opfostring for øje. Ægteskab blev ofte aftalt mens børnene var helt små. Opfostring var ganske almindeligt i hvert fald blandt de stormandsslægter de skriftlige kilder omtaler. Fostbrødre var endog ofte stærkere forbundet end blodsbrødre. Eksempelvis var Valdemar den Store og biskop Absalon fostbrødre.

De skriftlige kilder beretter om trælle som ufri, jordløse undergivne. Et barn af trælle blev selv træl, men også frie mennesker kunne blive trælle gennem gældssætning eller som straf for forbrydelse og endelig var det almindeligt at sælge krigsfanger som trælle eller slaver. I flere tilfælde berettes direkte om togter til andre egne for at indfange mennesker, der derefter kunne sælges på markederne og de skriftlige kilder fortæller at Ansgar købte (?) danske og slaviske drenge til oplæring.

De arkæologiske kilder viser, at der var forskel på de enkelte storfamliers ejendomme i landsbyerne. Som oftest skilte en enkelt gård sig ud og var meget større end de andre. Det er ikke muligt ud fra de arkæologiske kilder at afgøre om det blot var en lokal stormand, der havde den store gård eller om det var en ejendom ejet af for eksempel kongen eller kirken. I middelalderen ved vi fra de skriftlige kilder at Odense bispen f.eks. havde ejendomme i Sørup på Falster og Ålevad på Lolland. 
I de hedenske grave afspejlede gravgaverne den afdødes position i samfundet. Og der kunne være stor forskel på rig og fattig. I de rigeste grave, hvor den døde var gravlagt i et vikingeskib eller hvor der var bygget et stort gravkammer af massivt tømmer fik den døde nærmest udstyr med til en hel kongsgård i det næste liv. I en grav ved Errindlev på Sydlolland havde en vikingekriger fået sværd og hest med sig i en kammergrav. En kammergrav består af et trækammer i en høj eller nedgravet i jorden. Samme fornemme gravtype som Gorm den Gamle og Tyra gravlagdes i i Jelling før deres kristne søn Harald Blåtand flyttede dem ind til en kristen genbegravelse inde i selve kirken. 
Runestenene nævner en lang række titler, der fortrinsvist vedrører den militære og religiøse organisation af samfundet. En gode, en hedensk præst der bl.a. var med til at afgøre stridsspørgmål eller juridiske konflikter. En thegn, dvs. den øverste militære chef. En dreng eller en karl, der begge var betegnelse for krigere eller en skipper, der var bådfører.

I slaviske og danske vikingetids- og tidlig middelalders landsbyer har der antageligt været mellem 6-15 familiemedlemmer og tyende i hvert hushold. Inden for det danske område har der boet under en million mennesker. På Falster boede der i 1200-tallet mellem 5 og 10.000 mennesker, eller mellem 10-20% af den befolkning, der bor der i dag.Den gennemsnitlige levealder var omkring 40 år, for de mennesker der ikke døde i småbørnsalderen, børnedødeligheden var stor.
I et munke- eller nonnekloster boede mindst 12 munke eller nonner under ledelse af en abbed eller abbedisse, desuden kunne der bo en lang række lægbrødre, dvs. Jævne folk, der ikke kunne læse eller skriveDe aflagde løfte om lydighed, omvendelse og stedbundethedDeres vigtigste arbejdsområder var dyrkning af jorden, pasning af husdyr, dambrug samt forskellige håndværk. De blev optaget i munkenes forbøn og begravet i indviet jord.
Undervisning, alderdomsforsorg og sundhedsvæsen blev varetaget af institutioner knyttet til kirker og klostre. Adskillige af de danske gymnasier kaldes derfor stadigt for katedralskoler fordi de er blevet oprettet i tilknytning til katedraler, domkirker eller købstadskirker.

I et bondesamfund er magt naturligt knyttet til jordbesiddelse. Munke- og nonnesamfundene opnåede desuden en form for magt over omgivelserne i kraft af deres viden ikke kun i teologiske spørgsmål, men også i juridiske og medicinske spørgsmål. Ved klostrene oprettedes lægeurtehaver. 

 


1200-tallets urtelære

Den første danske medicinske urtebog blev nedskrevet på latin i 1244 af en kannik ved Roskilde domkirke. Urtebogen indeholdt ikke kun beskrivelser af almindelige vilde krydderurter, men også af krydderurterne fra lægeurtehaverne og eksotiske importerede krydderier, som f.eks. Galangaroden, der indgår som en vigtig del også i vore dages helsemediciner og kosttilskud:

"Galanga er tør og varm og har følgende kvaliteter: Den første er, at holder et menneske, der bliver åreladt, tygget rod af galanga i munden, da tvinger dens kraft det onde blod til at forlade legement, men tilbageholder det gode blod i legemt. Den anden kvalitet er, at spises galanga om morgenen, da fjerner den dårlig ånde fra tænder og mund. Den tredje er, at tygges og nedsvælges galanga med vin, da styrker og varmer den maven. Den fjerde, at hvis man spiser den om morgenen eller lægger den under tungen, da godtager andre mennesker alt, hvad man siger. Den femte er, at hvis man spiser galanga eller smører tygget galanga på tindingerne, da får man ikke hovedpine den dag. Den sjette er, at hvis en mand spiser galanga om morgene eller aftenen, mister han ikke sin kraft under samlejet, sålænge han beholder urten i munden - og kvinderne vil synes godt om hans elskov! Den syvende er, at spiser man galanga om morgene indtaget i varm vin, da mister man ikke sin lød den dag. den ottende, at en kvinder, der har galanga i munden under samlejet, ikke kan blive gravid. Men det skal man ikke fortælle kvinderne"
kilde: Allan A. Lund: Tekster fra middelalder og renæsance, Wormianum, Højbjerg 1982


Pastinak gror vildt langs grøftekanterne i det sydøstlige Danmark. Her blomstrende pastinak i en grøftekant ved Udby nord for Vordingborg

PASTINAK, pistinak, bastenak, more, morrod, barkanne, brakanneurt, Pastinaca sativa. Sandsynligvis indført i Danmark i senmiddelalderen. Henrik Harpestreng: Om man æder meget pastinak får man kvindelyst. Henrik Smid: Kokkene i stegersene kender pastinakker bedre end apotekerne. De er gode som mad til dem der gør svært arbejde. Frøene bruges til lægedom. Simon Paulli: Disse pastinackel-rødder tilskynde ikke i ringe måde til det naturlige værk og gerning, så at de som plage sig selv med faste og andet deslige såsom munke og nonner i klostre, dem er disse rødder slet intet nyttige og gavnlige.
Kilde: http://www.esrum.dk/kloster/klosterhavens_planter.htm

 

 

 

Redigeret  17/10/2007