Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Venderlexikon oversigt

Kristen mission i Østersøområdet

Den vestromerske katolske kirke med hovedsæde i Rom havde i løbet af det første årtusinde missioneret mod nord i det engelske og senere tyske område. Derfor kom der missionærer til norden både vestfra og sydfra. Den østromerske byzantinske kirke med hovedsæde i Konstantinopel missionerede også i det hedenske nord. Vikingerne kaldte Konstantinopel for Miklagård, i dag hedder byen Istanbul og ligger i Tyrkiet. I det skandinaviske og det slaviske område er der spor efter kristen mission fra både øst og vest. På Falster er der fundet et byzantinsk inspireret kors ved Gundslevmaglekors og i Lund i Skåne er der fundet et beslag til en irsk biskopstav fundet i Lund

Den første officielt beskrevne større missionsrejse til Skandinavien blev foretaget i 826. Missionæren var den tyske munk Ansgar fra Korvej-klostret ved Weser-floden. Ansgar fik den danske og svenske konges tilladelse til at rejse kirker i Ribe, Hedeby og Birka. I 834 blev Ansgar ærkebisp for det nyoprettede ærkebispedømme over saxerne i Hamborg ved Elben. Ansgar fortsatte efter pavelig anmodning missionsvirksomheden i de tilgrænsende slaviske områder, det vil sige hos abodritterne. Missionen fik i første omgang hverken tilstrækkelig gennemslagskraft hos skandinaverne eller slaverne. I 845 blev Hamborg ved Elben overfaldet af vikinger, hvorefter Ansgar og det saxiske ærkebispesæde flyttede til Bremen ved Weser. Samme år blev også den kristne mission i Birka fordrevet. Ansgar fik dog på ny såvel den danske konges tilladelse til at etablere kirker i Hedeby og Ribe som den svenske konges tilladelse til igen at etablere kirke i Birka.

Ansgar tegnet efter træskærerarbejde i Hamborg domkirke.

Den tyske mission hos danskerne og slaverne forudsatte naturligvis, at missionærerne kunne tale dansk henholdsvis slavisk. Ansgar købte (!) derfor unge danske og slaviske drenge og sendte dem til oplæring i et frankisk kloster. Som voksne blev de sendt til deres egne hjemegne for at missionere på deres modersmål.

Helgendyrkelse

Den kristne tro manifesteredes blandt andet gennem helgendyrkelse. En helgen var oprindeligt en hellig mand eller kvinde, der var blevet henrettet for sin kristne tro. En sådan martyr tillagdes ubegrænset adgang til at gå i forbøn hos Gud. Selve gravstedet tillagdes en undergørende eller mirakuløs effekt. Inden for såvel den romersk katolske som den ortodokse kirker blev derfor helgener bedt om beskyttelse eller helbredelse for en lang række forskellige problemer. Den enkelte helgens forbøn gælder dels gravstedet, dels den egn, hvor den helgenkårede havde sit jordiske virke. Helgenen er altid skytshelgen for sin kirke og sin by. Indbyggerne kan søge tilflugt og hjælp hos deres skytshelgen. Helgenen beskytter hus og hjem, sikrer retfærdighed og hjælper i al slags nød. 
Årsdagen for den enkelte helgens henrettelse, helgendagen blev festligholdt med forskellige ritualer i tilknytning til martyrens grav. Ritualerne adskilte sig ikke synderligt fra tidligere tiders hedenske gravkult. I løbet af det første årtusinde e.kr.f. blev det almindeligt at tillægge ikke kun selve gravstedet, men også helgenrelikvier undergørende egenskaber. Relikvier er genstande, der enten har tilhørt en helgen eller også er det bogstaveligt de jordiske levninger af samme helgen som f.eks. et stykke af kraniet eller et lårben. Den blotte berørelse af relikvierne havde for de troende helbredende effekt på de syge. Saxerne fik for eksempel overført de jordiske levninger af Skt. Vitus fra St. Denis kirken i Paris til Korvej-klostret i Nordtyskland ved Weser i 836. 

Efterhånden blev ikke kun kristne der havde lidt martyrdøden, men også særligt asketiske og fromme kristne tillagt undergørende evner. For eksempel blev Ansgar helgenkåret. Det blev derfor ikke usædvanligt at europæiske stormandsslægter tilstræbte at have en asket i familien, der kunne helgenkåres. I Danmark blev Svend Estridsens søn Knud den Hellige og Svend Estridsens sønnesøn Knud Lavard helgenkåret i første halvdel af 1100-tallet, om de just havde levet asketisk melder historien intet om, men begge blev myrdet og dermed kåret som martyrer.



Den saxiske mission fra Hamborg/Bremen ærkebispesædet fortsatte ind i abodritternes område med blandt andet udbredelsen af Skt. Vitus tilbedelsen. Det fremgår af den kendte danske krønikeskriver Saxos beskrivelse af et af kong Erik Emunes felttog i 1130'erne. Erik Emune var sønnesøn af Svend Estridsen og bror til Valdemar den Store.


"..... mønstrede et felttog mod Rygen. Og for virkelig at kunne kæmpe effektivt medtog han som den første i Danmark heste i et flådetogt, nemlig, bestemte han, fire på hvert skib - en fremgangsmåde som senere tider har holdt nøje fast ved. Og da flåden blev talt op, omfattede den så meget som elleve hundrede skibe. Disse skibe førte danskerne over til Rygen, hvor det viste sig, at byen Arkona var blevet sikret mod deres angreb med stærke forsvarsværker. For at sikre sig at nabofolkene ikke kunne komme dem til hjælp, tog de fat med deres hakker og brød den tange op der forbinder Arkona med Rygens fastland, som den ligger næsten helt adskilt fra, og i stedet omdannede de den til en vold der var så høj at den skyggede for alt. Bevogtningen her blev overdraget hallænderne under anbefaling af Peder. Men en nat blev de intetanende hallændere overfaldet af rygboerne, der havde fundet et vadested og nåede at dræbe adskillige af dem inden resten af hæren slog dem tilbage. Men da Arkonas indbyggere ikke havde de styrker, der skulle til for at tage kampen op, og indså at de ikke havde nogen mulighed for at kalde andre til undsætning, måtte de bøje sig for nødvendigheden og overgive sig til danskerne på den betingelse at de beholdt livet mod at gå over til kristendommen. Den statue de tilbad, fik de dog lov at beholde. I byen var nemlig en billedstøtte som indbyggerne tilbad med ganske særlig ærefrygt, ligesom også de omkringboende tit og ofte kom og viste den deres respekt - men når de kaldte den for Sankt Vitus, var det en urigtig benævnelse. Og så længe de havde den i behold, kunne folkene i byen ikke tage sig sammen til helt at afskaffe deres gamle religiøse traditioner".
kilde: Zeeberg, P. 2000 Gylling Saxos Danmarkshistorie 14.1.6

 

 

Redigeret  17/10/2007